mandag den 10. maj 2021

Maja Lunde; Solvogteren [Anmeldereksemplar]

Maja Lunde; Solvogteren [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Lilja står på grænsen mellem barndom og ungdom. Hun er i gang med at forandre sig, men omkring hende er naturen, som den altid har været. Lilja har kun svag erindring om solen, for den verden, hun kender, er regntung og mørk. Intet kan gro i den våde jord, og ingen planter trives i den evige skumring.

Lilja er forældreløs og bor hos sin bedstefar, der forsyner landsbyen med grøntsager. En dag glemmer han sin madpakke, og da Lilja løber efter ham hen til drivhuset, hvor han arbejder, ser hun noget, der kommer til at ændre alt.

Lilja får øje på en hemmelig sti ind i skoven, hvor ingen børn ellers må komme. Men nysgerrige Lilja er ikke som andre børn, hun undertrykker sin frygt og følger stien. Derinde mellem de mørke træstammer opdager hun en anden, blomstrende verden. Derinde lever eventyret. Lilja må møde sin største frygt, men finder også kærlighed og glæde - og ikke mindst et håb om forår.

Årstidsserien, hvoraf "Snesøsteren" var første bind, er nu nået til foråret med en ny, selvstændig historie. "Solvogteren" er en storslået fortælling for både børn og voksne, en bog, hele familien kan samles om.


Da jeg første gang læste "Snesøsteren", vidste jeg at det ville blive en af mine favoritter. Maja Lundes smukke skrivestil kombineret med Lisa Aisatos utrolige stemningsfulde illustrationer, er virkelig bare et match made in Heaven. Det fungerer så godt, hvis du spørger mig. 

Nu, med "Solvogteren", lader det til at de fortsætter arbejdet et par bøger endnu - forhåbentlig kommer der også en "sommer" og "efterår" bog til samlingen - i så fald, står jeg forrest i køen!

"Solvogteren" er historien om Lilja, der står med et ben i både barndom og ungdom. Hun føler sig lidt for at gammel til at lege med veninden Thea, men samtidig er hun ikke helt klar til at droppe legene. Da hun finder dalen med frugterne, er lykken gjort - tænker hun. Men hvordan kan hun tillade sig at få fregner og sul på kroppen, når alle andre i byen sulter og aldrig har mærket solens varmen?

Lilja sætter sig for, sammen med drengen fra dalen, at redde landsbyen - men hvad der først virkede som en god ide, ender med at blive et mareridt og starten på en utrolig farefuld rejse. En rejse hvor Lilja ikke alene lærer sandheden om drengen at kende, men også hun finder også ud af hvem den mystiske Solvogter er. En sandhed der ryster Lilja i hendes grundvold. 

Som "Snesøsteren" er "Solvogteren" en følelsesladet læseoplevelse. Hjertet banker hårdt i brystet, sveden pibler frem og åndedrættet er hæst. Lilja og drengen går så grueligt meget igennem - meget mere end man burde som de store børn de er. Men gennem fare og strabadser, lærer de ting om sig selv. At de er stærkere end de tror. At de, selv når alt ser sortest ud, kan finde noget at grine af og finde håb. At de sammen kan bedrive fantastiske ting.

Det var med en klump i halsen jeg læste bogen. For jeg vidste at den ville gå lige i hjertet på mig og jeg sad da også med våde øjne flere gange undervejs. Det er en virkelig en smuk historie. "Snesøsteren" er lige en my bedre, men det er ikke meget der skiller dem. Begge kan dog varmt anbefales og bør stå i et hvert hjem.

Tak til Turbine for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: Solvokteren
På dansk ved Mette Stepnicka
Udgivet i: 2020 (på norsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 200
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar