tirsdag den 5. august 2014
Marina Anderson; Templet
Marina Anderson; Templet
Natalie Brown er i 20'erne og bor i London. Mange misunder hende, men hendes privatliv er et kaos. Mænd misunder hendes succes på jobbet, og Natalie tror, at hun aldrig for alvor vil finde lykken. En dag hører hun om Templet, et eksklusivt tilholdssted, hvor gæsterne udlever seksuelle fantasier, og hun beslutter, at det er tid til at lægge frygten fra sig. I Templet møder hun den karismatiske Simon, der er vant til at få, hvad han peger på. Måske har Natalie endelig mødt sin ligemand ...
Natalies veninde Janet har været på ophold i Templet og hun kommer tilbage som en forandret kvinde. Den forandring vil Natalie også gerne have - hun er træt af mænd der dumper hende fordi hun er krævende i senge og vil have tingene efter sit hoved. Hun booker derfor et ophold - over to weekender. To weekender der for evigt vil forandre hendes liv.
Da hun kommer bliver hun præsenteret for sin instruktør, Simon. Hun føler sig meget tiltrukket af Simon, og hun er sikker på at han har det på samme måde - men det er forbudt for instruktører at have et forhold med deres elever. Natalie viser sig at være en kæmpe udfordring for Simon, for ikke alene er hun dårlig til at følge ordre, hun har også meget svært ved at give magten i sengen fra sig.
Gennem en række prøvelser - som går langt ud over det Natalie troede hun ville kunne gøre - lærer hun hvor godt det kan være for hende at overgive magten til en mand, endda måske også en kvinde. Men da opholdet er slut frygter hun at hun ikke skal se Simon mere og hun kæmper med om det rent faktisk er den her livsstil hun vil have. Simon dog har flere overraskelser i ærmet, men er de nok til at få Natalie til at give efter?
Dette er en udmærket erotisk historie, der er ikke særlig meget kød på historien og man bliver hele tiden fodret med erotik - det kan godt blive lidt for meget. Man lærer ikke meget mere om Natalie og Simon end hvad de arbejder med til daglig, så der er ikke samme dybde på personerne som der er i fx. Crossfire og Fifty Shades. Hvis du vil have en hurtig læst historie er den i hvert fald lige sagen.
Fakta:
Forlag: Turbulenz
Original titel: Haven of Obedience
Udgivet i: 2000 (på engelsk), 2012 (på dansk)
Antal sider: 304
Læst på dansk
Genre: Erotik
Målgruppe: Voksne
søndag den 3. august 2014
James Patterson; Engleeksperimentet
James Patterson; Engleeksperimentet (Maximum Ride, #1)
Du må ikke lægge den her bog fra dig. Jeg mener det dødalvorligt! Dit liv kan afhænge af det. Jeg risikerer ALT ved at fortælle dig det her - men du er nødt til at vide det. - Max
Max, Fang, Iggy, Nudge, Gasmanden og Angel. De ligner almindelige børn. Og det er de også - bortset fra at de er 98 % menneske og 2 % fugl. De er resultatet af en række videnskabelige forsøg, der er løbet helt af sporet. Nu må de flygte for livet, højt over bjerge og skyskrabere, mens de forsøger at finde ud af, hvem de egentlig er, og til hvilket formål, de er blevet skabt. De kan klare sig selv. Men lærer også på den virkelig hårde måde, at de ikke kan stole på nogen som helst andre ...
Max og hendes søskende har levet i skjul de sidste fire år, efter de blev befriet fra Skolen, hvor de har levet i bure siden de blev "skabt". Men nu er freden forbi. En morgen da flokken er på vej i skoven, møder de Strygere - en blanding af menneske og ulv. De tager Angel til fange og slæber hende med til Skolen. De andre sætter efter.
Uheldigvis er de længe om at nå frem, Max vil forsøge at redde en ung pige og Fang og Nudge forsøger, ved en fejl, at finde Nudges forældre. Gasmanden og Iggy blev efterladt derhjemme, men måtte også flygte da der ankommer flere Strygere end de kan klare. Hele gruppen er samlet er igen samlet og med kurs mod Skolen, men de bliver taget til fange og anbragt der i de bure som de har brugt så længe på at flygte fra.
Samtidig går en frygtelig sandhed op for gruppen - det menneske der hjalp dem med at flygte, som de alle så som en far, er måske ikke alligevel så god som han giver sig ud for at være.
De sætter alle sejl ind på at flygte og på at finde sandheden om hvor de kommer fra og hvorfor de er blevet som de er.
Dette er en udmærket fantasybog for de yngre læsere. Der er masser af aktion, humor, blod og en begynde ide om jordens mulige undergang, som gruppen åbenbart er de eneste der kan stoppe. Glæder mig til de to næste bøger - det kan kun blive spændende!
Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Maximum Ride - the Angel Experiment
Udgivet i: 2005 (på engelsk), 2013 (på dansk)
Antal sider: 470
Læst på dansk
Genre: Fantasy
Målgruppe: Unge læsere
fredag den 1. august 2014
Katarina Bivald; Læserne i Broken Wheel anbefaler
Katarina Bivald; Læserne i Broken Wheel anbefaler
Svenske Sara skriver sammen med 75-årige Amy fra Iowa, USA. I to år har de udvekslet tips om bøger og livet, og en dag takker Sara ja til Amys tilbud om at besøge hende. Da hun når frem til den lille flække Broken Wheel, er Amy imidlertid pludselig død. Byens indbyggere tager sig godt af den forvirrede, unge turist, og Sara beslutter sig for at blive som planlagt. Da hun åbner en boghandel med alle Amys bøger, liver den lille, søvnige by langsomt op, og Sara oplever for første gang at knytte relationer og venskaber - udover dem i litteraturens verden. Ingen tør tænke på, at Sara snart skal hjem igen, så byens indbyggere går sammen om en aldeles skør, men genial plan ...
Jeg har glædet mig til denne bog! Da jeg så den første gang tænkte jeg at det med garanti var en rigtig hyggelig fortælling, om og med bøger som centrum. Det er det i og for sig også, men jo længere man kommer jo mere indser man at den ligeså meget omhandler mennesker, kærlighed, venskaber og livet i sig selv.
Sara er blevet fyret fra sit job i en boghandel i Sverige, så hun rejser til Iowa, for at møde Amy. Amy som hun har købt en bog af og siden er blevet pennevenner med. De har udvekslet bogtips i et par år og til sidst foreslår Amy at Sara kommer på besøg. Hun bliver dog ikke helt modtaget som håbet. Hun ankommer nemlig den dag Amys begravelse er. Så Sara bliver indkvarteret i Amys hus, alene og uden nogen egentlig grund til at blive, men blive gør Sara.
Beboerne i Broken Wheel er til at starte med lidt skeptiske - hvem er Sara? Hvad vil hun bruge tiden på - læse? Det kan da ikke passe. Da Sara får den (geniale) ide at åbne en boghandel med alle Amys bøger, begynder beboerne dog at live lidt op og tage hende til sig. Det er som om hun bringer sider frem i dem som de helt havde glemt. Det er faktisk helt rart. Åbningen af boghandlen lokker også folk til fra nabobyen Hope, og så står folket i Broken Wheel for alvor sammen - for at vise at de også godt kan og at byen ikke er færdig.
Men Sara skal jo hjem på et tidspunkt - ikke? Byens beboere begynder at brygge på en plan der skal få Sara til at blive, men spørgsmålet er om Sara overhovedet vil blive? Har hun egentlig noget at tage hjem til Sverige for? Og hvad skal der så ske med boghandlen? Med den lækre, maskuline Tom, der har lavet rigtig amerikansk mad til hende? Med George, der lige er kommet oven på igen? Ja, med dem alle sammen. Er det virkelig lykkedes hende at opbygge venskaber som dem hun altid har læst om?
Den amerikanske regering har desværre andre planer - for det er ulovligt at blive boende på et udløbet turistvisum. Så beboerne må sætte deres plan i verden hurtigt ...
Dette er en rigtig feel good-bog. Den er godt skrevet, med mange underholdende kommentarer og observationer. Samtidig bliver man lystigt fodret med bogcitater og andre henvisninger til bøger, samt hvilke bøger Sara ville anbefale til forskellige kunder - skal helt klart have kigget referencerne igennem og se om der er noget af det der skal på min to read liste. Læs den hvis du trænger til noget let sommerlitteratur, som man, selvom det er let læseligt, ikke lige glemmer med det samme.
Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: Läsarna i Broken Wheel rekommenderar
Udgivet i: 2013 (på svensk), 2014 (på dansk)
Antal sider: 396
Læst på dansk
onsdag den 30. juli 2014
Laini Taylor; Støv og stjerneskær
Laini Taylor; Støv og stjerneskær (Ønskekræmmerens datter, #2)
Der var engang en engel og en djævel, der blev forelskede og vovede at forestille sig en verden uden krig og blodsudgydelser. Dette var ikke den verden.
Kunststuderende og monsterlærling Karou har fundet de svar, hun søgte. Nu ved hun, hvem hun er, og hvad hun er, men med denne viden kommer en anden sandhed frem. Hun har elsket en fjende, han har svigtede hende, og en hel verden måtte bøde for det.
I en åndeløst spændende fortsættelse af Ildenglen må Karou beslutte sig for, hvor langt hun er villig til at gå for at hævne sit folk.
Fuld af skønhed og umulig kærlighed, hemmeligheder og vanskelige valg fortæller Støv og stjerneskær historien om Karou og Akiva, der befinder sig på hver sin side af i en urgammel krig. Karou må skabe en monsterhær i et land af støv og stjerneskær, mens Akiva udkæmper en kamp for frelse, udfrielse og håb. Men er der håb at finde i ruinerne af deres ituslåede drømme?
Jeg har ventet meget længe på denne fortsættelse, alt for længe synes jeg! For denne serier er nok noget af det ypperste indenfor fantasygenren, i hvert fald af det jeg har læst. Det er en fantastisk serie - kan slet ikke få armene ned igen!
Karou har søgt tilflugt i ørkenen, hvor hun kan koncentrere sig om at lave monstre til Den Hvide Ulv. Hvad han bruger dem til, ved hun ikke, men sandheden går så småt op for hende. Hun er hadet blandt dem der burde være sine egne. Fordi hun elskede Akiva, en engel. En fjende. Den fjende der har fået slået alle deres artsfæller ihjel. Karou selv ved ikke hvad hun skal tro. For selvom Akiva burde være hendes fjende, hjælper han hende alligevel mere end hendes allierede gør. Hvem kan hun stole på?
Akiva er på togt i Eretz, et togt der er hårdt for ham. For han vil gerne hjælpe kimærerne, ikke slå dem ihjel og jage dem på flugt, men det er svært når man er Bæsternes Banemand, en Bastard, uden rang, uden værdi. Han ved dog at han engang havde værdi. Værdi for Karou, hans elskede. Det er for hende at han at vil forsøge at hjælpe. Hendes skyld af han vil gøre oprør. Hvis der er håb om at hun nogensinde vil elske ham igen, er han nødt til at tro på det og arbejde sig hen imod det.
Deres skæbner er endnu en gang flettet sammen af krigshandlinger og valg, som er ældre end dem. Er de stærke nok til at stå imod og stadig træffe deres egne valg? Da Akiva bliver lokket i en fælde og en af hans nærmeste dør, opsøger han Karou, for hun er hans sidste håb og sammen må de indse og beslutte om deres drømme stadig er værd at kæmpe for.
Som skrevet før, elsker jeg virkelig denne serie. Den er rigtig godt skrevet, man føler næsten at man er der selv. Samtidig synes jeg at hele universet er spændende, noget helt nyt fra andre fantasybøger jeg før har læst. Siderne vender virkelig sig selv i denne bog, den er meget svær at lægge fra sig igen. Jeg håber ikke jeg skal vente ligeså længe på det afsluttende bind, så er det lige før jeg vil overveje at læse den på engelsk! Læs den hvis du trænger til en virkelig god og fascinerende bog!
Fakta:
Forlag: Bazar
Udgivet i: 2012 (på engelsk), 2014 (på dansk)
Original titel: Days of Blood and Starlight
Antal sider: 557
Læst på dansk
Veronica Roth; Divergent - Fornyeren
Veronica Roth; Divergent - Fornyeren (Divergent, #3)
Hvad er sandheden værd? Kan man overhovedet sætte en pris på den?
Tris og Four finder ud af, at hele deres liv og virkelighed har været baseret på en løgn. Deres verden er vendt på hovedet, og de må begge gøre op med sig selv, om de har troen på, at den kan rettes igen. Og ikke mindst om det vil være prisen værd.
Afslutningen på Divergent-serien er ligeså hæsblæsende, spændende og svær at lægge fra sig som de to første binde. Tris og Four, sammen med deres venner, bevæger sig uden for hegnet, hvor de tror de skal hjælpe - de ved ikke rigtig med hvad, det sagde videoen ikke noget om, men i hvert fald hjælpe. De bliver slemt overraskede da det går op for dem at det hele er løgn. Deres by. Deres faktioner. Deres liv.
Det hele er styret udefra - mere eller mindre i hvert fald. Det er folkene udefra der har sat det hele i verden, der har overvåget dem. Lavet deres simulationsstoffer. Bestemt deres skæbne?
Denne viden skræmmer dem alle sammen, mest fordi de nu sidder med viden som ingen i deres by har og hvad skal de bruge den til? Forhindre en ny krig? Forhindre at byen bliver "slettet"? Igen står de overfor valg, der er ufattelig svære at træffe. Da Four/Tobias slutter sig et oprør, som vil holde Tris udenfor, stilles deres kærlighed og loyalitet overfor hinanden på en alvorlig prøve. Det bliver ikke nemmere at tilgive, da Tobias er med (inddirekte) til at såre en af deres tætteste venner. Kan de komme over det?
Tris lærer også sandheden om sin mor at kende, en sandhed der hjælper hende til at træffe de valg der skal føre til fred og fordragelighed blandt alle. En fred der kræver ofre. Er hun villig til det?
Jeg har virkelig været fascineret af denne serie, den er velskrevet, spændende og man kan slet ikke få nok! Jeg må indrømme at jeg blev chokeret over slutningen, men nu, hvor den er kommet lidt på afstand kan jeg godt se at det var sådan det skulle ende.
Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2014
Original titel: Allegiant
Antal sider: 451
Læst på dansk
Abonner på:
Opslag (Atom)




