fredag den 5. maj 2017

10 spørgsmål #23: Marie-Louise Rønning

10 spørgsmål #23: Marie-Louise Rønning

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Jeg kan ikke helt huske så meget om, hvilke bøger jeg fik læst højt af mine forældre som barn - jeg fik uden tvivl læst højt – men titler etc, kan jeg ikke erindre. Da jeg nåede en alder, hvor jeg selv valgte - og som jeg kan huske – var det blevet meget populært at lytte til kasettebånd – jeps, jeg er barn af kasettebåndstiden – og der valgte jeg ofte "Alle vi børn i Bulderby" af Astrid Lindgren og mange af hendes andre bøger. Jeg var vild med hende, og det er jeg faktisk stadig. "Brødrene Løvehjerte" fik mig til at stortude som voksen. Jeg er dybt imponeret over de forskellige og dybe lag hun evnede at have i sine bøger.

Hvad er den første bog du selv læste?
Det er jeg simpelthen ikke klar over – jeg kan ikke huske det – men jeg husker dog, at jeg læste De fem-bøgerne af Enid Blyton og Jan-bøgerne af Knud Meister og Carlo Andersen. Jeg ved, at jeg også læste pige-bøger, men der er ikke rigtig nogle, der ringer lige nu. Jeg ved, at jeg har læst Black Beauty på et tidspunkt, men jeg husker også, at jeg aldrig har været til de her "heste-bøger."

Hvad var din yndlingsbog som barn/ung?
Som barn – er det nok Ronja Røverdatter. Jeg husker lige så tydeligt, hvordan jeg gik ud i Gribskov med min hund og legede, at jeg var Ronja, og at Nadie (min hund) var Bjørk. Jeg var vild med Rumpenisserne.

Som ung – lidt større ung – blev jeg introduceret til "Pigen med den blå cykel" af Regine Deforges og elskede den. Jeg var ikke den store læsehest, da jeg var ung – men som hos mange andre unge piger står den uforglemmelige Anne fra Grønnebakken som en af de helt store stjerner – specielt filmene var jeg helt fortabt i. Faktisk er Anne langt hen af vejen stadig min heltinde. Som voksen endte jeg med at sidde med den første film og nedskrive alle replikker – skrive det som teaterstykke og fremføre det med min 5. klasse. Jeg syede alle kostumerne selv og til den dag i dag – er det det projekt, jeg er allermest stolt af.



Hovedpersonen i "Skaberens Våben" hedder Matthew – og det er der jo en grund til!

Din yndlingsbog som voksen?
Nøj, den er svær, virkelig svær. Faktisk så svær at det er umuligt for mig at sige helt præcist. Jeg ved, at det er et svagt svar – men jeg kan simpelthen ikke udpege min yndlingsbog. Jeg kan dog afsløre, at da jeg som voksen, bliver introduceret til Fantasy-genren åbner der sig en helt ny verden for mig, og at det var Twilight, der var startskuddet for mig – så den har en helt specielt plads i mit hjerte. Lige nu er jeg vild med Sabaa Tahir´s Det ulmende oprør og En flamme i natten.
I den mere romantiske-realistiske-genre ramte "Forbandede kærlighed" af Colleen Hoover mig lige i hjertekuglen.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Jeg bliver aldrig færdig med "Hobbitten" og Ringenes Herre – jeg har forsøgt – og jeg elsker filmatiseringerne – og har set dem en million gange, men bøgerne - de er for tunge, og der er alt for mange miljøbeskrivelser til mit temperament.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Jeg har ikke en tbr-liste – desværre – jeg vælger hen af vejen. Et lidt kedeligt svar – sorry. Til det er jeg vild med Goodreads og elsker at finde inspiration der.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Mit valg af bog handler meget som forsiden og bagsideteksten. En forside skal appellere til mig og bagsideteksten skal fange. Nu med internetadgang og sociale medier vælger jeg også meget ud fra, hvad der rør sig, og hvad der umiddelbart fanger mig eller som bliver anbefalet. Jeg er blevet meget glad for bogbloggere – elsker den inspiration, de giver mig.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
"It" af Steven King – den minder mig om en periode i mit liv, hvor jeg var meget forelsket. Min kæreste og jeg lå en sommer og læste historien højt for hinanden. Den bog står for mig som noget meget specielt – en epoke i mit liv. Jeg er meget spændt på den nye filmatisering af bogen, der kommer snart.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Jeg kan ikke læse og lytte til musik på samme tid – men jeg kan skrive og lytte til musik! Jeg har oprettet playlister til mine historier og specielt "Until the love runs out" af OneRepublic har en stor plads i mit hjerte og vores danske Ramus Walter. Jeg er vild med hans tekster og den stemning har formår at bringe frem i mig.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?

For mig afhænger anbefalinger af bøger meget af, hvor i ens liv man er – jeg er så heldig at have en ung niece, som jeg elsker at anbefale bøger til. Jeg fik hende skubbet ind i Fantasy verdenen ved at anbefale "Twilight" og "Hush, hush" serien, hvilket har åbnet hendes bogverden. Da hun var klar til det mere realistiske, var det "Anna og de franske kys" der blev anbefalet.
Selv min gamle mor hoppede på bogbølgen igen, da jeg anbefalede hende "Forbandede Kærlighed."

torsdag den 4. maj 2017

Studio Circus; Panda bøgerne

Studio Circus; Panda - stor og lille; En sjov dag for Panda

Bagsidetekst - Panda - stor og lille:
Mus er lille, Panda er stor. De er ikke ens, men de er bedste venner! Lær om modsætninger med Panda og vennerne.

Bagsidetekst - En sjov dag for Panda:
Panda kan en masse ting. Panda kan selv stå op, han kan selv tage tøj på, han kan selv bygge med klodser ... Godt gået, Panda!

Jeg blev rigtig glad da jeg åbnede pakken med disse to fine bøger i. Der er næsten ikke noget bedre end at få bogpakker - enig? Dog kunne jeg kunne godt regne ud at de nok mest var til Iris, og knap så meget til mig, men hun må også gerne forkæles med gode bøger. Iris har en masse fine bøger - jeg har skrevet lektørudtalelser på mange pegebøger, så dem har Iris fået og hendes yndlings må være de to bøger med Malle jeg har. Dem har vist læst om og om og om og om og om igen - nok også flere gange end det.

Malle har dog fået lidt konkurrence i de her to bøger. Jeg har læst dem op for Iris flere gange mens hun sidder på skød. Når jeg sidder i skrædderstilling, kan jeg bede hende om at komme hen og sætte sig - så går hun hen og bakker lige så fint ned og sidde på mig (yep, mor er stolt!). Iris kan godt lide de fine farve og simple tegninger og hun peger fint på siderne. Hun har også flere gange selv fundet dem blandt de andre bøger og sat sig med dem, for derefter at bladre dem igennem - uden at jeg læser op! Hun er også godt klar over hvilken vej bøgerne skal vende - de vender aldrig på hovedet, i så fald, vender hun dem selv så de vender rigtigt.

Historierne er jo ikke super komplicerede eller indeholde svære ord, men der er alligevel nok tekst til at de rent faktisk fortæller en historie. I "Panda - stor og lille" præsenteres vi for en masse modsætninger. Modsætningerne er fint illustreret med billeder og en linje tekst. I "En sjov da for Panda" følger vi Panda fra han (hun?) står op, går i bad, tager tøj på, leger og går i seng igen - den er også fint illustreret så man kan se at Panda selv gør tingene.

Jeg forestiller mig at det bliver nogle af de bøger Iris og jeg vil vende tilbage og læse flere gange. Især når hun bliver større og rent faktisk vil kunne forstå historien. Indtil videre er de bare sjove at kigge og bladre i - og det kan der godt gå lang tid med!



Tusind tak til Alvilda for boggaven - også fra Iris!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Panda - Big and Small; What a Super Day, Panda!
Udgivet i: 2017 (på hollandsk og dansk)
Antal sider: 16
5 ud af 5 stjerner (både fra Iris og mor)

onsdag den 3. maj 2017

Claus Holm; De, der vogter

Claus Holm; De, der vogter

Bagsidetekst:
En gruppe turister spærres inde i en underjordisk bunker uden kontakt til omverdenen. De ved ikke, hvor længe de kan overleve dernede - eller hvad der er sket på jorden over dem.

Dreng møder pige i en historie om at forfølge sin egen drøm, frem for andres. Måske kan man også lære af de ting, man ikke ved.

En ung mor mister på én gang sin mand og sit arbejde - men måske kan en rød cykel bane vejen frem mod et nyt liv.

En nyfødt dreng får tildelt en agent fra Oven - og en fra Neden - men hvorfor er han så vigtig?

Disse fire historier er på samme tid meget forskellige og meget ens. Forskellige fordi, ja, historierne ikke er ens - hovedpersonerne er ikke de samme, handlingsforløbet er ikke ens osv. Ens fordi de handler om mod, om at beskytte den man elsker, sorg og afmagt, kærlighed og venskab. De er på samme tid både sørgelige og livsbekræftende.


Jeg kan bedst lide historien om drengen og cirkusprinsessen. Jeg har et eller andet med historier der foregår i et cirkus - det er bare så magisk et sted og alt synes muligt. Jeg elskede "Nattens cirkus" og den her - trods den handler om noget andet - har lidt af samme drys magi. Jeg kunne sagtens se mig se selv sidde på tribunen og se forestillingen. Grine af klovene, mærke suset fra elefanterne og frygten for løverne og hvordan man holder vejret når trapezartisterne lavede øvelser langt oppe under sejldugens top. Jeg kan godt lide ideen om at cirkusprinsessen virkelig må forsvinde for at realisere sin drøm og at den jo på sin vis ender lykkeligt.

Historien om en mor der mister sin mand og job, gav mig en knugen i brystet. Jeg tror mest det er fordi der er et barn involveret og jeg kan ikke så godt med triste børn, efter jeg selv er blevet mor - mon jeg er blevet lidt hys? I så fald, var det den af historierne der gjorde mig mest trist, samtidig med at det også er den der er mest livsbekræftende synes jeg. For den viser virkelig, at selv når livet ser sortest ud, så kan venlighed og næstekærlighed forekomme.

Historierne bringer alle sammen en fortolkning på at vogte over andre. Turisterne der er fanget i bunkeren, vogter både over deres egen sikkerhed og for dem de holder af. Drengen i den sidste historie vogtes af både en engel og en djævel - det kan vist ikke gå helt godt? De er alle skønne historier, som kan læses uafhængigt af hinanden, men som sammen giver en helhed og en bedre forståelse af hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og os selv og at vi vogter over det vi har kært.

Den eneste grund til at denne bog ikke får 5 stjerner, er fordi der er en del grammatiske fejl - jeg ved godt at jeg heller ikke sætter kommaer perfekt, men i en udgivet bog, skal der bare være styr på det. Jeg ved også at der skal komma foran men - og det er meget skiftende om der er det eller ej i bogen, og det blev hurtigt et irritationsmoment for mig - ikke at det ødelagde læsningen, det irriterede mig bare.

Tak til EgoLibris og forfatteren for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: EgoLibris
Udgivet i: 2017
Antal sider: 383
4 ud af 5 stjerner

tirsdag den 2. maj 2017

Astrid Lindgren; Ronja Røverdatter

Astrid Lindgren; Ronja Røverdatter

Bagsidetekst:
Den nat Ronja blev født buldrede tordenen over bjergene, ja, det var en uvejrsnat, der fik alt troldtøj, som holdt til i Mattisskoven, til forskræmt at krybe ned i deres huler og skjulesteder ...

Det er alt for længe siden at jeg har læst noget af Astrid Lindgren - som i, at jeg ikke har læst noget af hende som lystlæsning mens jeg har været "voksen". Da jeg så at "Ronja" kom i en ny illustreret udgave med illustrationer af Katsuya Kondo - jeg kendte ham ikke, men en hurtig søgning, fortalte mig hvad jeg havde forventet: han har illustreret for Studio Ghibli, bl.a. på "Kiki - den lille heks", måtte jeg eje den. Mest fordi jeg huskede historien som smuk og rørende.

Hverken genlæsningen af historien eller de smukke nye illustrationer skuffer. Historien er jo som den plejer, om pigen Ronja og drengen Birk, der bliver bror og søster, og stopper krigen mellem deres slægter. Illustrationerne er holdt i bedste Studio Ghibli-stil og jeg elsker det. De er simple, men alligevel utrolig flotte og udtryksfulde. Jeg ville dog ønske at der var flere af dem!

Det er sjældent at jeg genlæser bøger, men jeg siden jeg fik den læst højt sidste gang, tænker jeg at det nok går. Lige meget hvad, har det i hvert fald været hyggelig igen at skifte bekendtskab med Astrid Lindgrens fantastiske fortællerstil og hendes måde at beskrive natur på, så man næsten føler at man er der selv. Det er også ret hyggeligt at komme tilbage til en historie som jeg godt kender og ved hvordan ender - det er som om man sætter pris på andet end blot historien når det ikke er første gang den læses.

Jeg har sat mig for at jeg vil forsøge at få genlæst "Brødrene Løvehjerte", også selvom jeg sikkert kommer til at stortude, og "Mio, min Mio", som jeg er ret sikker på, jeg aldrig har læst.

Det var skønt at være tilbage i skoven med Ronja og Birk og jeg glæder mig til at Iris bliver stor nok til at sætte pris på højtlæsning, for så slipper hun ikke!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Ronja Rövardotter
Udgivet i: 1981 (på svensk) og 2017 (ny udgave på dansk)
Antal sider: 230
5 ud af 5 stjerner

mandag den 1. maj 2017

April wrap-up

April wrap-up

April har været en meget travl måned for mit vedkommende. Jeg har haft meget travlt på arbejde, hvilket har resulteret i at jeg har været alt for træt til at læse når jeg kom hjem. Jeg plejer at "reservere" min ugentlige fridag om fredagen til at læse, men det er desværre også gået lidt i fisk i april. Samtidig har der været mange planer i weekenden, hvor Iris' lurtid ellers har været læsetid.


Ja, dårlige undskyldninger - I know og min dårlige samvittighed har det bestemt heller ikke særlig godt. Der er bare ikke noget jeg kan gøre ved det, andet end at håbe på at maj bliver bedre. Jeg vil i hvert fald gøre et ihærdigt forsøg på at få læst mere - især af de bøger der nu har ligget længe (alt for længe - undskyld, det kan ikke siges nok!)

Det blev til 16 bøger i april - i alt 2580 sider. Heraf er seks af dem lektørbøger, der er et manuskript jeg skulle betalæse og en er et manuskript jeg har sagt ja til at læse for et forlag.

Læste bøger i april:

HUF; Glimt fra tiden der var os (læs anmeldelse her)
Lorenz Pauli; Hvor frækt (lektør)
Den store vrimlebog - lufthavn (lektør)
Camilla Wandahl; Ravfuglene (manuskript)
Thilo Lassak; Havets vrede (lektør)
Belle's Library (læs anmeldelse her)
Anne Christine Eriksen; Daniel (læs anmeldelse her)
Astrid Lindgren; Ronja Røverdatter (læs anmeldelse her)
Beatrix Potter; Peter Kanin - På eventyr i skoven (lektør)
Beatrix Potter; Peter Kanin - Tre små kaninunger (lektør)
Michael Kamp; Tarme og tentakler (lektør - ebog)
Kelly Rimmer; A Mother's Confession (manuskript - ebog)
Neil Gaiman; Coraline
Anja Duna; Solsortens kald (ebog)
Kiera Cass; Sirenen (lektør - ebog)
Claus Holm; De, der vogter (læs anmeldelse her)

Månedens bedste bog:
Jeg tror det bliver "Ronja Røverdatter" - ikke kun fordi historien er fantastisk, men fordi det var fedt at genlæse den som voksen!


Månedens korteste bog:
Det må blive de to "Peter Kanin"-bøger - korte, men rigtig fine bøger med et dejligt gensyn. Jeg er vild med Beatrix Potter's tegninger og hjertevarme historier om Peter.

Månedens længste bog:
"De, der vogter" er med sine knap 400 sider den længste bog jeg har læst i april - også selvom, det jo faktisk er fire individuelle historier.

Så, ja, en lidt sløj læsemåned. Jeg ved godt at det blev til 16 bøger, men mange af dem er ikke på særlig mange sider, så det snyder lidt, synes jeg! Jeg håber dog bestemt at jeg har mere luft i kalenderen og bedre tid i maj, da jeg har virkelig mange bøger til at ligge som jeg virkelig glæder mig til at læse. Hvorfor har vi ikke flere timer i døgnet?