Søndags sandheder #18: Noget om kærlighedshistorier

Søndags sandheder #18: Noget om kærlighedshistorier

Forleden blev jeg færdig med "Ti små åndedrag" af K. A. Tucker (den skal nok blive anmeldt snarest), men jeg kan ligeså godt indrømme nu, at jeg ikke blev så rørt som jeg kan læse at andre bogbloggere blev. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg har læst en del af det der kategoriseres som new adult her på det sidste og jeg er efterhånden lidt træt af det. Ja, undskyld, men nu skal jeg nok forklare mig.

New adult - i hvert fald dem jeg har læst her på det sidste - lader alle sammen til at være bygget op over samme model: pige med en problematisk (og traumatisk) fortid, møder fyr, som på en eller anden måde skal redde hende. De kæmper for at blive sammen, men ofte går der noget galt og de går fra hinanden, men finder (selvfølgelig) sammen igen og lever lykkeligt. Måske lidt hårdt sagt, men sådan er de - igen, dem jeg har læst.

Det er ofte historier om den helt store, altopslugende kærlighed, som begge personer føler og de kan slet ikke leve uden hinanden. Ofte kommer denne følelse efter de har kendt hinanden i 5 minutter. Samtidig er det ofte også historier om en eller anden form for tab - døde forældre, misbrug, vold ect. Det er også meget fint med et modspil den lyserøde kærlighed og de her tabuemner er ofte godt beskrevet og behandlet. Historierne er ofte også fyldt med en hel del humor og sex. Som læser går du altså fra at grine af personerne, til at begræde deres tab og smerte. Du kommer igennem hele følelsesregistret.

Misforstå mig ikke - jeg kan rigtig gode lide den slags bøger. De er ofte letfordøjelige, hyggelige og hjerteskærende - som læser, skal du være i humør til både at grine og græde når du går i gang med sådan en fortælling. Ofte er jeg også i det humør. Men efter jeg var færdig med "Ti små åndedrag" sad jeg alligevel og manglede noget. Jeg ved ikke om det er fordi den er meget amerikansk i forhold til nogle af de andre new adult-bøger jeg har læst. Med meget amerikansk mener jeg, at der er nogle ting der er lidt for meget. Lidt for overdrevet. Lidt for gennemskuet. Er det bare mig?

Jeg tænker lidt at jeg er mættet for et stykke tid. Nu sidder der med garanti nogen derude og krummer tæer over at jeg skriver sådan noget. Hvordan kan man være mættet af en genre? Jeg tror bare jeg er ved at køre lidt død i den slags historier. Da jeg var færdig med "Ti små åndedrag" tænkte jeg på, hvorfor den ikke måtte ende sørgeligt? Altså ikke sørgeligt sørgeligt, bare knap så lykkeligt som den gjorde. Måske knapt så amerikansk? Jeg ved godt at den romantiske slutning fungerer og jeg kan godt lide det, men igen, jeg ville godt have noget mere. Noget andet.

Jeg tror, i hvert fald for mit vedkommende, at så trænger jeg til en lille pause fra det romantiske drama med den lykkelige slutning. Jeg tror jeg trænger til noget fantasy med krig, vold og knap så lykkelige slutninger. Jeg skal nok vende tilbage til kærlighedshistorier, men for nu - en lille pause!

10 spørgsmål #24: Mette Sejrbo

10 spørgsmål #24: Mette Sejrbo

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Når jeg var på besøg hos mine bedsteforældre, sov jeg altid nede i kælderen på min mosters værelse. Hun havde en skuffe under sengen, som de trak ud, hvor jeg kunne sove. Der lå jeg, på en stor stak dyer og tæpper, og fik læst Prinsessen på ærten op, og drømte om at det var mig der var en vaske ægte prinsesse.

Hvad er den første bog du selv læste?
Jeg var ikke super begejstret for at læse i de tidlige klasser. Jeg husker vi i 8. skulle læse Sort ungdom, og jeg hadede den. Jeg tror faktisk aldrig jeg kom igennem den.

Min mor elskede bøger og var vitterlig en boggnasker, så det har sikkert frustreret hende en smule at jeg slet ikke viste interesse i den retning. Hun var medlem af en bogklub, så hendes reoler bugnede af bøger fra ConAmore. En dag faldt jeg over Hulebjørnens klan af Jean M. Auel. Jeg læste et par sider, og af uforklarlige årsager lykkedes det mig at sluge den på en weekend. Jeg tror det var fordi, at jeg på de første sider formåede at oplevede den der dybde man får, når handlingen bliver læst, og ikke set i en film. Der hvor man selv danner rammen om scenen, hører deres tanker, ser hvad de ser, hele indlevelsen der kun er fodret af fantasien. Derfra var jeg hooked.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Det var Dean R. Koontz – Eksperimentet. Bogen går bare i gang med action og neglebidende gys på første side, og stopper ikke før sidste punktum. Jeg har altid elsket gyserfilm, så efter jeg havde læst om hulemennesker, var det at opleve gys på skrift ekstra uhyggeligt. Derfor gik jeg videre med den genre, og selv i dag skal der lige være det element af noget fantastisk for jeg bliver fanget. Jeg gider ikke læse krimi, med mindre det er et overnaturligt væsen, som har begået forbrydelsen, eller er efterforskeren for den sags skyld.

Din yndlingsbog som voksen?
Det er nok Jordens børn-serien, hvor Hulebjørnens klan er den første. Jeg er skuffet over den sidste og afsluttende bog, men det ødelægger ikke de mange timer jeg har nydt serien fra helt ung og til nu, fordi forfatteren har været så længe om at skrive de sidste bøger.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Blottet for dig af Sylvia Day.

Den var alt for overfladisk og karaktererne for perfekte til at tænde min nysgerrighed. Jeg kan godt lide erotisk litteratur, men der skal være en historie, ikke bare en anledning til at skrive porno.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Brontë søstrenes bøger. Jeg er en sucker for drama og ulykkelig kærlighed, og jeg anser disse klassikere som nogle man bør læse. Der er bare ikke timer nok i døgnet.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg lytter meget til anbefalinger. Bloggere, kollegaer, men mest veninder som har hang til fantasy, der lige har læst den der som er lidt bedre end alle andre.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Begge mine børn fik De mindstes Bibel af præsten, da de blev døbt. På trods af at den har lidt voldsomme, abstrakte illustrationer, så har vi nydt at læse i den op til jul. Jeg er ikke selv kristen, men det er jo nogle spændende historier, og budskabet om næstekærlighed, godt og ondt ol., er en vigtig læring, så jeg har læst fra den siden de var helt små. Nu gider de ikke rigtig få læst højt mere, men Jesus fødsel er blevet en særlig tradition, og vi skal da lige igennem den stadig i julemåneden.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Jeg hører ikke musik når jeg læser. Jeg er ret sensitiv for lyde, så jeg bliver for let distraheret. Men når jeg skriver mine egne bøger, så bruger jeg meget musik til at fange essensen af karaktererne. Når jeg hører Mads Langers Elephant, eller Panama med Børn af natten, kommer jeg til at tænke på de to piger som har hovedrollerne – Emilie og Marie.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Det skal være Jean M. Auels serie: Jordens børn. Jeg har stor respekt for forfattere som gør benarbejdet ordentligt, når de skal skrive en histories roman. Det er sjusket ikke at have styr på fakta, når man bruger det i handlingen. Auel havde ikke Google dengang hun researchede til de første bøger, så hun har selv rejst rundt i Frankrig og set hulemalerierne, lært kunsten at bryde flint, og et hav af andre håndværk fra stenalderen. Det fik mig til at interessere mig for lægeplanter i sin tid, og nu hvor jeg selv skriver, nyder jeg også selv at sætte mig ind i de ting som er med i historien. Jeg har lært om Shakespeare, runetydning, religionshistorie, og arkæologiske fund i norden. Det at kunne søge faglig viden om et emne, man lige har læst i en skønlitterær bog, og opdage at forfatteren faktisk har styr på fakta, er vildt fedt.

Neil Gaiman; Coraline

Neil Gaiman; Coraline

Bagsidetekst:
Et musecirkus, en anden mor, en talende kat og et teater fyldt med hunde. Det er noget af det, du møder i Coraline, hvis altså du tør følge pigen med det mærkelige navn ind bag den mystiske dør. Ind i en verden, der ved første øjekast ligner virkelighedens, men tag ikke fejl!

Selvom jeg ikke har læst så meget af Neil Gaiman som jeg nok burde, kan jeg godt sige at jeg er ret vild med hans tankegang. Hans fortællemåde og til tider rimelige skumle historier. Fx denne, som jeg har ladet mig fortælle, at han blev inspireret til at skrive, fordi hans egen datter en dag sagde, at inde bag den lille dør der var i huset, boede hendes anden mor - what? Hvilket barn siger sådan noget? Nå, jeg ved jo heller ikke om det er rigtigt.

Coraline er historien om en almindelig pige, der bor i et almindeligt hus, med almindelige forældre som ikke har tid til at lege med hende. En dag finder hun en dør der pludselig fører til et andet sted, hvor hun har en anden mor og far. Coraline er dog snu - hun kan godt mærke at den anden mor ikke har godt i sinde, selvom hun forsøger at charme sig ind på Coraline. Og pludselig befinder Coraline sig et farligt spil - hvor ikke kun hendes liv, men også hendes rigtige forældres, står på spil.

Selvom historien er for børn, er den ikke for sarte sjæle. Flere gange havde jeg lyst til lige at kigge mig en ekstra gang over skulderen for at se om der var en der holdt øje med mig. Neil Gaiman formår på fineste vis at skrive en tragisk fortælling om den ensomme pige, der alligevel ikke ville bytte sine fraværende forældre væk. Om pige der snakker med katte og ser hundeshows og noget med rotter der spionere.

Ligesom med "Nobody" kan Neil Gaiman både skrive uhyggeligt og skræmmende, men bestemt også kærligt og hjertevarmt - for hvem ville ikke have en datter som Coraline, der ikke opgiver håbet - også selvom hun er bange?

"Fordi," sagde hun, "når man er bange og alligevel gør det, 

man ikke tør, så er man modig."

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Coraline
Udgivet: 2002 (på engelsk) og 2013 (på dansk - jubilæumsudgave)
Antal sider: 157
5 ud af 5 stjerner

Søndags sandheder #17: Usikkerhed

Søndags sandheder #17: Usikkerhed

Som jeg skrev om i et tidligere indlæg, blev jeg mobbet i min folkeskoletid. Da jeg endelig kom til at gå i en ordentlig klasse havde det selvfølgelig sat sine spor. Jeg var usikker på mig selv. Ensom, selvom jeg fik venner. Bange for ikke at være god nok. Det tog mig mange år at se forbi den side af mig selv og selv i dag, kan jeg have tidspunkter hvor jeg slet ikke føler at jeg er forbi det.

Jeg vil på ingen måde kategorisere mig selv som en stærk person. Ja, jeg har være igennem nogle ting der har været med til forme mig til den jeg er i dag, men om den person er stærk ved jeg ikke. Der har været ubehagelige ting, men intet på niveau med så mange andre og alligevel er alle tingene vel ikke helt hverdagskost. Jeg har afsløret noget af det her på bloggen, måske får I mere at vide på et senere tidspunkt. Jeg har haft en god barndom og opvækst, trods problemer, men om jeg er kommet stærkere ud på den anden side? Måske er jeg bare blevet bedre til at se ud og lade som om, mens der er panik og kaos indeni?

Jeg vil dog sige at den blufærdighed jeg havde før jeg blev mor, er blevet mindsket lidt - jo, jeg bliver da stadig nervøs når jeg skal stå foran fremmede mennesker, men det holder mig ikke vågen natten inden, som det ville have gjort for et godt års tid siden. Der ville jeg have været nervøs - meget nervøs. Det er jeg som sådan ikke længere - nok fordi jeg har været nøgen i et rundt fyldt med folk jeg ikke kender, og de har set mig skrige og græde. Så går det oplæg om at blogge nok også, ikke?

Dog kan jeg stadig rammes af bølger af usikkerhed. Som i indlægget i går beskrev jeg, at Iris' lurtid er mit helle - mit pusterum. Men kan jeg nu tillade mig at have det? Burde jeg ikke gøre noget for nogen - ordne hus eller have? Vaske tøj. Jeg ved godt at den "nogen" også godt kan være mig selv, men for tiden har jeg svært ved at sige stop og fra og tænke på mig selv. Der er så mange ting jeg gerne vil nå at gøre. Ting jeg burde gøre. Ting jeg skal gøre.

Min usikkerhed bunder så om jeg gør de ting jeg gør, godt nok? Er jeg en god nok kollega - selvom jeg har meget om ørerne, husker jeg så at spørge til de andre? Gør jeg "jobbet" som kone godt nok for Emil? Jeg ved godt at jeg ikke laver mad, men gør jeg så alle de andre ting godt nok? Er jeg en god nok mor for Iris? Giver jeg hende nok opmærksomhed, stimuli, kærlighed? Ved godt det er et dumt spørgsmål - for kan jo se og mærke på hende at hun har det godt og at hun ikke mangler noget. Tankerne kan dog godt være svære at slippe når først de har sat sig fast.

Sandheden er, at selvom jeg - på overfladen - kan virke som om jeg er selvsikker og hviler i mig selv, kan der godt herske usikkerhed indeni. Men jeg er vel ikke den eneste der har det sådan?

Livet som mor #14: Syn på tid

Livet som mor #14: Syn på tid

Nu er Iris blevet 15 måneder. Det er helt vildt at tænke på. Når jeg tænker tilbage på tiden for 16 måneder siden, hvor jeg var tyk og ikke rigtig gad vente mere på hende, er det ikke til at forstå at det er over et år siden. Der synes jeg hver dag gik virkelig langsomt - det synes jeg ikke mere, i hvert fald føles det ikke som om dagene har den samme mængde tid.

Når Iris ikke er i dagpleje er tiden hvor hun sover eftermiddagslur, mit pusterum. Det er der jeg lige kan nå at koble lidt af og forhåbentlig nå at læse noget. Det er dog ikke altid at hun sover tre timer, som var kutymen da hun var mindre, så den tid hvor hun sover, værdsætter jeg endnu mere nu - det skal ikke misforstås! Jeg nyder al min tid med Iris, men jeg nyder også de små pauser hvor jeg bare kan være mig selv. I dag fx nåede jeg kun at sidde for mig selv (og jeg var lige kommet hjem fra arbejde - endda før tid) i knap 40 minutter før hun vågnede og jeg skulle være klar igen - lurtiden kan godt gå alt for hurtigt!

Søndag aften når jeg går i seng tænker jeg ofte på at den uge jeg går ud af, er gået virkelig hurtigt. Måske er det fordi at jeg føler jeg har travlt hele tiden lige pt. Dagene tager hinanden. Dagene ligner hinanden, samtidig med at de ikke gør. Timerne på arbejde er aldrig ens. Timerne med Iris er aldrig ens. Men alligevel formår dagene at være forholdsvis ens. Nok fordi de er så præget af rutiner det meste af tiden, at de føles ens. Derfor føler jeg ofte lige det har været mandag, når kalenderen viser mandag igen. Især hvis der har været mange planer i weekenden.

Så en uge går hurtigt. Og det sidste år er gået hurtigt. Men tiden går også rigtig langsomt. Nogle gange om morgenen kan jeg slet ikke vente til det bliver aften og jeg skal i seng igen - måske også en konsekvens af at have travlt - og dagen kan føles rigtig lang. Når jeg skal putte Iris om aftenen kan tiden også føles lang - for ofte ligger og vender og drejer hun sig bare mens hun snakker løs - selvom hun, to minutter inden var virkelig træt. Den halve time det godt kan tage, føles ofte som flere år.

Jeg er heller ikke den hurtigste til at falde i søvn - selvom jeg er meget træt. Så selvom jeg går i seng i fornuftig tid, kan der godt gå lang tid inden jeg falder i søvn og igen går tiden langsomt. Igen, nok fordi jeg har travlt - har jeg nogle gange svært ved at slå hjernen fra og bare slappe af. Jeg tænker hele tiden, at det skal jeg lige nå og det skal jeg huske. Dårlig vane! Jeg prøver faktisk at skrive tingene ned, for så ved jeg, at jeg kan huske det næste morgen og det kan faktisk godt hjælpe lidt på støjen.

Tid er noget underligt noget - den går hurtigt, langsomt og nogle gange kan det føles som om den slet ikke går! Men lige gyldigt hvad, ville jeg gerne have mere af den - eller så skal jeg bare blive bedre til at udnytte den tid jeg har.