Forleden blev jeg færdig med "Ti små åndedrag" af K. A. Tucker (den skal nok blive anmeldt snarest), men jeg kan ligeså godt indrømme nu, at jeg ikke blev så rørt som jeg kan læse at andre bogbloggere blev. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg har læst en del af det der kategoriseres som new adult her på det sidste og jeg er efterhånden lidt træt af det. Ja, undskyld, men nu skal jeg nok forklare mig.
New adult - i hvert fald dem jeg har læst her på det sidste - lader alle sammen til at være bygget op over samme model: pige med en problematisk (og traumatisk) fortid, møder fyr, som på en eller anden måde skal redde hende. De kæmper for at blive sammen, men ofte går der noget galt og de går fra hinanden, men finder (selvfølgelig) sammen igen og lever lykkeligt. Måske lidt hårdt sagt, men sådan er de - igen, dem jeg har læst.
Det er ofte historier om den helt store, altopslugende kærlighed, som begge personer føler og de kan slet ikke leve uden hinanden. Ofte kommer denne følelse efter de har kendt hinanden i 5 minutter. Samtidig er det ofte også historier om en eller anden form for tab - døde forældre, misbrug, vold ect. Det er også meget fint med et modspil den lyserøde kærlighed og de her tabuemner er ofte godt beskrevet og behandlet. Historierne er ofte også fyldt med en hel del humor og sex. Som læser går du altså fra at grine af personerne, til at begræde deres tab og smerte. Du kommer igennem hele følelsesregistret.
Misforstå mig ikke - jeg kan rigtig gode lide den slags bøger. De er ofte letfordøjelige, hyggelige og hjerteskærende - som læser, skal du være i humør til både at grine og græde når du går i gang med sådan en fortælling. Ofte er jeg også i det humør. Men efter jeg var færdig med "Ti små åndedrag" sad jeg alligevel og manglede noget. Jeg ved ikke om det er fordi den er meget amerikansk i forhold til nogle af de andre new adult-bøger jeg har læst. Med meget amerikansk mener jeg, at der er nogle ting der er lidt for meget. Lidt for overdrevet. Lidt for gennemskuet. Er det bare mig?
Jeg tænker lidt at jeg er mættet for et stykke tid. Nu sidder der med garanti nogen derude og krummer tæer over at jeg skriver sådan noget. Hvordan kan man være mættet af en genre? Jeg tror bare jeg er ved at køre lidt død i den slags historier. Da jeg var færdig med "Ti små åndedrag" tænkte jeg på, hvorfor den ikke måtte ende sørgeligt? Altså ikke sørgeligt sørgeligt, bare knap så lykkeligt som den gjorde. Måske knapt så amerikansk? Jeg ved godt at den romantiske slutning fungerer og jeg kan godt lide det, men igen, jeg ville godt have noget mere. Noget andet.
Jeg tror, i hvert fald for mit vedkommende, at så trænger jeg til en lille pause fra det romantiske drama med den lykkelige slutning. Jeg tror jeg trænger til noget fantasy med krig, vold og knap så lykkelige slutninger. Jeg skal nok vende tilbage til kærlighedshistorier, men for nu - en lille pause!
Lige med "Ti små åndedrag" savnede jeg faktisk alt det lyserøde, da jeg synes, den var mere dyster end mange andre i samme genre. Sjovt, at vi har det på hver sin måde :D
SvarSlet