Som jeg skrev om i et tidligere indlæg, blev jeg mobbet i min folkeskoletid. Da jeg endelig kom til at gå i en ordentlig klasse havde det selvfølgelig sat sine spor. Jeg var usikker på mig selv. Ensom, selvom jeg fik venner. Bange for ikke at være god nok. Det tog mig mange år at se forbi den side af mig selv og selv i dag, kan jeg have tidspunkter hvor jeg slet ikke føler at jeg er forbi det.
Jeg vil på ingen måde kategorisere mig selv som en stærk person. Ja, jeg har være igennem nogle ting der har været med til forme mig til den jeg er i dag, men om den person er stærk ved jeg ikke. Der har været ubehagelige ting, men intet på niveau med så mange andre og alligevel er alle tingene vel ikke helt hverdagskost. Jeg har afsløret noget af det her på bloggen, måske får I mere at vide på et senere tidspunkt. Jeg har haft en god barndom og opvækst, trods problemer, men om jeg er kommet stærkere ud på den anden side? Måske er jeg bare blevet bedre til at se ud og lade som om, mens der er panik og kaos indeni?
Jeg vil dog sige at den blufærdighed jeg havde før jeg blev mor, er blevet mindsket lidt - jo, jeg bliver da stadig nervøs når jeg skal stå foran fremmede mennesker, men det holder mig ikke vågen natten inden, som det ville have gjort for et godt års tid siden. Der ville jeg have været nervøs - meget nervøs. Det er jeg som sådan ikke længere - nok fordi jeg har været nøgen i et rundt fyldt med folk jeg ikke kender, og de har set mig skrige og græde. Så går det oplæg om at blogge nok også, ikke?
Jeg vil dog sige at den blufærdighed jeg havde før jeg blev mor, er blevet mindsket lidt - jo, jeg bliver da stadig nervøs når jeg skal stå foran fremmede mennesker, men det holder mig ikke vågen natten inden, som det ville have gjort for et godt års tid siden. Der ville jeg have været nervøs - meget nervøs. Det er jeg som sådan ikke længere - nok fordi jeg har været nøgen i et rundt fyldt med folk jeg ikke kender, og de har set mig skrige og græde. Så går det oplæg om at blogge nok også, ikke?
Dog kan jeg stadig rammes af bølger af usikkerhed. Som i indlægget i går beskrev jeg, at Iris' lurtid er mit helle - mit pusterum. Men kan jeg nu tillade mig at have det? Burde jeg ikke gøre noget for nogen - ordne hus eller have? Vaske tøj. Jeg ved godt at den "nogen" også godt kan være mig selv, men for tiden har jeg svært ved at sige stop og fra og tænke på mig selv. Der er så mange ting jeg gerne vil nå at gøre. Ting jeg burde gøre. Ting jeg skal gøre.
Min usikkerhed bunder så om jeg gør de ting jeg gør, godt nok? Er jeg en god nok kollega - selvom jeg har meget om ørerne, husker jeg så at spørge til de andre? Gør jeg "jobbet" som kone godt nok for Emil? Jeg ved godt at jeg ikke laver mad, men gør jeg så alle de andre ting godt nok? Er jeg en god nok mor for Iris? Giver jeg hende nok opmærksomhed, stimuli, kærlighed? Ved godt det er et dumt spørgsmål - for kan jo se og mærke på hende at hun har det godt og at hun ikke mangler noget. Tankerne kan dog godt være svære at slippe når først de har sat sig fast.
Sandheden er, at selvom jeg - på overfladen - kan virke som om jeg er selvsikker og hviler i mig selv, kan der godt herske usikkerhed indeni. Men jeg er vel ikke den eneste der har det sådan?
Min usikkerhed bunder så om jeg gør de ting jeg gør, godt nok? Er jeg en god nok kollega - selvom jeg har meget om ørerne, husker jeg så at spørge til de andre? Gør jeg "jobbet" som kone godt nok for Emil? Jeg ved godt at jeg ikke laver mad, men gør jeg så alle de andre ting godt nok? Er jeg en god nok mor for Iris? Giver jeg hende nok opmærksomhed, stimuli, kærlighed? Ved godt det er et dumt spørgsmål - for kan jo se og mærke på hende at hun har det godt og at hun ikke mangler noget. Tankerne kan dog godt være svære at slippe når først de har sat sig fast.
Sandheden er, at selvom jeg - på overfladen - kan virke som om jeg er selvsikker og hviler i mig selv, kan der godt herske usikkerhed indeni. Men jeg er vel ikke den eneste der har det sådan?
Jeg har samme mængder af usikkerhed, eller måske skulle det kaldes episoder... også nok som et resultat af mobning. Det kræver en vis mental styrke ikke at falde ind i loopet hvor man betvivler sig selv dybt og inderligt. Nogen gange er det bare en lille tvivl, men den trækker en tråd langt ind... men som du siger; du ved du gør det godt :) og jeg kan roligt sige at folk ser beundrende på alt det du kan og overskuer ^-^
SvarSlet