Bagsidetekst:
Et musecirkus, en anden mor, en talende kat og et teater fyldt med hunde. Det er noget af det, du møder i Coraline, hvis altså du tør følge pigen med det mærkelige navn ind bag den mystiske dør. Ind i en verden, der ved første øjekast ligner virkelighedens, men tag ikke fejl!
Selvom jeg ikke har læst så meget af Neil Gaiman som jeg nok burde, kan jeg godt sige at jeg er ret vild med hans tankegang. Hans fortællemåde og til tider rimelige skumle historier. Fx denne, som jeg har ladet mig fortælle, at han blev inspireret til at skrive, fordi hans egen datter en dag sagde, at inde bag den lille dør der var i huset, boede hendes anden mor - what? Hvilket barn siger sådan noget? Nå, jeg ved jo heller ikke om det er rigtigt.
Coraline er historien om en almindelig pige, der bor i et almindeligt hus, med almindelige forældre som ikke har tid til at lege med hende. En dag finder hun en dør der pludselig fører til et andet sted, hvor hun har en anden mor og far. Coraline er dog snu - hun kan godt mærke at den anden mor ikke har godt i sinde, selvom hun forsøger at charme sig ind på Coraline. Og pludselig befinder Coraline sig et farligt spil - hvor ikke kun hendes liv, men også hendes rigtige forældres, står på spil.
Selvom historien er for børn, er den ikke for sarte sjæle. Flere gange havde jeg lyst til lige at kigge mig en ekstra gang over skulderen for at se om der var en der holdt øje med mig. Neil Gaiman formår på fineste vis at skrive en tragisk fortælling om den ensomme pige, der alligevel ikke ville bytte sine fraværende forældre væk. Om pige der snakker med katte og ser hundeshows og noget med rotter der spionere.
Ligesom med "Nobody" kan Neil Gaiman både skrive uhyggeligt og skræmmende, men bestemt også kærligt og hjertevarmt - for hvem ville ikke have en datter som Coraline, der ikke opgiver håbet - også selvom hun er bange?
"Fordi," sagde hun, "når man er bange og alligevel gør det,
man ikke tør, så er man modig."
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Coraline
Udgivet: 2002 (på engelsk) og 2013 (på dansk - jubilæumsudgave)
Antal sider: 157
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar