tirsdag den 30. juni 2015

Juni wrap-up

Juni wrap-up

Så er endnu en måned gået og det er tid til wrap-up for hvad jeg har læst i juni. Det er ikke blevet til så mange som sidste måned, men har også haft en del mere travlt på arbejde - vi har fået nyt materialesystem og samtidig var der lige et valg vi skulle være valgsted for, så jeg har været meget træt når jeg kom hjem fra arbejde. I weekenden var jeg til Tinderbox festival, så der blev heller ikke læst så meget, men det var ok, for det var en fed oplevelse!

I juni har jeg læst 16 bøger! Jeg har læst en længe ventet afslutning på en helt igennem fantastisk serie, jeg har læst efterfølgere til bøger jeg var total pjattede med og så har jeg læst fire graphic novels.


Læste bøger:

Jasmine Warga; Mit hjerte og andre sorte huller (læs anmeldelse her)
Sidsel Sander Mittet; Morika - Rent blod (læs anmeldelse her)
Craig Thompson; Habibi
Cassandra Clare; Den himmelske ilds by (læs anmeldelse her)
Cecilie Eken; Skudt ned
Brian K. Vaughan; Saga, vol. 4
Neil Gaiman; The Graveyard Book, vol. 1 og 2 (læs anmeldelse her)
Marie Lu; Prodigy (læs anmeldelse her)
Caroline Ørsum; Kære dumme døde Vik
Anna Todd; Tvivlen (læs anmeldelse her)
Marie Lu; Legend

Det er også blevet til et par lektør bøger - bl.a. "Lola og naboens søn", som jeg også fik som e-bog af Plusbog - tak!

Lektør bøger:

Stephanie Perkins; Lola og naboens søn (læs anmeldelse her)
Boyd & Ross; Bademonsteret
Guido van Genechten; Hvor var det heldigt, at jeg fandt dig
Libby Gleeson; Fald nu i søvn, Johanne!


Jeg har også fået en del bøger i juni måned, bl.a. "Prodigy", "Mit hjerte og andre sorte huller" samt en stor dejlig bogpakke fra Tellerup og Plusbog! Jeg glæder mig rigtig meget til at få sommerferie og tid til at læse både dem og alle dem jeg har slæbt med hjem fra biblioteket! Jeg ville dog stadig ønske der var flere timer i døgnet til læsning!


Jeg håber også juni har været en god læsemåned for jer og at I er klar til sommer, sol og læsning udenfor i den næste måned!

Hvad glæder I jer til at læse i jeres sommerferie?

onsdag den 24. juni 2015

Marie Lu; Prodigy



Marie Lu; Prodigy (Legend, #2)

Bagsidetekst:
June og Day har undsluppet Republikkens jerngreb om Los Angeles og er flygtet til Vegas, netop som det utænkelige sker: Elektor Primo dør, og hans søn, Anden, overtager efter ham. Mens Republikken er på randen af kaos, slutter Day og June sig til en af Patrioternes oprørsgrupper, der gerne vil hjælpe dem med at redde Days lillebror og derefter videre til Kolonierne. Der er bare én betingelse. June og Day skal myrde den nye Elektor.

Det er en chance for at forandre nationen, så Day og June indvilliger i planen. Men da det går op for June, at den nye Elektor på ingen måde minder om sin far - med derimod viser sig at være foruroligende sympatisk - bliver hendes samvittighed plaget. Hvad nu hvis Anden betyder nye muligheder og et ændret styre? Hvad nu hvis revolutionen må være med end tab og hævn, vrede og blod?

Men som led i planen er Day og June blevet skilt ad. Vil June kunne nå at videregive sin tvivl til Day? Og hvordan vil Day tage imod Junes besked efter at have set hende på særdeles venskabelig fod med den nye Elektor ...

Vi starter hvor vi slap: Day og June er på flugt fra Republikken. De befinder sig i et tog på vej til Vegas, men Day er hårdt såret og ingen af dem ved hvordan de skal kontakte Patrioterne når de er kommet frem. Dette problemer løser imidlertid sig selv og snart er de i sikkerhed. De håber at Patriotnerne vil give Day den operation han har brug for, for at overleve, at de vil hjælpe med at finde Days lillebror og derefter smugle dem ud af Republikken. Det er ting der ikke er gratis og Patrioternes eneste krav er at de vil slå den nye Elektor ihjel.

De indvilliger.

Day bliver opereret og planen bliver sat i værk. Problemer at kun er Day og June skal klare deres forskellige opgaver hver for sig, så da June begynder at fatte sympati for Anden, samtidig med at det går op hende at han på ingen måde er som sin far og bestemt ikke ønsker de samme ting, kan hun ikke komme i kontakt med Day og forklare ham det.

Snart er de i livsfare og må flygte for deres liv. De er trætte, sultne og June er syg, da de endelig tror de er i sikkerhed, men så går sandheden op for dem og de indser at de kun har været marionetdukker i et meget større spil end de havde regnet med.

Samtidig får Day en nyhed der vil forandre hans og Junes liv for altid ...


Først og fremmest, WOW!! Jeg er virkelig vild med denne serie. Tempoet er sat højt, og man når næsten at blive forpustet i den anden halvdel af bogen. Forfatteren formår virkelig at få mange ting til at ske på kort tid.

I denne bog får man et meget anderledes indtryk af de problemer som Day og Junes forhold har - Day har svært ved at ryste tanke om "rige" June og at det var Junes skyld at hans familie blev slået ihjel og bortført, af sig, selvom June forsøger at overbevise ham om, at han kan stole på hende. Samtidig er det ikke kun de to de skal tænke på, de skal også redde Days bror og helst også Tess. June kæmper med sin loyalitet og bliver gang på gang testet i hendes kærlighed til Day.

Jeg vil ikke røbe for meget, men jeg glæder mig virkelig til den sidste bog! Jeg sad åndeløs og kiggede febrilsk på sidste side og ville ønske der var mere! For helt ærligt, at slutte på den måde, ufint!

Tusind tak til Forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Prodigy
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 370
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

søndag den 21. juni 2015

Cassandra Clare; Den himmelske ilds by



Cassandra Clare; Den himmelske ilds by (Dødens Instrumenter, #6)

Bagsidetekst:
I afslutningen af bestsellerserien Dødens Instrumenter står Clary og hendes venner ansigt til ansigt med den allerstørste ondskab: Clarys egen bror.

Ved hjælp af det Djævelske Bæger forvandler Sebastian Morgentern Skyggejægere til mareridtsagtige skabninger, så de kan bruges som soldater i hans hær. Han vender Skyggejæger mod Skyggejæger, splitter familier og elskende, og slår til uden nåde. De uforberedte Skyggejægere trækker sig tilbage til Idris, men ikke engang de berømte dæmontårne i Alicante kan holde Sebastian tilbage.

Et uventet forræderi truer med at forskubbe magtbalancen i verden og tvinder Clary, Jace, Isabelle, Alec og Simon til at tage sagen i egen hånd. Deres mission fører dem dybt ind i dæmonrigerne, hvor ingen Skyggejæger før har været, og hvorfra intet menneske er vendt tilbage ...

Liv, kærlighed og venskaber bliver ofret i den mareridtsagtige kamp om verdens skæbne i den hæsblæsende afslutning på Dødens Instrumenter!

Institutter rundt omkring i verden bliver angrebet.

På Instituttet i Los Angeles træner Emma Carstairs sammen med sine venner, børnene i Blackthorn familien. Emmas forældre er på mission, men hun har ikke noget imod at være på Instituttet - for det er her hun føler sig hjemme. Pludselig angriber Sebastian Morgenstern med sine Formørkede Skyggejægere! Det lykkedes hende og de andre børn at flygte gennem portalen til Idris, men ikke før Sebastian har krævet liv af nogle af dem Emma holder af.

I New York forsøger Jace at lære at kontrollere den himmelske ild der har brændt i ham siden Clary reddede ham. Det er ikke nemt og Jaces tålmodighed er ved at slippe op. Isabella og Simon forsøger stadig at finde ud af hvad de er (kærester eller ej), Alec er stadig i sorg efter Magnus forlod ham. Alt i alt forsøger de at leve så normalt som muligt, selvom de ved at Sebastian lurer i mørket. Så bliver de alle kaldt til Instituttet og ført til Idris pga. angrebene på de andre Institutter. Jace og Clary har flere gange forsøgt at overtale Klanen til at tage truslen fra Sebastian alvorligt, men der er ikke sket noget.

I Idris hersker der kaos. Der er ingen der føler sig sikre og snart opdager de at ikke engang Alicante er et sikkert sted - for Sebastian har fundet måder at nå Skyggejægerne på lige meget hvor de er! Da Raphael, Magnus, Luke og Jocelyn bliver kidnappet af Sebastian går det op for vennerne at hvis nogen skal redde dem, så er det dem, men de ved også at deres mission kan ende med at ingen af dem kommer levende tilbage. For vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, men hvad nytter det når Sebastian næsten er udødelig og Jace ikke kan kontrollere det eneste der slå ham ihjel? Clary må træde til og skabe den rune der kan redde dem alle, men kan hun gøre det uden at såre sine venner og familie og hvis det lykkedes, hvad bliver prisen så for at komme ud af helvede igen - og hvem skal betale?


Dette er virkelig en hæsblæsende, actionfyldt og fuldstændig perfekt slutning på en fantastisk serie! Jeg har været meget betaget af Skyggejægernes univers lige siden første bog i serien udkom og standarten er helt klart kun blevet højere i de sidste bøger. I denne bog formår forfatteren på den fineste måde også at få flettet personerne fra Djævelske Mekanismer (serien der foregår før Dødens Instrumenter) ind, og det synes jeg fungerer rigtig fint.

Noget af det jeg elsker ved denne serie, er Jaces humor! Selvom historien i denne er meget dyster, Jorden er jo ved at gå under, så formår han alligevel på sin helt egen facon at bringe lidt lys og humor ind i historien.


Det var dog også meget vemodigt at vende sidste side i denne bog. For selvom jeg jo vidste at det ville ende på et tidspunkt, er det alligevel trist at skulle sige farvel til alle disse personer som jeg på en eller anden måde holder af. Jeg har grint med Jace, jeg har grædt over tab af venner, jeg er blevet rørt over kærlighedshistorierne i denne bog der fylder så utrolig meget. Jace og Clarys kærlighed. Simon og Isabella. Alec og Magnus. Luke og Jocelyn. Samt Clary og Jocelyns kærlighed til den bror og søn som de aldrig fik pga. Valentine.

Tak Cassandra - for at skabe en fantastisk verden og historie som jeg nok altid vil vende tilbage til og læse igen og igen og aldrig glemme!



Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: City of Heavenly Fire
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 636
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

fredag den 19. juni 2015

Sidsel Sander Mittet; Morika - Rent blod


Sidsel Sander Mittet; Morika - Rent blod (Morika, #1)

Bagsidetekst:
På skoleåen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance. Deres fremtid ligger fast. Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde. Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for? Eshri og Korau opdager snart, at intet er, som de troede...

Eshri er lige kommet tilbage til Raudra efter et besøg hjemme hos sin familie, hvor hun har opsnappet en samtale mellem sin bror og mor, som hun ikke har kunne glemme. Selvom hun fornemmer at der er noget galt er hun glad for at være hjemme hos sine venner og kæreste, Oryn, der er adelig, men forsøger at gøre oprør mod sin fars idealer for hvad adelige har krav på.


Korau er krigerlærling med store bogstaver. Han elsker at slås, træne og opmærksomheden fra pigerne der følger med at være kriger. Korau er også glad for at Eshri er hjemme igen, for så er flokken samlet - i hvert fald for et stykke tid. Pludselig forsvinder en af vennerne, Korau overværer en af de andre fra deres gruppe blive tæsket og der er andre småting der tyder på at ikke alt er som det burde være.

Vennerne stikker af fra Raudra og i storbyen Murkan forsøger de at få et overblik over hvad der foregår, men det er ikke nemt og snart står de i problemer til halsen. Heldigvis har de fundet en redningsmand i hilaen Zaak som indvilger i at ville hjælpe dem. Sammen med ham flygter de fra Murkan for at forsøge at finde en oprørshær der gemmer sig i bjergene, men vejen dertil er lang og fyldt med fjender og hvem kan de stole på?


Det første jeg faldt ved, ved denne bog, var forsiden - jeg ved godt at man ikke skal dømme en bog ud fra dens forside, men den her er virkelig flot! Herefter var faldt jeg for bagsideteksten, og jeg synes at den giver et fint oprids af den første del af handlingen i bogen. Nu hvor jeg har læst den, går det hele op i en højere enhed.

Det er en god, velskrevet og spændende fortælling der virkelig fanger en. Universet er spændende og langt fra meget andet fantasy der findes, det fandt jeg forfriskende. Personerne er nemme at holde af og de har tydeligvis hver deres styrker og svagheder som kommer i spil igennem historien. Korau irriterede mig dog til tider - han går meget op i at hans venner ser ham som dum bare fordi han er krigerlærling, og selvom de godt kan give udtryk for det, synes de han er modig - om end dumdristig.

Alt i alt en rigtig god bog, en spændende handling og jeg glæder mig til at se hvad der sker i den næste!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2015
Antal sider: 322
4 ud af 5 stjerner

søndag den 14. juni 2015

Jasmine Warga; Mit hjerte og andre sorte huller


Jasmine Warga; Mit hjerte og andre sorte huller

Bagsidetekst:
16-årige Aysel tænker meget på at dø.

Hendes far har begået en frygtelig forbrydelse, hele byen taler om. Folker hvisker om hende bag hendes ryg, og hun føler sig dårligt tilpas i sin mors nye familie.

Det er derfor, Aysel har planer om at tage sit eget liv, og der er kun ét problem - hun ved ikke, om hu har modet til at gennemføre det alene.

I et forum på nettet, hvor man kan finde en selvmordsmakker, møder hun Roman, en teenagedreng, der også er meget langt nede - og hun og Roman beslutter at tage herfra sammen.

Roman har allerede sat en datoen. Der er kun 24 dage til.

Aysel har det ikke nemt. På ydersiden ser hun ud som en helt almindelig teenager, men indeni lever slangen der sluger alt glæde og efterlader hende tom og hul. Aysel bor hos sin mor, sine to halvsøskende og morens nye mand. For Aysels far sidder i fængsel for en forfærdelig forbrydelse, der har rystet hele lokalsamfundet og efterlade Aysel udenfor og alene.

Aysel vil derfor gerne dø. Hun er dog bange for at hun ikke kan gøre det alene, så derfor sidder hun på nettet og kigger efter en selvmordsmakker. Hun falder over Roman aka FrozenRobot på et forum, han efterlyser også en makker, og han har allerede fastlagt en dato - som er om 24 dage!

De aftales at mødes, men han er bestemt ikke som Aysel havde troet og efterhånden som de tilbringer mere mere tid sammen, bliver Aysel i tvivl om det nu også er det rigtige de vil gøre, men kan hun nå at overtale både sig selv og Roman om at de skal lade være, før det er for sent? For tiden går på en eller anden måde hurtigere når hun er sammen med Roman og snart er de 24 dage gået ...


"Mit hjerte og andre sorte huller" er en medrivende og livsbekræftende fortælling om to unge der, selvom de har opgivet livet, ikke helt har opgivet at leve. Selvom Roman er overbevidst om at han vil dø, får Aysel ham alligevel til at føle sig levende og Aysel har det på samme måde med ham.

Sproget er godt og flydende og jeg havde svært ved at lægge den fra mig da jeg først var kommet i gang. Selvom emnet er dyster og stemningen ofte er sørgmodig, er den også morsom og ikke mindst ærlig. Ligeså meget som den handler om at vælge livet, handler den også om at turde sætte ord på de følelser vi har indeni. Så snart Aysel får sat ord på sin frygt, får hun et helt andet syn på livet.

En skøn ungdomsbog, der bestemt vil efterlade læseren klogere og mere opsat på at leve.

Tak til Nyt Nordisk Forlag for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Original titel: My Heart and Other Black Holes
Udgivet i: 2015 (både på engelsk og dansk)
Antal sider: 275
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner