tirsdag den 26. november 2013

Sanne Munk Jensen & Glenn Ringtved; Dig og mig ved daggry



Jeg har læst denne bog med stor indlevelse, ikke blot fordi den er god, velskrevet og spændende, men også fordi den handler om min by, det liv der leves der af forskellige mennesker, og mest af alt, fordi jeg til tider kan nikke genkendende til det Louise går igennem.

Det er ikke den typiske ungdomsbog, for man ved allerede fra første side hvordan bogen ender. Louise og Liam har begået selvmord. De er hoppet ud fra Limfjordsbroen, lænket til hinanden med håndjern. Louises død splitter Louises forældre, der arbejder sig igennem sorgen på forskellig vis. Samtidig følger vi Liams far, der bestemt heller ikke har det nemt.

Louise guider os igennem hendes liv, eller det vil sige efter hun har mødt Liam, for det er der hun synes hendes liv begynder. Igennem hendes fortælling oplever vi som læser en stor og ubrydelig kærlighed mellem de to unge mennesker, men samtidig oplever hun også stor sorg, fortvivlelse og modløshed.

Sproget er råt og direkte, men samtidig gør det bogen flydende og ekstremt beskrivende. Den campingvogn de bor i, skulle jeg bestemt ikke nyde noget af at sætte mine ben i. Samtidig tror jeg alle kan nikke genkendende til Louises følelse af at hade Liam fordi hun elsker ham så meget som hun gør. Denne følelse er hvad der driven bogen frem. For under overfladen ligger det store spørgsmål: Hvorfor begik de to forelskede unge selvmord?


Det er virkelig en bog der sætter tankerne i gang, især når både Aalborg og det miljø som Louise bliver introduceret for, ikke er så fjern fra den virkelighed jeg selv voksede op i. Derfor tror jeg at bogen gjorde så stort indtryk på mig, for tænk hvis jeg ikke havde sagt stop i tide dengang?

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i 2013
309 sider