mandag den 6. juni 2016

Livet som mor #3: Alenetid

Livet som mor #3: Alenetid
 
I et stykke tid har jeg kunne mærke at jeg mere og mere har brug for aflastning. Ikke nødvendigvis meget - 10-15 minutter er nok. Bare lige lidt tid hvor jeg ikke skal være på, men bare lige kan sidde og samle mig inden det går løs igen. Det er typisk sidst på eftermiddagen det er mest nødvendigt. 10 minutter uden at skulle pludre. Uden at lytte efter om hun græder. Uden at skulle smile og snakke med hende. Uden at skulle aktivere hende.

Er det slemt? Det håber jeg ikke.

Hun sover hele natten (jeg klager ikke, for jeg får også en hel nats søvn), men så sover hun stort set ikke i løbet af dagen. Hvis jeg er heldig sover hun hvis vi er ude og køre, men så er jeg jo stadig på, for bilen kører jo ikke sig selv. Hun kan også godt lige tage 20 minutter når hun er færdig med at spise, men aldrig tungt nok til at jeg kan lægge hende fra mig - så der er jeg stadig også på.

I den sidste tid har hun dog sovet et par timer om eftermiddagen, jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet bedre til at aktivere hende om formiddagen. Når hun så tager de par timer, føler jeg dog heller ikke at jeg kan slappe helt af. Her mens det har været godt vejr har jeg dog tilladt mig selv at sætte mig udenfor og nyde det, ofte sammen med en bog. Men jeg skæver jo stadig til babyalarmen fra tid til anden - jeg er jo stadig på, om end kun delvist.

Jeg vil gerne bruge den sparsomme fritid jeg har nu engang har på at læse, for hvis ikke jeg gør, så har jeg dårlig samvittighed. Ikke alene fordi jeg har mange anmeldereksemplarer jeg skal læse, men også fordi jeg føler mig forpligtet. Både overfor forlagene der sender til mig, men også overfor det arbejde jeg lagt i bloggen. Jeg ved godt at jeg bare kunne holde pause i en periode, men det har jeg ikke lyst til. For selvom jeg er blevet mor og har en helt anden hverdag nu, så er bloggen stadig et form for åndehul for mig. Det er min passion og jeg holder af at skrive indlægene. Selvom det virker afslappende på mig at skrive, er jeg jo stadig på. Jeg tænker og funderer, mens jeg stadig holder øje med babyalarmen og forsøger at regne ud hvor meget jeg kan nå inden hun enten vågner eller skal vækkes.

Hvis jeg så ikke lige får læst, men bare har brug for at sidde og stene lidt tv får jeg også dårlig samvittighed. For burde jeg så ikke lave noget i huset - vaske tøj, rydde op, støvsuge osv, når jeg har hænderne frie? Jeg får dårlig samvittighed overfor Emil, for burde jeg ikke kunne passe hende og holde hus samtidig? Så når jeg tuller rundt og laver praktiske ting, er jeg på. Igen med et halvt øre ved babyalarmen. Når Emil kommer hjem og skal ud med Vuk har jeg flere gange spurgt om han ikke vil tage Iris med i barnevognen - så er hun nemlig ikke i huset og jeg får mine 15 min. 15 minutters åndehul. Lige tid til at samle mig selv igen.

Selvom mine og Iris' rutiner bliver bedre og bedre og jeg ikke længere føler mig nødsaget til at haste til hver gang hun græder - jeg har besluttet at lidt gråd ikke skader, jeg skal jo også have lov til at smøre en mad, gå på wc osv - så er det stadig et stressende moment i hverdagen. Ikke at hun græder meget, det synes jeg ikke hun gør, men til sidst - og her er vi igen om eftermiddagen hvis hun ikke har sovet - har jeg brug for et break. En pause. Bare lidt tid hvor jeg er alene.

Det er vel ikke så slemt?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar