Livet som mor #6: Ting jeg burde have gjort mere inden jeg blev mor
Det er ingen hemmelighed at det at få børn er en kæmpe omvæltning. Der er mange ting der aldrig bliver som det var inden man fik børn. Jeg ved godt at flere af tingene kommer igen når børnene bliver store og flytter hjemmefra, men for det første er der jo mange år til at det sker og for det andet, er man også selv blevet ældre (og forhåbentlig mere fornuftig).
Jeg har lavet en liste (jeg elsker lister!) med ting som jeg ville ønske jeg havde gjort mere inden jeg fik Iris og ting som jeg skulle have nydt mere mens jeg kunne.
Nyde at sove længe og gøre det oftere! Jeg har aldrig været rigtig god til at sove længe, men nu hvor man er tidligt oppe hver dag (også i weekenderne), kunne jeg godt have ønsket at jeg havde nydt at sove længe de gange jeg endelig kunne. Jeg snakker ikke om at sove til middag hver weekend, men bare lidt længere og så også blive liggende i sengen enten for at se tv eller læse. Det kunne være rart.
Læse mere. Jeg ved godt at jeg også får læst nu, men det er udelukkende på Iris' præmisser. Jeg får ikke læst hvis hun ikke får sovet sin lange lur om eftermiddagen, og selvom hun falder i søvn omkring kl. 20 er jeg ofte for træt til at læse der. Jeg nød virkelig de 8 uger jeg gik hjemme inden jeg fødte hvor jeg kunne fordybe mig i en bog hele tiden. Det ville jeg gerne have gjort noget mere. Hevet nogle lørdage eller søndage ud af kalenderen og brugt på at læse. Der er så mange bøger jeg endnu ikke (og sikkert aldrig) får læst, men jeg ville gerne have gjort et forsøg.
Drikke flere flasker god vin og være ligeglad med at have tømmermænd dagen efter. Jeg har endnu ikke været fuld siden jeg blev mor, mest fordi jeg frygter for at have det så dårligt at jeg ikke kan noget dagen efter. Inden Iris kom til, var det selvfølgelig øv at have tømmermænd, men nu hvor jeg har en jeg skal op og se til og være der for, er frygten for tømmermænd en helt anden.
Gå til flere koncerter. Vi gik meget til koncerter før Iris kom til verden. Emil har været afsted nogle gange her i foråret og i løbet af sommeren, men vi har ikke været afsted sammen. Det skal vi til oktober, hvor vi skal til White Lies koncert. Jeg elsker at være ude og høre musik, så jeg glæder mig til en kæresteaften!
Være længe oppe. Når Iris er kommet i seng omkring kl. 20, går der højst to timer inden jeg også ligger i min seng, for jeg ved jo at jeg skal tidligt op igen, så det med at komme i seng til midnat er alt for uoverskueligt for mig.
Bruge en hel dag (eller flere) kun på at se serier. Der er så mange tv-serier jeg gerne vil se, men tiden er bare ikke til det nu. Før kunne vi godt bruge en hel dag på at se en sæson af et eller andet. Bare trække gardinerne for, have slik og spise junk food mens det ene afsnit tog det andet. Selvom vi når et afsnit hist og her, er det bare ikke helt det samme, som da man kunne fordybe sig fuldstændig i en serie.
Køre lange ture og bare nyde hinanden og naturen. Jovist, vi kan godt tage Iris med, men de kloge hoveder siger jo at de ikke må sidde alt for længe i en autostol. Hun begynder også at kede sig, hvis ikke hun sover, men det skal hun jo heller ikke gøre hele tiden. Jeg håber det kommer igen når hun bliver lidt større og vi kan køre steder hen hvor hun også kan få noget ud af det.
Er der noget jer derude ville have ønsket I havde gjort mere inden I blev forældre?
Åhja, de der lange søndage i sofaen med den bærbare på skødet, hvor man bare kunne skrive til man ikke gad mere ...
SvarSletEller at spontant kunne tage et eller andet sted hen uden at pakke tusind ting, okay, det hjælper så også når poden bliver ældre, men stadigvæk ...
Ville dog stadig ikke bytte det, men er glad for at jeg kun fik én. ;-)
Hyggeligt at møde dig til Bogforum i øvrigt! :-)