fredag den 2. september 2016

Charlotte Thorlauge & Betina Hundebøll; Konrad & Katinka

Charlotte Thorlauge & Betina Hundebøll; Konrad & Katinka

3 skønne billedbøger om at lære at slappe af, tage den med ro og give lov til at lade børn være børn.

Alle tre billedbøger starter med et lille digt som kort fortæller hvad der skal ske i bogen. Bøgerne er illustreret med simple illustrationer, der er lidt collage-agtige, men meget hyggelige. Fx er ketchup en rød tråd - det er godt fundet på.

I "Konrad & Katinka - Dengang Konrad og Katinka troede, at nej betød ja", får Konrad og Katinka den opfattelse af nej betyder ja, og det fører til en masse problemer, både hjemme, i børnehaven og hos familien. Heldigvis får de forklaret at de vist har misforstået noget, og så går det hele meget bedre.


I "Konrad & Katinka - Dengang Konrad og Katinkas far begyndte at skynde sig langsomt", har deres far altid travlt. De må ikke lege, have det sjovt eller hygge sig, for de skal hele tiden nå noget. Enten skal far på arbejde eller så har han tusind ting han skal gøre. De må ikke komme for sent til fodboldtræning eller i børnehave. Heldigvis - for Konrad og Katinka - kommer far ud for et uheld der gør at han pludselig har meget bedre tid til at slappe af og skynde sig langsomt.


I "Konrad & Katinka - Dengang Konrad og Katinkas mor lærte at sige pyt", er deres mor hele tiden over dem. De må ikke svine det nyvaskede gulv til, de skal rydde op på deres værelse, selvom de netop har gang i den bedste leg, de må ikke dit og dat. Heldigvis lærer deres farmor mor at sige pyt og lade dem lege, svine gulvet til og rode. For det hele skal jo nok gå alligevel.


Alle tre bøger er virkelig hyggelige og man får historien to gange - første gang er mens problemerne er der, anden gang er når de er løst. Det er fint med gentagelserne og det vil sikkert gå rent ind hos børnene. Jeg har læst dem op for Iris og selvom hun ikke forstår dem (hun er jo trods alt kun 7 måneder), så synes hun alligevel at illustrationerne var fine og jeg er sikker på at vi nok skal læse dem flere gange.

Bagerst i alle tre bøger er der også nogle malesider med ting fra historierne, så børnene kan få lov til at udfolde sig - enten ved at male tingene som de er i bøgerne eller selv finde på.

Tak til Muusmann for anmeldereksemplarerne.

Fakta:
Forlag: Muusmann
Udgivet i: 2016
Antal sider: ca. 30 sider pr. bog
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar