mandag den 17. juli 2017

Alyson Noël; Blacklistet

Alyson Noël; Blacklistet

Bagsidetekst:
Alle har brug for at være heldige.

Layla Harrison befinder sig endelig midt i en kendisskandale, som er værd at skrive om. Aster Amirpours navn er i alle de kulørte medier, selvom om det ikke var den salgs opmærksomhed hun stræbte efter - og Tommy Phillips har næsten fundet sin drømmepige. Men Layla, Aster og Tommy har aldrig forestillet sig, at det alt sammen skyldes, at de er blevet viklet ind i Madison Brooks forsvinden - en sag som har hele verdens opmærksomhed. Pludselig modtager Layla mystiske beskeder fra en anonym kilde. Asters retssag, hvor hun er sigtet for mord, er så meget ude af proportioner, at selv hendes forældres advokat ikke kan redde hende. Tommy var den sidste, der så Madison i live og han gennemgår sin færden skridt for skridt. Nu må de bevise, at de ikke har noget med sagen at gøre. Men da Layla, Aster og Tommy prøver at finde frem til sandheden og begynder at grave dybere i sagen, indser de snart, at visse hemmeligheder aldrig bør afsløres.

Hvis du er til glamour, sladder, hemmeligheder og kærlighed - så skal du læses denne serie. Den minder mig lidt om Gossip Girl på speed. Her er den store hemmelighed at finde ud af hvem Madison Brooks i virkeligheden er og hvorfor hun er blevet som hun er. Vores tre konkurrenter skal bare lige blive enige om hvilken strategi de vil bruge for at løse dette mysterium.

Samtidig skal de opklare hvem der sender trusselsbreve til Layla, hvad chefens bagtanker er med selve konkurrencen og hvordan de holder Aster ude af fængsel. Layla og Tommy skal finde ud af hvad de føler for hinanden. Alt dette samtidig med at de stadig er konkurrenter på et eller andet plan. Der er nok at holde styr på. Mere end rigeligt faktisk, men det bliver aldrig for meget - lige til kanten, tilpas.

Jeg havde lidt frygtet at jeg ville blive for overvældet. For forvirret. Det er knap et år siden jeg læste "Rivalerne", så den lå langt tilbage i hukommelsen. Heldigvis kom det hurtigt tilbage og jeg blev ikke skuffet over efterfølgeren. "Blacklistet" er en roman hvor handlingen foregår i et ufatteligt højt tempo der efterlader sin læser både gispende efter vejret og med hurtigt slående hjerte - for vi er bestemt ikke blevet meget klogere end da "Rivalerne" sluttede. Javist, der er kommet lidt flere brikker til puslespillet, men det er ikke mange og med hver ny brik synes der også at komme flere huller.

Jeg er meget spændt på næste bind, for hvis det er det sidste, skal der virkelig løses problemer og måske også knuses hjerter!

Hvis du trænger til en sommerbog med masser af tempo, spænding og drama, så kan denne varmt anbefales!


Tak til HarperCollinsNordic for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: HarperCollinsNordic
Original titel: Blacklist
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 344
5 ud af 5 stjerner