onsdag den 12. juli 2017

Brandon Sanderson; En konges vej, del 1

Brandon Sanderson; En konges vej, del 1

Bagsidetekst:
Soldaten flåede våbnet fri igen. Cenn tumlede baglæns og tabte både sit spyd og sit skjold. Han faldt om på den stenfyldte jord og lå og plaskede rundt i en andens blod. Hans fjende løftede et spyd højt til vejrs, en silhuet, der tårnede sig op mod den klare, blå himmel og var klar til at hamre det ind i hjertet på Cenn. Og så var han der. Delingsfører. Stormvelsignet. Som ud af intet kom Kalainds spyd og afværgede lige akkurat det stød, der ellers ville have dræbt Cenn. Kaladin stillede sig op foran Cenn, alene, ansigt til ansigt med seks spydkæmpere. Han tøvede ikke. Han angreb.

I en verden, hvor følelser og idéer tager synlig form, og der findes kløftdjævle så store som huse, nærmer verdens undergang sig. Højfyrste Dalinar drømmer om Intetmagerne, monstre fra fortiden, og hører stemmer, der siger: "Foren! Foren Alethkar." Imens står Shallans familie på kanten af ruin, og hun må give sig på en lang rejse for at blive elev hos den mest betydningsfulde forsker i verden - og så bestjæle hende. Og unge Kaladin forrådes af den hærleder, han forguder. Som slave er det meget sværere at leve efter sin ære, for hvad nytter den, når alle ens idealer svigter?

Man skal ikke dømme en bog på dens forside. Først vil jeg lige slå fast at jeg faktisk godt kan lige det minimale design i den her forside, men den giver først mening et godt stykke henne i historien, så for folk der ikke har læst den, frygter jeg lidt, at den er for intetsigende - beklager illustrator! Når det så er sagt, er bogen langt bedre end forsiden. Langt langt bedre.

Jeg vil dog sige, at selvom jeg læser meget fantasy, er det ikke meget high fantasy jeg læser. Det kan godt tage lidt for mig at komme ind i selve historien, fordi der er mange ord, betegnelser og navne jeg ikke kender samtidig med at vi er et fremmed sted - der også hedder noget anderledes. Derfor tog det mig også forholdsvis lang tid at læse den her bog, måske også fordi jeg ikke har haft så god tid. Eller også følte jeg bare ikke det gik hurtigt fordi den er på over 700 sider - der er mange muligheder.

Tilbage til selve anmeldelsen. Da de første 200 sider var læst, begyndte det at gå noget hurtigere - og ja, for mig tog det 200 sider at komme ordentlig ind i historien, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at opgive, for selvom det tog tid at komme ind i historien, var jeg stadig fanget af den. Sproget er - selvom der er mange nye ord - flydende og let at læse og forstå. I sin sædvanelige skrivestil formår Brandon Sanderson at skrive detaljeret, med humor og indlevelse, så man som læser har nemt ved at forestille sig dette nye land og dets indbyggere. Undervejs i bogen er der også virkelig flotte illustration der er med til at forklare begreber for læseren.

Personerne er velopbyggede og fungerer rigtig godt - jeg forventer mig store ting af Kaladin og Shallan. Personernes udvikling er spændende og det kræver blod, sved og tårer for dem alle sammen. De er beskrevet så levende og menneskelige at man ikke kan andet end blive rørt over deres individuelle kampe. De er på ingen måde overdrevne, men nemme at relatere sig til - også selvom de bor i en helt anden verden, kan man godt sætte sig ind i deres tankegang, valg og beslutninger.

Som kirsebærret på toppen af lagkagen har Brandon Sanderson tilføjet et element, af en hidtil - for mig - ukendt form for magi. At stenene er hellige, at et panser kan give næsten overmenneskelig styrke og at diamanter kan gøre forskellige ting. Heldigvis er denne slags magi beskrevet bagerst i bogen og det var dejligt at have den at ty til.

Jeg er fascineret, fortryllet og fanget af denne fantastiske fortælling. Hvis du er til fantasy - episk stor fantasy, vel at mærke - så får denne bog mine varmeste anbefalinger! Og dette er kun første bind! Jeg vil helt klart have mere!

Tak til Ulven & Uglen for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Ulven & Uglen
Original titel: The Way of Kings - Book One of The Stormlight Archive
Udgivet i: 2010 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 714 
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Læsehest med fantasy