onsdag den 16. maj 2018

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

I forbindelse med at Julie M. Day har skiftet til forlaget Leatherbound og første del af serien bliver genudgivet (det bliver spændende!), har jeg fået lov til at stille Julie nogle spørgsmål. Jeg var ret glad for bogen og jeg glæder mig til at læse mere, så jeg sprang til og fik udtænkt nogle spørgsmål, som både handler om Julies egen læstlyst, om hvordan det er skrive bøger og ikke mindst, hvordan det er at modtage anmeldelser. Ydermere fik jeg lov til at udlove et eksemplar af "Grænsen til Trafallas" til en heldig læser - konkurrencen kan ses i slutningen af indlægget!


Læste du meget som barn og havde du en yndlingsbog som du har læst mange gange eller som betyder noget særligt for dig?
Jeg læste en del som barn. Egentligt ved jeg ikke, om jeg var indbegrebet af ”læsehest”, men jeg kunne rigtig godt lide at læse. Jeg voksede også op i et hjem, hvor både mor og far læste meget.
Det var Harry Potter bøgerne, der lærte mig at elske fantasy. Den første bog i serien udkom, da jeg var omkring 9 år, så jeg er vokset op med Harry Potter. Inden J.K. Rowling fortryllede mig, læste jeg Frække Frida bøgerne af Lykke Nielsen, og jeg mindes, at jeg elskede dem. I skolen lavede jeg også et projekt om dem, hvor jeg faktisk var så heldig at få lov til at lave et interview med Lykke. Hun var helt enormt sød, og jeg var (eller er) kæmpe fan. Bøgerne mindede mig lidt om Pippi Langstrømpe, bare på dansk.
Generelt er jeg desværre ikke så godt til at få genlæst bøger. Der er mange bøger, jeg rigtig godt kunne tænke mig at besøge igen, men nye læseoplevelser og mine egne skriveri kommer ofte lidt i vejen.

Har du altid gerne ville være forfatter og hvordan besluttede du dig for at tage springet ud som forfatter?
Det enkle svar må være nej. Nej, jeg har ikke altid ville være forfatter, selvom jeg altid har elsket at fortælle historier, enten som små bøger eller i form af tegninger. Delen hvor, man digter, fascinerer mig dybt, og det har den altid gjort. Derfor kan man vel godt sige, at jeg altid gerne har ville forfatte, men jeg gjorde mig ingen tanker om, at andre skulle læse det.
Det var først, da jeg skrev Trafallas, at jeg vidste, at jeg gerne ville dele en historie med andre. Historien har fulgt mig i mange år, og jeg var sikker på, at der måtte være andre, der også ville kunne lide den. Det var, hvad der fik mig til at tage springet. Jeg havde skabt noget, som, jeg mente, var værd at læse. Noget, der også kunne fascinere andre. Derudover blev historien ved med at vokse, og det tog jeg som et godt tegn. Indimellem kan man godt komme på en ide, som aldrig bliver til andet end det - en ide. Hvis den ikke rigtig kan fylde eller bære at blive til en bog, mister man lidt troen på det.
Jeg har aldrig gjort i noveller. Hvis historierne, jeg kommer på, ikke kan vokse, forlader jeg dem ret hurtigt igen. Det skal dog siges, at det sagtens kan tage mange år, før man er i stand til at skrive historien ned. Det kræver øvelse. Hvis bare historien er der, så tror jeg, og så skriver jeg.

Mit eget billede

Hvad giver det dig, personligt, følelsesmæssigt eller udviklingsmæssigt, at skrive bøger?
Jeg tror, især med fantasy, at det giver muligheden for at slippe lidt væk fra hverdagen. Faktisk er det vel sådan med al litteratur.
Men det mest fabelagtige ved fantasy er jo netop, at alt kan lade sig gøre. Du kan rejse, hvorhen det skal være. På det personlige plan giver det mig luft. Det giver mig et frirum, hvor jeg er mere end bare mor, hustru, nogens datter etc. Det er lidt ligesom at være barn igen. Ligesom at lege med dukker. Man har lov til at være lidt barnlig, at opdigte imaginære venner og fjender. Jeg tror helt bestemt, at vi alle har fantasien, men at vi meget nemt mister den, når vi bliver voksne. Desværre. Det er jo nærmest ingen grænser for et barns fantasi, og den del arbejder jeg for at beholde, men med et tvist af voksnes problemer og livets realiteter. Følelsesmæssigt kan det fra tid til anden være lidt svært at hoppe rundt i mine fiktive verdener. Jeg fortaber mig tit i dem. Jeg har tit lyst til at blive hængende længere, end jeg måske lige kan få lov til. På det udviklingsmæssige plan bliver mine skriveegenskaber stærkere. Jeg udvikler mig hele tiden som forfatter. Jo mere jeg skriver, jo bedre bliver jeg, og jo flere ideer får jeg. Det at skrive er for mig et essentielt behov, og er jeg væk fra min computer mere end et par dage, begynder jeg at fylde min telefon op med noter.

Der er jo tonsvis af genre at vælge i mellem, hvorfor så lige fantasy?
Fantasy er for mig den allermest frie genre. Det er den genre, hvor alting kan lade sig gøre. I begyndelsen, da jeg skrev det allerførste, var det faktisk svært at skrive fantasy. Det var svært, fordi jeg havde den her barriere: ”Nej, det kan jo ikke lade sig gøre, Julie. Den vil folk aldrig hoppe på.” Men det kan det jo faktisk godt. Hvis jeg beslutter det, så kan alt lade sig gøre, og det er det smukke, som fantasy kan. Derudover tror jeg, at fantasy har lidt lettere ved at bringe forskellige tabuer på banen. Det bliver mindre udskældt, hvis det er forklædt som fantasy. Man bliver oftere stillet til ansvar for sine bøger og deres indhold, hvis det er realisme. Det, føler jeg ikke, man gør i samme grad med fantasy.

Hvad mener du der er fantasygenrens stærkeste egenskab? Hvad gør fantasygenren speciel for dig?
Jeg mener, at fantasygenren har to fundamentale egenskaber, som gør, at den er en sand vinder.
Et, evnen til at få formidlet et budskab der måske ellers er tabubelagt. To, evnen til at lade folk drømme sig væk. Fantasy giver farve i en grå hverdag. Personligt kan jeg også godt lide YA. Måske vil jeg endda en dag kaste mig ud i det, men for nu bliver jeg på fantasyhylden. Det gør jeg primært, fordi jeg føler mig virkelig godt tilpas her. Måske er jeg eskapist. Det kan jeg godt leve med, for hvem er i virkeligheden ikke det? Hvordan kunne J.K. Rowling tryllebinde hele verden med sit magiske univers? Mennesket har altid haft hang til overtro. Haft brug for at forklare ting ved hjælp af magiske elementer. Det er religion et glimrende eksempel på.
Jeg tror virkelig, at der er mange derude, som går rundt med et hemmeligt ønske om, at de måske er troldmænd uden at vide det. At der måske, bare måske, faktisk er lidt mere spænding til hverdagen. Selvfølgelig ved jeg også godt, at der findes skæbner og historier derude, som ikke engang den mest fantasifulde forfatter kunne opdigte, men jeg kan nu virkelig godt lide, når der er et lille drys af magi indover.

Billedet er lånt fra Julies Facebook-profil (og jeg har fået lov)

Outliner du hele plottet for bogen først inden du går i gang med at skrive eller udvikler historien sig meget undervejs? Føler du at personerne får deres egne stemmer og selv vil bestemme hvad der skal ske, selvom det måske ikke var det du havde planlagt?
For mit vedkommende udvikler historierne sig undervejs. Til at begynde med har jeg som regel en ret god ide om, hvor jeg vil hen. Men som handlingen skrider frem, og jo bedre jeg lærer karaktererne at kende, jo mere lader jeg mig forføre. Indimellem bliver jeg virkelig taget på sengekanten, og jeg elsker, når det sker. Når jeg er så dybt i historien, at der åbner sig andre veje. Veje, man ikke vidste fandtes. Dét er magien. Det tror jeg også, at man kan mærke som læser. Det er det, der giver de fantastiske tvist. De finurlige krøller. Nogen gange bliver jeg også sur eller ked af det, når historien vil én vej, og jeg havde forestillet mig en anden. Det kan faktisk godt være svært at give slip, og jeg øver mig stadig på det.
Jeg føler uden tvivl, at personerne, som bliver skabt, har deres egne stemmer. De går deres egne veje. Nogle råber højere end andre, men de har alle en rolle at spille. Som forfatter er det ikke altid en selvfølge, at man til at begynde med kender deres roller. Derfor kan det være ligeså interessant for mig at følge karaktererne, som det kan være for en læser.

Der er nogle forfattere der ikke har kvaler med at skulle slå personer ihjel - hvordan har du det med det?
Jeg har faktisk en person eller to, som jeg ser frem til at ”slå ihjel” - hvor lyder det brutalt. Det er både i Trafallas-universet, men også i nogle af de andre historier, jeg brygger på. Jeg går stærkt ind for ”kill your darlings”. De må gerne genopstå, man må gerne blive narret til, at de genopstår, eller de må forblive døde. Uanset hvad kan jeg godt lide, at det hele ikke er rosenrødt og forudsigeligt. Jeg kan godt lide, når de onde er tæt på at vinde, og de gode virkelig har deres kvaler. Så sidder man helt ude på kanten af stolen.

Har du en yndlingsperson i din historie om Trafallas, hvis ja, hvem og hvorfor?
Ja. Det har jeg. Jeg elsker Geíwel. Hun fascinerer mig, og jeg kan ikke blive helt klog på hende. Samtidigt med at jeg har ondt af hende, så føler jeg også, at hun rummer enormt meget styrke. En styrke, som vi kommer til at se meget mere af. (Men Julie, døde hun ikke i bog 1?) Hmm, stod der faktisk nogen steder, at hun døde? Wink-wink.

Er det skræmmende, nu hvor du har skrevet og fået udgivet noget, at få og læse anmeldelser af det du har skrevet? Og hvordan ville du håndtere en eventuel dårlig anmeldelse?
Er du vimmer, det er mega-tisse-i-bukserne-jeg-tør-ikke-læse-dem-angstprovokerende at få anmeldelser. Alligevel er det jo også lidt derfor, man vil udgive noget - for at få det læst. Det hører med, og man kan ikke kun få gode anmeldelser, selvom det ville være det sjoveste. Nogen kan lide det, man har lavet, andre kan ikke. Sådan er det bare! Jeg forsøger at takle de mindre positive anmeldelser med mine ”professionelle briller”. Det lykkes ikke altid, men jeg bliver bedre. Jeg prøver at tage kritikken til mig, og så sorterer jeg i det, jeg føler, jeg kan bruge til noget. Resten glemmer jeg. Jeg ved jo også godt, at jeg ikke lærer af evige roser. Man skal også indimellem mærke tornene.

Tak til Julie M. Day for at svare på mine spørgsmål, og Leatherbound for at give mig lov!

Konkurrence!
Ved at svare på nedenstående spørgsmål er du med i konkurrencen om et eksemplar af første bind i serien "Grænsen til Trafallas"! Skriv dit svar i en kommentar her eller på Facebook hvor konkurrencen også kører. Vinderen vil blive udtrukket fredag d. 25. maj kl. 12.

Spørgsmål: Hvilken serie lærte Julie M. Day at elske fantasy?

5 kommentarer:

  1. Julie lærte at elske fantasy, da hun læste Harry Potter serien :)

    SvarSlet
  2. Julies kærlighed til fantasy genren opstod da hun læste Harry Potter første gang

    SvarSlet
  3. Uh, den vil jeg så gerne vinde! <3
    Det var Harry Potter, der lærte hende at elske fantasy. :)

    sophieamalieeslund@gmail.com

    SvarSlet