Bagsidetekst:
Da Sørine Benz er 11 år, opdager hun to tyve, som laver indbrud i hendes bedsteforældres hus, og hun hjælper politiet med at opklare forbrydelsen. Senere studerer hun jura på universitet og har nu fået arbejde hos politiet i Roskilde. Hun lejer sig ind på et værelse i et tidligere kollektiv i bygen, og her lærer hun Albert og Tobias, der går i 5. klasse, at kende.
Leo Lundgren, der har en blakket fortid og bestemt ikke hører til blandt Guds bedste børn, flytter samme dag ind hos sin fars gamle tante, Agnete, på Villavej, ikke langt fra Sørine. Leo er vild med stegte løg, gaffeltrucks, trompetspil og den kendte sanger Rasmus Seebachs musik. Han forelsker sig i den søde frisør Mathilde, som er enlig mor, men netop som alt ser ud til at lykkes for ham, går det for alvor galt.
Med Leos mange påfund og ulovligheder kommer Sørine virkelig på arbejde i sit nye job. I retten møder hun den selvsikre forsvarer Marcus Anholt, der lærer hende et og andet om kærlighed og en lille ø i Kattegat.
Jeg skal være helt ærlig og sige at denne bog var lidt en udfordring for mig at komme igennem. Ikke som sådan fordi historien ikke var god, jeg blev bare aldrig rigtig fanget af den. Måske fordi den er meget hverdagsagtig og samtidig virkelig langt ude? Her tænker jeg på nogle af de ting Leo gør og bliver udsat for, hvor jeg tænker: "Ej, kom nu - det kan ikke passe!" Leo er i det hele taget en udfordring i sig selv. Han har det med at komme i uføre og for at komme ud af dem, gør han ofte noget meget dumt. Han virker ikke synderlig klog, men det er dog tydeligt at han ikke gør noget, for at være ond, men nærmere fordi han ikke har tænkt over hvad hans valg har af konsekvenser. Han er lidt et fjols. Det er svært at lade være med at have medlidenhed med ham, og dog. For det bliver bare for meget til sidst. Han skal jo forestille at være en voksen mand. Jeg vil dog sige at min respekt for ham vokser og at han faktisk lader til at være blevet klogere da vi når slutningen af historien, om det så passer, ved jeg ikke - der lægges op til endnu flere historier.
Sørine er den lidt for kække advokat-type der får sit første job og som tager alting meget seriøst. Hun vil gerne imponere, men der skal dog gå lidt fisk i den for hende også, før hun når dertil. Hun er dog venlig og især forholdet til drengene, lader til at være godt for hende. Ligesom Leo træffer hun nogle dumme valg. Ikke på samme måde som ham, men mere ved at være bange for at sige sandheden til Marcus - som i starten er en total idiot, som kun tænker på sig selv. Der sker en del forviklinger og misforståelser i både Leo og Sørines liv, som bringer dem på udebane. Alligevel formår de at vende det til det bedre.
Når jeg tænker tilbage på historien, kan jeg ikke lade være med at tænke på tv-serien "Hvide løgne" der kørte for mange år siden. En fordansket udgave af Horton-sagaen, hvor en fjer altid blev til 10 høns og de væltede sig i misforståelser og usagte ord. Sådan er "Røverhistorier fra Roskilde" lidt. Der er ikke nogen af personerne der sådan for alvor kommer ud hvor de ikke kan bunde. Der er hele tiden en vej tilbage. Samtidig kunne handlingen sagtens være fortalt på meget færre sider. Det bliver aldrig rigtig spændende eller rigtig underholdende. Det føles mere som et halv forsøg på at skrive en hverdagskrimi med et godt persongalleri og god humor. Det lykkedes aldrig helt. Jeg beklager meget, men jeg blev virkelig ikke fanget. Historien er dog god nok: en kriminel, der i forsøget på at lægge sit liv om, kommer i uføre, og den advokat der konstant får hans sager. Jeg ville faktisk gerne holde mere af den, men måske er jeg bare ikke målgruppen eller så er der noget jeg har misset. For jeg fandt desværre ikke bogen spændende og medrivende nok.
Tak til forfatteren og Mellemgaard for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2018
Antal sider: 310
3 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar