onsdag den 5. december 2018

Katherine Rundell; Den opdagelsesrejsende [Anmeldereksemplar]

Katherine Rundell; Den opdagelsesrejsende [Anmeldereksemplar fra Loxodonta]

Bagsidetekst:
Fra sit sæde i det lille fly betragter Fred Amazon-junglens mysterier passere under sig. Han har altid drømt om at blive opdagelsesrejsende. Men da flyet styrter ned, bliver drømmen pludselig alt for virkelig, og Fred og de tre andre børn i flyet må finde ud af, hvordan de overlever i en jungle, der er fyldt med ukendte farer. Og hvordan de kommer hjem.

Lad ikke denne lille bog vildlede dig. Selvom bogen er lille af størrelse, er historien i den, en stor og vild en af slagsen. Sådan en der skal tæmmes, men aldrig rigtig bliver tam. En historie der går sine egne veje og som har det bedst i det fri.

Fred flyver over Amazonas, på vej til en kystby. Han er ikke alene i flyet og det skal vise sig at være meget godt. For da piloten pludselig bliver dårlig og ikke længere kan flyve, styrter flyet ned i junglen. Piloten omkommer, men Fred og de tre andre børn ombord, overlever mirakuløst. De befinder sig nu i en ukendt skov, med farer der lurer om hvert en hjørne og nu skal de forsøge at overleve og finde vej tilbage til civilisationen. Under deres kamp for overlevelse opstår der et helt særligt bånd mellem de fire børn - et bånd, som ikke alene knytter dem til hinanden, men også til junglen.

Historien er som skrevet pakket ind i et lille format, med en gådefuld og smuk forside. Indholdet af historien er fyldt med drømme og håb for overlevelse. Med drømme om hvad fremtiden vil bringe. Med tvivl og problemer, som skal løses. Det er et storslået eventyr og en skattejagt, hvor skatten kan tage mange former og som ikke nødvendigvis er det samme for alle børnene. De lærer også ting om dem selv, som vil være med til at forme de mennesker de vokser op og bliver.

Forfatteren forstår at slå stemningen an, med en overdådig regnskov, der både kan redde dig og slå dig ihjel. Vi fornemmer børnenes frustrationer over at skulle arbejde sammen, deres frygt for at dø og deres håb for at finde en vej hjem igen.

Mange opdagelsesrejsende har forsøgt at begive sig ind i Amazonas jungle i jagt efter guld og sagnomspundne byer og en del forsvandt for altid. Hvad mon de fandt i junglen? Historien foregår omkring 1930 og Fred er meget optaget af netop de opdagelsesrejsende, som forsvandt i junglen. Nu opleveler han på første hånd hvad det vil sige at være opdagelsesrejsende og faret vild.

Det bliver et stort eventyr for ham, de andre børn og bestemt også for de læsere der læser bogen. Vi kan fornemme myggene summe, varmen der gør tøjet klistret og frygten der kommer krybende. Det er bestemt en historie der er værd at læse!

Tak til Loxodonta for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Loxodonta
Original titel: The explorer
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider: 360
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar