søndag den 30. december 2018

Årets gang i bøger

Årets gang i bøger

Så er det blevet tid til at sige farvel til et forrygende bogår. Jeg tror jeg har slået alle mine tidligere rekorder for hvor meget jeg har læst - og det samtidig med at vi har skulle ufattelig mange ting i år. Det er blevet til et hav af koncerter og oplevelser. Næste år har vi skruet en del ned for blusset, men jeg skal så op og arbejde fuld tid igen (har haft fri hver fredag i år), så jeg er spændt på hvordan det påvirker min læsetid og læselyst. Heldigvis har jeg stadig kørsel frem og tilbage hvor jeg kan lytte til lydbøger.

Det har også været et år hvor jeg har besøgt BogForum (indlæg skal nok snart komme) og ALBUS. Jeg har mødt og snakket med bloggere og forfattere. Jeg har fået signeret et hav af bøger og nydt at tilbringe så meget tid sammen med andre der elsker bøger og deres magi. Jeg takker hver af jer for at have givet mig nogle gode oplevelser! 



Som skrevet har jeg slået mine tidligere rekorder. I år har jeg formået at få læst 290 bøger!!! Og tallet ville være højere hvis jeg også talte de bøger med jeg har læst sammen med Iris. De 290 er bøger jeg har læst for min egen skyld og lektørbøger. De 290 bøger fordeler sig over 62.608 sider - det er jo fuldstændig vildt! Tak til alle de forlag og forfattere der har sendt mig bøger.

I dette sidste indlæg for i år, vil jeg fortælle om de bedste bøger jeg har læst i år i forskellige kategorier som jeg selv har valgt. Selvom jeg har læst rigtig meget, er der jo nogen der skiller sig ud og dem vil jeg fortælle om her. Jeg kan ikke komme ind på alle de bøger jeg har læst, men jeg kan fortælle så meget at det virkelig har været et storslået læseår. Jeg har grint, grædt og mit hjerte har været tæt på at slå flere gange pga. spændende handlinger eller uforudsete oplevelser. 



Nu til mine nomineringer!


Bedste børnebog: "Snesøsteren" af Maja Lunde


Selvom jeg har læst en god del børne- og billedbøger, må jeg bare fremhæve "Snesøsteren". Sjældent har en børnebog (højtlæsningsbog) fået mig til at tude så meget som den gjorde. Selv nu - en måned efter jeg har læst den - får jeg stadig kuldegysninger og en klump i halsen når jeg tænker på den. Det er så rørende en historie og med de ekstremt flotte illustrationer er bogen bare en fryd for øjet. Hvis du endnu ikke har læst den, så vil jeg bestemt råde dig til det!

Bedste danske ungdomsbog (realisme): "Mørke rum" af Kristina Aamand


"Mørke rum" er nok den mest barske historie jeg læst i år. Jeg sad virkelig med ondt i maven og i sjælen da jeg var færdig. Det er bestemt ikke en bog for sarte sjæle, men nok derfor burde alle læse den. Den giver et indblik i hvordan forskellige kulturer ser på voldtægt og vold mod kvinder - og det er skrækkelig læsning. Bogen er skrevet i et råt og ærligt sprog. Der er ikke lagt fingre i mellem nogen steder og netop derfor er bogen vigtig. Den viser at det ikke er tabu at snakke om voldtægt og hvornår noget er voldtægt - for grænserne er svære at se. Som læser efterlades du med en klump i halsen og stof til eftertanke.

Bedste udenlandske ungdomsbog (realisme): "En af os lyver" af Karen McManus


Selvom den bog jeg har valgt er fra januar 2018, så er den alligevel nok den bedste udenlandske ungdomsbog jeg har læst i år. "En af os lyver" er ikke alene meget spændende - fordi man som læser konstant kommer i tvivl om hvem der gjorde det - og fordi persongalleriet virkelig er godt skruet sammen. De matcher hinanden, bekæmper hinanden, stoler på hinanden og elsker hinanden. De bliver sat under maksimalt pres, men alligevel lykkedes det dem at udvikle sig og blive bedre mennesker. Det er en page turner og jeg er glad for at jeg engang i fremtiden skal vende tilbage til byen - og måske også personerne!

Bedste new adult bog: "Ham" af Elle Kennedy & Sarina Bowen


Jeg er en sucker for en god kærlighedshistorie med masser af humor - som nævnt mange gange før er "Off campus" noget af det bedste new adult jeg har læst. Alle brikker falder på plads og det hele spiller bare rigtig godt sammen. Jeg har haft to serier oppe og vende til denne kategori, og det har været meget svært at vælge. Jeg har dog besluttet at holde fast i "Ham" (og "Os"). Jeg har ikke tidligere læst en erotisk historie med et bøssepar - så det var en ny oplevelse, men jeg er ikke skræmt væk. Det var bestemt ligeså underholdende og saftigt som i andre new adult bøger jeg har læst. Bøgerne er bestemt værd at læse!

Bedste danske fantasybog: "Skyggen fra Nord" af Julie M. Day


Der er kamp til stregen her - for som bekendt kom Malene Sølvsten med sidste del af "Ravnenes hvisken" i år og serien og tredje bog er bestemt fantastisk. Det er en god afslutning på en virkelig gennemarbejdet og veludført historie. Jeg vil dog vælge en anden. En hvor bog et ikke var så god, men hvor bind to derimod havde alt det en god fantasy bog kræver. Den er spændende, velskrevet og uhyre medrivende. Selvom det er en murstensroman, så fløj jeg igennem den og ville med glæde have læst meget mere. Forfatteren har virkelig udviklet sig og det er fedt at se at niveauet er løftet så meget at selvom jeg gav første bog 4 stjerner, så har jeg givet anden bog 6 stjerner! Den er helt klart et must read!

Bedste udenlandske fantasybog: "Kragens kald" af Leigh Bardugo


Jeg kunne godt have valgt "Skyggernes herre" af Cassandra Clare her - mest fordi jeg elsker hendes skyggejæger univers og fordi det er en virkelig god bog, men det vil jeg ikke. Jeg vil slutte mig til kragens kald og hylde Leigh Bardugo som igen har begået en genistreg indenfor fantasygenren. Ikke alene har hun skabt et fantastisk univers, hun har også skabt nogle personer der ikke er gode og helte-agtige - tværtimod, men man elsker dem alligevel. Jeg elsker Kaz, Inez, Nina og alle de andre i banden. Jeg er slet slet ikke færdig med Grishaverse og det håber jeg bestemt heller ikke at Leigh er.


Bedste voksenroman: "Alt eller intet" af Simona Ahrnstedt


Det er ingen hemmelighed at jeg er betaget af Simona Ahrnstedts bøger. Hun skriver rigtig godt og jeg kan godt lide at hendes bøger indeholder meget mere end blot historien om to mennesker der forelsker sig. I "Alt eller intet" tager hun endda også fat på bodyshaming og at alle fortjener at blive behandlet godt og elsket. Jeg nød virkelig at læse den - for den er både underholdende og en løftet pegefinger til det samfund vi lever i. Denne og de andre bøger er bestemt værd at læse hvis man godt kan lide erotiske historie med mere end erotik på hjertet.

Bedste tegneserie/grafiske roman: "Og havet var vores himmel" af Patrick Ness


Ja, det giver vel næsten sig selv? Jeg er jo pjattet med Patrick Ness så derfor kan jeg ikke andet end vælge "Og havet var vores himmel" i denne kategori. Som jeg skrev i min anmeldelse har Patrick virkelig gjort det igen og der foregår ligeså meget på linjerne som mellem dem. Illustrationerne er også i en klasse for sig. De er yderst sjælfulde og meget smukke. Hele bogen er i sig selv en fryd for øjet. Den er bestemt værd at læse igen og igen!

Årets bedste bog: "Fjendens ansigt" af Patrick Ness


Jeg har læst virkelig mange gode bøger i år. Jeg har læst alt fra billedbøger til nyskabende science fiction og kærlighedsromaner. Jeg har læst mange rigtig gode bøger og derfor burde det have været svært at vælge årets bedste bog, men det var det faktisk ikke. For selvom der ud af de 290 bøger virkelig var mange der kunne være årets bedste bog, synes jeg kun der kan være én. Patrick Ness er hammer dygtig forfatter og med "Chaos Walking" har han bevist at han kan skrive en dystopisk fortælling i et forbandet højt tempo, med en handling man som læser ikke kan gennemskue, med personer der bliver udsat for de mest forfærdelige ting, men som alligevel kæmper for overlevelse. Det er en speciel læseoplevelse, men det fungerer! Det gør det virkelig. Jeg er hooked og jeg kan ikke anbefale den nok!





Tak til 2018. 

Tak for et fantastisk læseår. 

Tak for alle oplevelserne, rejserne og følelserne. 

Tak til jer der sidder og skriver disse fantastiske bøger. 

Tak fordi jeg får lov til at læse så mange bøger. 

Jeg håber 2019 bliver ligeså vild!

Tak for i år!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar