fredag den 15. marts 2019

Pamela Fagan Hutchins; Farvel til Caribien & Fanget i Caribien [Anmeldereksemplar]

Pamela Fagan Hutchins; Farvel til Caribien & Fanget i Caribien [Anmeldereksemplar fra Palatium Books]

Bagsidetekst på "Farvel til Caribien":
To lig, en serie af hærværk og en lille dreng, som der kæmpes voldsomt om. Det er, hvad der venter den tidligere advokat fra Texas, nu sangerinde i Caribien, Katie Connell, da hun bliver kastet ud i endnu et uvejr i det smukke Caribien. Samtidig kæmper hun stadig med sine cravings efter Bloody Mary's og ikke mindst mod skræmmende kriminelle, der ikke skyer nogen midler for at nå deres mål. Da Katies liv tager en uventet drejning, vakler hun mellem ånden, der hjalp hende på fode, og manden, der måske er hendes livs kærlighed. 

Jeg har det lidt ambivalent med denne serie, for egentlig kan jeg godt lidt historien, det bliver bare lidt for meget fra tid til anden og det ødelægger faktisk lidt min læseoplevelse. Derfor har jeg også valgt at anmelde de to sidste bøger i en anmeldelse.

I "Farvel til Caribien" må Katie træffe nogle hårde valg, om hun skal forlade Caribien og Annalise, for at få det liv hun altid har drømt om sammen med Nick - der viser sig dog at være sværere end først antaget, for Nick har bagage, de ikke sådan lige kan skille sig af med. I "Fanget i Caribien" burde al være perfekt, men Nick påtager sig en sag, som får store konsekvenser for deres fælles liv og tiltro til hinanden.

De ting jeg godt kan lide ved bøgerne er bl.a. beskrivelserne af naturen og stederne hvor handlingen udspiller sig. Jeg har aldrig været i Caribien, men man kan nemt fornemme varmen, lugtene og hele ø-mentaliteten ud fra forfatterens beskrivelser. Katies følelser omkring hvordan hendes liv har udformet sig kan jeg også godt lide. Hendes kamp for at finde sig selv, klare sig selv og passe på sig selv, bevidner at hun er en stærk og handlekraftig person, der trods modstand godt kan tage kampen op for det hun vil. Der er dog brister, hvor jeg synes hun er for eftergivende - fx overfor veninden, Ava. Deres forhold er ikke sundt, og jeg synes Katie er for dårlig til at sige fra.

Der er også hendes forhold til Nick. Selvom de elsker hinanden, behandler de ikke hinanden særlig godt - de holder hemmeligheder (især Nick) overfor hinanden, som gør at nogle gange handler dumdristigt og dumt. Nick er faktisk lidt et røvhul og tager ofte Katie for givet. Det er også lidt en brist i Katies ellers stærke person, at hun tilgiver og finder sig i lidt for meget.

Alle de ting som Katie kommer ud for, bliver dog lidt for overdrevet, i hvert fald efter min mening. Jeg er med på at det der sker for og mod hende, skal vise hende som en stærk kvinde der kan passe på sig selv - men behøver hun virkelig at blive udsat for så meget? Det er lidt som om forfatteren bare hat givet los og tænkt at der skulle mere og mere på. Det virker ikke helt plausibelt.

Jeg synes dog bestemt at bøgerne var underholde at læse og hvis man tager dem for hvad de er, light-krimi-feel-good-romance (vil jeg kalde det), så er bøgerne ganske gode. Bøgerne kan nydes enten på en regnfuld dag med en kop kaffe, eller en sommerdag med en kold drink. Men forvent ikke stor litteratur, der vil trykke på alle de rigtige knapper og bringe hele følelesesregisteret i spil, forvent i stedet en underholdende historie, som nok er lidt langt ude, men stadig spændende.

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Leaving Annalise
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 298

Original titel: Finding Harmony
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 292

4 ud af 6 stjerner til begge bøger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar