Amalie Hammel; Se mig nu [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Da kæresten går fra Emma, skal hun omstille sig il en ny tilværelse. En tilværelse hvor lavt selvværd, alkohol og flygtige relationer til mænd dominerer. Presset fra et universitetsstudie forstærker behovet for at flygte fra virkeligheden, og Emma befinder sig på en glidebane. Facaden fungerer som et skjold, mens personen bag stille og roligt krakelerer sideløbende med, at der smiles til et virtuelt publikum. Kærligheden blomstrer på ny, men fortiden går ikke ustraffet hen, og livet bliver en daglig kamp om ikke at miste sig selv.
SE MIG NU er en virkelighedsnær fortælling om at være uenig med et normsæt, som psyken ukritisk har indlejret.
Selvom den her bog ikke er særlig tyk, tog det mig overraskende lang tid at læse den. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg tror det tog mig lang tid, fordi den kommer helt tæt på. Den kommer helt derind hvor det gør ondt og faktisk ikke er særligt rart at læse. Jeg var også meget i tvivl om hvor mange stjerner jeg skulle give den, da jeg var færdig, netop fordi jeg havde været så berørt af den - men det må vel bare være en god ting?
Jeg har ikke selv prøvet det Emma har, men jeg kan nikke genkendende til rigtig mange af de oplevelser hun har og følelser hun kæmper med. Er jeg nu god nok? Er jeg nu smuk nok? Hvor meget skal jeg ændre på mig selv før nogen vil holde af mig? Er jeg klog nok til universitet? Hvorfor må jeg ikke kysse med flere fyre på en aften, når fyrene må kysse med alle dem de vil?
Jeg tror der er rigtig mange der kan genkalde sig disse følelser og tanker. Om det er fordi der er noget galt med samfundet, ved jeg ikke helt, men det må vise at der er noget galt med den måde vi opfatter os selv og hinanden på. Emma burde ikke være nødt til at skjule eller lægge en dæmper på den hun er. Hun burde ikke lade sig diktere af en kæreste når det kommer til påklædning. Men det gør hun og det gør mange andre også. Det kan næsten være en evig kamp om påskønnelse.
Selvom Emma bliver glad, bliver hun aldrig rigtig lykkelig. Der er hele tiden noget der mangler. Noget hun ikke kan få. Da nogen deler noget meget privat af hende på internettet, kolapser hendes verden for alvor og hun træffer et valg om at finde udgangen. På det tidspunkt har Emma det så dårligt at hun ikke føler nogen kan redde hende.
Jeg har ikke været der og ingen burde komme helt derud! Vi er gode nok! Smukke og kloge nok. Dem der ikke kan se det, mangler briller og indsigt.
"Se mig nu" er en stærk historie, der både efterlader læseren med en lidt dårlig smag i munden, men også med et håb op, at det hele nok skal gå, hvis bare vi er tro mod os selv og ikke lader andre diktere hvem vi er!
Tak til forfatteren for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Books on demand
Udgivet i: 2018
Antal sider: 145
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar