tirsdag den 20. august 2019

Erika Johansen; Tearlings skæbne

Erika Johansen; Tearlings skæbne (Dronningen af Tearling, #3)

Bagsidetekst:
På mindre end et år har Kelsea Glynn forvandet sig fra kejtet teenager til magtfuld dronning og visionær leder. Men i sin kamp for at sætte en stopper for korruption og genindføre retfærdighed i kongeriget Tearling har hun fået mange fjender. Den stærkeste af dem er den onde og frygtede Røde Dronning, der nu holder Kelsea og hendes magiske safirer indespærret på sit slot i Mortmesne.

Men Tearling har brug for sin dronning, og Morgenstjerne, lederen af Kelseas Livvagt, helmer ikke, før han og hans mænd har reddet deres dronning fra fængslet. Samtidig forsøger Kelsea fra sit fangenskab at afdække hemmelighederne i Tearlings fortid - hemmeligheder, der viser sig at have afgørende betydning for hendes egen og kongeriget Tearlings skæbne.

Jeg er nok en af de sidste til at læse denne storslåede serie, men nu har jeg vendt sidste side i tredje bind og ja, nu er det så slut. Jeg var slet ikke klar til at læse serien færdig og føler stadig at der er historien der ikke er fortalt.

Indrømmet, jeg havde ikke set slutningen komme og jeg måtte lige bladre tilbage og læse den et par gange, for at være helt sikker på at det nu også var det der stod. Nu hvor jeg har læst den færdig og har summet lidt over den, kan jeg godt se at den giver god mening - også selvom den er meget vemodig.

At følge Kelseas rejse har været en vild oplevelse. Hun har udviklet sig fra sky teenager, til en ung kvinde, der tør sige sin mening og ofre alt for at redde hendes land. Jeg synes virkelig hun har været et forfriskende pust i fantasylitteraturen, hvor der er mange kvindelige helte, der ikke er nær så seje som hende. Som læser er vi kommet virkelig tæt på hendes op og nedture - og der har været mange af begge dele. Vi har mærket hendes sorg og glæde og indre kampe.

Tidsrejser giver mig altid hovedpine og jeg har den dybeste respekt for forfattere der tør kaste sig ud i sådan et projekt. Der er så mange tråde der skal kædes sammen, helst uden at tabe os læsere alt for meget. Det præsterer Erika rigtig godt. De gjorde mig stadig ør og rundtossede, men hun skriver med et godt sprog og flow, der gør at historien bare hele tiden opbygger momentum og spænding, som gør den svær at slippe.

Jeg kan godt lide at vi hører lidt mere om bipersonerne i dette bind, bl.a. Morgenstjerne, de andre i Kelseas lille gruppe af beskyttere, præsten og Den Røde Dronning. Vi kommer helt tæt på og ser igennem deres facader, deres inderste tanker bliver afsløret og vi får helt nyt syn på flere af dem.

Alt i alt er jeg meget betaget af denne serie. Jeg synes alting spiller sammen og jeg er virkelig glad for at jeg endelig har fået den læst. Det er sådan en serie, jeg ville ønske der blev gjort til tv-serie! Det tror jeg kunne blive rigtig fedt, hvis det blev gjort ordentligt. Jeg giver serien mine varmeste anbefalinger!

Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: The Fate of the Tearling
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 502
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar