torsdag den 24. oktober 2019

Stéphane Melchior; Det gyldne kompas (graphic novel)

Stéphane Melchior; Det gyldne kompas, vol. 1 (graphic novel)

Bagsidetekst:
Lyra Belacquas verden ligner på mange måder vores egen, men er alligevel ikke den samme. I Lyras verden har alle mennesker en trofast følgesvend, en daimon, i form af et dyr. Højt oppe i Nord hersker intelligente isbjørne i rustning. Der findes også hekse - og Snappere, som i onde hensigter bortfører børn. Og ikke mindst findes alethiometeret, det gyldne kompas, hvormed det er muligt at forudsige fremtiden - hvis man har evnen til at tolke det. 

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker historien om Lyra og Pan. Jeg har læst første bog, "Det gyldne kompas" et hav af gange og jeg glæder mig virkelig meget til serien har præmiere til november. Jeg har svært ved ikke at have høje forventninger til den. Spændende bliver det i hvert fald - det kan ikke blive dårligere en filmen!

Selve historien om Lyra, Pan, panserbjørne, Støv og parallelle verdener er kendt, elsket eller hadet verden over og meget omdiskuteret. Philip Pullman sætter spørgsmål ved religion, om Gud virkelig findes, om vi kan rejse mellem tider og meget mere. Jeg er ikke engang sikker på at jeg selv forstår det til fulde og jeg har ellers læst den mange gange. Jeg holder dog rigtig meget af historien, da især "Det gyldne kompas" var en ven for mig mens jeg havde en svær periode i skolen.

Jeg havde egentlig først troet at denne grafiske udgave var hele "Det gyldne kompas", men det er det ikke. Den slutter umiddelbart efter at Lyra er taget på rejse med jypsierne og har fanget spioninsektet. Så vidt jeg kan læse mig til, kommer der altså to bind mere og så er "Det gyldne kompas" komplet.

Først var jeg lidt usikker på om jeg brød mig om tegnestilen, men så gik jeg i gang med at læse og blev fuldstændig indfanget af magien en gang til og så passede illustrationerne bare så godt til stemningen. Illustrationerne er holdt i neutrale farver, de er forholdsvis simple, men alligevel er der masser af liv og følelser i dem.

Heldigvis er der ikke udeladt ret meget fra den "rigtige" bog, hvilket nok også er grunden til at tegneserien er delt i flere bind. Historien følger den allerede kendte fortælling, men at se og læse den som tegneserie er en ret fin oplevelse. Jeg nød den i hvert fald meget.

Nu kan jeg så vente i spænding på de næste to bind og på de to bind i "Forestillinger om Støv"-serien, så der er heldigvis nok at se frem til!


Bogen er modtaget i forbindelse med udarbejdelse af lektørudtalelse, men meninger og holdninger er mine egne.

Fakta:
Forlag: Cobolt
Original titel: Á la croisée des mondes (Les Royaumes du Nord: Tome 1)
Udgivet i: 2014 (på fransk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 80
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar