John August; Arlo Finch i fuldmånens sø (Arlo Finch, #2) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]
Bagsidetekst:
Noget er på vej. Arlo er helt sikker på det, og han har forberedt sig gennem flere måneder. Denne gang vil han være klar!
For Arlo Finch og Pine Mountain-troppen er sommerlejren mere end at ro i kaja og tage på vandreture. Det er også en mulighed for at lede efter urgamle skovånder og finde mystiske beskeder i træernes bark. Da Arlo og hans venner støder på spor fra den legendariske Gule Patrulje, afdækker Arlo en utrolig historie, som trækker tråde tilbage til hans egen familie.
Der var noget med "Arlo Finch i flammernes dal", som jeg ikke brød mig om, jeg har svært ved at sige præcist hvad, men ja, den trykkede lidt på en forkert knap. Det gør "Arlo Finch i fuldmånens sø" på ingen måde! Jeg var total opslugt af historien og kunne slet ikke stoppe da jeg først var begyndt. Måtte læse den færdig til sent en søndag aften, fordi jeg bare måtte have slutningen med!
Forfatteren gør virkelig et godt stykke arbejde. Det magiske og mystiske fylder meget i denne og jeg er virkelig fascineret af det. Alt det Arlo og hans venner lærer på sommerlejren og det som Arlo har lært sig selv siden vi slap ham i første bind. Arlo er virkelig vokset, selvom han stadig kun er en dreng, føles han ældre. Måske pga. de ting han har oplevet eller den visdom han har opnået, jeg ved det ikke, men jeg er fan af Arlo.
Handlingen i dette bind føles mere helstøbt end den gjorde i første bind. Der er et bedre flow i historien, dialogen mellem personerne er ikke karikeret, men troværdig og det samme gør sig gældende når det kommer til de følelser som Arlo og hans venner har undervejs i bogen. Der er både usikkerhed, misforståelser, uvenskab, frygt og nysgerrighed. Beskrivelserne af omgivelserne er detaljeret, uden at det bliver for meget og de små kort undervejs hjælper til med forståelsen.
Et mysterie der også bliver afdækket af det om den legendariske Gule Patrulje og jeg må indrømme at det var virkelig godt fundet på. Hele historien er i det hele taget gennemarbejdet og virkelig helstøbt. Jeg er meget mere begejstret for "Arlo Finch i fuldmånens sø" end første bind og jeg håber tredje bind er endnu bedre! Mine forventninger er i hvert fald store. Dette er også sådan en serie der kunne være spændende at se som film - hvis det bliver gjort rigtigt!
Arlo Finch er for alle yngre fantasyfans. Til dem der har læst "De Ualmindelige", "Nevermoor" vil jeg varmt anbefale Arlo!
Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Arlo Finch in the Lake of the Moon
Udgivet i: 2019 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 354
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar