tirsdag den 22. september 2020

Julie M. Day; Af blod og støv [Anmeldereksemplar]

 
Julie M. Day; Af blod og støv (Sagakvartetten, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Yara skal indvies i heksenes kreds, men noget går grueligt galt under ritualet. Zola står til at blive sin stammes overhoved, men hendes landsby bliver brutalt overfaldet af fremmede mænd på jagt efter slaver. Imens fører Philip og Taran en rolig tilværelse i en lille landsby, men snart vender beslutninger truffet i hovedstadens hjerte op og ned på alting. Kongen af Kalos forhandler sig til en aftale med dværgenes konge og sender sin eneste søn, Kronprins Cassius, over Salthavet til en skæbne, han ikke selv har valgt. Imens finder den fordrukne eksløjtnant Rulf et nyt formål med sin eksistens, da han får et tilbud fra kongen selv, som han ikke kan sige nej til ...

Vi har læst denne bog i min bogklub og det er altid dejligt at have nogen at snakke bøgerne igennem med. Den her delte vandene og det gør bare snakken endnu mere spændende.

Lad mig starte med at sige at jeg rigtig godt kunne lide den. Julie formår - ligesom i Trafallas-serien - at skabe et spændende og anderledes fantasy univers. Der er både dværge, magikere, onde troldmænd (eller hvad skurken nu er) og måske også nogle drager! For mig spiller det hele rigtig godt.

Der er ret mange personer at holde styr på. Heldigvis står der ved hvert kapitel hvem vi følger og det hjælper på det. Jeg synes dog - ligesom nogen fra bogklubben - at Philip og Tarans historie var lidt kedelig og måske endda unødvendig, men måske kommer det til at give mere mening i næste bog. I det hele taget føles det som mange små historier, der godt nok er sideløbende med hinanden, men indtil videre har de ikke noget med hinanden at gøre. Forhåbentlig sætter Julie bare scenen og fletter alle personerne sammen senere.

Julie er god til at beskrive de forskellige personer. Der er de tre heksesøstre, der bare forsøger at leve et stille liv - uden at lave for meget larm. Der er Zolamijan (Zola) der, for at slippe for at blive slave, stikker af. Hun passer på sin sårede og retarderede bror. Hun udviser mod og styrke for at passe på ham, men hun samtidig kan hun ikke undgå at få følelser for Bogani - eller hvad? Det er lidt forvirrende hvad hun føler, hvilket nok skyldes deres meget forskellige opvækst og syn på kvinders rolle i samfundet.

En forkælet prins må tage en for holdet (eller tronen), hvilket han bestemt ikke er meget for. Han er forkælet og vant til at gøre hvad der passer ham. En slavejæger med et vansiret ansigt, som jeg egentlig godt kunne lide til at starte med - indtil han viser en ret utiltalende side af sig selv. Jeg hepper dog stadig på ham og kunne godt forestille mig at han bliver en ret central spiller. Og vores skurk? En mystisk magtfuld person, der opererer fra skyggerne og helt klart ikke har rent mel i posen.

Der er ikke sparet på personer og som sagt før, kan det være lidt forvirrende, men jeg kan nu godt lide det alligevel. Det holder læseren på tæerne og tempoet i historien oppe. Sproget er tilpas detaljeret uden at det bliver for langtrukken, og vi får beskrevet flere forskellige områder af samme rige, gennem de forskellige hovedpersoner.

Jeg glæder mig til at se hvad der er i vente for dem alle og som sagt, håber jeg også at deres veje krydses. Det vil gøre historien lidt mere sammenhængende. Det er dansk fantasy som kun Julie kan skrive det og hvis man har læst Trafallas, skal man ikke snyde sig for denne!

Tak til Turbine for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2020
Antal sider: 433
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar