Bagsidetekst:
Da min afdøde mands tvillingebror flytter tilbage til vores lille by, vil jeg allerhelst undgå ham. Alt ved Wes minder mig om den mand, jeg har mistet og det liv, vi havde planlagt. Nu er jeg endelig nået til et sted, hvor jeg har det okay igen. Jeg har et nyt job, søde mennesker omkring mig og en skøn lille datter.
Men jeg er også tiltrukket af Wes. Han forstår min sorg, vrede og skyldfølelse bedre end nogen anden - og jeg forstår hans følelser. Der går ikke længe, før den forståelse forvandler sig til begær, og før begæret ikke er til at styre.
Han siger, at det ikke betyder noget for ham, hvad andre mennesker tænker, og at kærlighed aldrig kan være forkert. Men hvis der er noget, jeg har lært, så er det at kærligheden ikke altid sejrer ...
Eller gør den?
Jeg skulle lige sluge en kamel inden jeg gik i gang med denne fortælling. For jeg synes det var lidt bizart at Hannah kunne forelske sig i sin afdøde mands tvillingebror. Jeg havde nok de samme betænkeligheder som hun selv kæmper med: vil folk omkring synes det er for mærkeligt? Vil de dømme hende for først at have den ene bror og så den anden?
Heldigvis blev mine tanker gjort til skamme da man lærer både Hannah og Wes at kende. For der er mere end bare tiltrækning mellem dem - der er også en forhistorie, som måske kunne have været med til at tingene var endt meget anderledes.
Karaktererne fra de to forrige bøger, "Hvis du var min" og "Da jeg faldt", spiller også en rolle heri, men ikke så stor som jeg havde håbet. Jeg kunne godt lide de karakterer og jeg ville gerne have set mere til dem. Man behøver ikke at have læst "Hvis du var min" og "Da jeg faldt" inden man går i gang med den her, men stemningen fra de forrige bøger går igen og historie om den altopslugende kærlighed, man vil gøre alt for, er den samme.
Som sagt, kæmper Hannah og Wes med både deres følelser for hinanden, men også med tankerne om hvad omverdenen vil sige til deres spirende forhold. Jeg synes deres overvejelser er virkelighedstro og meget plausible. De forhaster sig ikke, men tænker meget over hvordan de skal agere overfor hinanden - især når de er sammen med Wes' familie. Det ender i et par pinlige situationer, men ikke noget der bliver for meget. Jeg kan også godt lide problematikken med Wes' mor, der tager alting meget tungt og som har svært ved at give slip på sine drenge.
Alt i alt er det en god kærlighedshistorie, der er lidt utraditionel. Den er underholdende og jeg var fanget fra første side, selvom jeg godt vidste at det nok skulle ende godt - det gør den slags historier stort set altid. De bump på vejen som de oplever, er ikke blæst ud af proportioner, men føles meget som problemer der kunne opstå i den virkelige verden.
Hvis man er til romantik, skal man hverken snyde sig selv for de to første bøger eller for denne.
Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Flamingo
På dansk ved:
Original titel: From this moment
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 330
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar