Camilla Wandahl; Kloens klippe (Øglejægerne, #1) [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]
Bagsidetekst:
Parasitter har med avanceret teknologi invaderet planet efter planet for at bruge indbyggernes kroppe som værter. Nu er turen kommet til Nærv.
Ærild bor i en menneskeskabt koloni på planeten Nærv. Da hans lillesøster bliver taget af parasitterne, sværger han at hævne hende, men først må han tæmme en flyveøgle for at komme i Astrovåbnet, så han kan få udrejsetilladelse. Sammen med en gruppe unge, der som han selv er øglehybrider, drager han til Kloens Klippe. På rejsen må de kæmpe mod både vilde dyr, naturen og nye sandheder, og snart er Ærild involveret i en langt større sag end sin søsters forsvinden.
Det er altid spændende at tage hul på en ny serie og jeg må sige, at af det jeg har læst af Camilla, lader dette til at være hendes mest ambitiøse værk. Den kan godt virke lidt tung at komme i gang med, men efterhånden som handlingen skrider frem blev jeg mere og mere opslugt af historien. Der er rigtig mange drejninger som jeg ikke havde set komme og det er fedt at blive holdt på stikkerne.
Der er rigtig meget worldbuilding i denne fortælling og det gode er, at Camilla tager sig tiden til at forklare hvordan det hele er skruet sammen, uden at det dog bliver for langtrukket eller kedeligt. Hun formår at holde tempoet højt igennem hele bogen og det gør, at man gerne vil have mere når sidste side er vendt. Især fordi man som læser efterlades med en masse uafklarede spørgsmål.
Det er heller ikke blot en science fiction historie. Det er en samfundskritisk fortælling om hvad der sker når mennesker invaderer og overtager et folkefærd. Når de stærke har magten og misbruger den. Det er en fortælling om familiesammenhold, men også om de hemmeligheder som familiemedlemmer kan have for hinanden. Samtidig er det en fortælling om et venskab der går i stykker på den værst tænkelige måde, og om hvordan man rejser sig fra både forræderi og bedrag.
Jeg kan godt lide "Hunger Games"-følelsen af Ærild og de andres tur til "Kloens klippe". Ikke at de skal slå hinanden ihjel, men det er bestemt ikke dem alle sammen der overlever turen. Denne del af fortællingen er ret barsk og der er ikke lagt fingre imellem, jeg kan huske at jeg sad med en klump i halsen flere gange, om hvorvidt Ærild skulle klare den. Der er flere gange hvor man er i tvivl om han overhovedet overlever.
Samtidig er det fedt at se en hovedperson der kæmper så indæt med sig selv og sine følelser. Selvom Ærild ofte prøver at gøre det rigtige, er det ikke altid det går som han troede. Han forsøger at være god, men kan han være det, når alt han troede på måske viser sig at være løgn? Der er rigtig mange gråzoner og det er med til at gøre historien endnu mere interessant, end hvis det hele bare var sort og hvidt.
Jeg er virkelig spændt på hvordan historien kommer til at udvikle sig i de næste bind. Ingenting er som det ser ud til, og jeg kunne godt frygte at Ærilds kamp kun lige er begyndt. Jeg er i hvert fald klar til at heppe på ham.
Tak til forfatter for at give mig mulighed for at være betalæser samt Gyldendal for bogen.
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2020
Antal sider: 240
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar