Katja L. Berger; Lugnasad [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren. Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie. Velkommen til Lugnasad.
Charlotte drømmer om at se hele verden - lige bortset fra øen Lugnasad. Alligevel befinder hun sig netop dér. Alex drømmer om at finde ro og accept - både i sig selv og andre. Måske vil Lugnasad give ham de svar han mangler. Benjamin drømmer om at høre til et sted - bare én gang i sit liv. Men han har ikke store forhåbninger om at Lugnasad er stedet for ham. Men på Drømmenes Ø kan alt ske. Og alt vil ske.
Jeg har længe fulgt med på Instagram når Katja lagde små spoilere op fra denne bog og jeg synes den lød spændende, så da Katja spurgte om jeg ville anmelde "Lugnasad" var jeg ikke sen til at sige ja tak. Jeg var dog på inden måde forberedt til den intense og ret angstprovokerende historie det var.
I alt er der 30 unge mennesker der bliver sendt til Lugnasad den sommer og vi hører fra tre (fire) af dem. Vi følger storbypigen Charlotte, der udadtil virker som isdronningen, som er lidt en torn i øjet for sine forældre og som ingen rigtige venner har. Vi møder Alex der kæmper med at finde ro i den nye identitet han har påtaget sig og Benjamin, der er et omvandrende leksikon og ikke føler sig hjemme nogen steder. Karakteristisk for alle disse unge mennesker er at de opfylder visse krav. Har visse roller i samfundet. Visse styrker og svagheder. Disse skal blive testet til det yderste.
Som man nok kan regne ud bliver vores tre, fire med Magnus, fortællere, venner og sammen begynder de at opdage ting ved øen, der ikke er helt normale. Lyde af grene der knækker, mystiske væsner i skoven om natten og da de andre unge begynder at blive sendt hjem en efter en, bliver de for alvor mistænksomme.
Men gode råd er dyre. De er på en ø, langt fra alt og alle. Uden mobilsignal og mulighed for at komme i land. De må sætte deres lid til deres stærke sider, fx Charlotte, der selvom hun er kold udadtil, har et hjerte af guld og er mere modig end hun måske selv vil indrømme, men også deres svagheder, fx at Benjamin ikke kan finde en logisk forklaring på det de oplever, men må søge de mere utraditionelle svar. Da de for alvor beslutter sig for at undersøge hvad der er galt med øen, kan det vise sig at have fatale følger ...
Jeg ved ikke helt hvilken label jeg skal sætte på denne fortælling. Det er både fantasy, en smule horror og en kærlighedshistorie. Da jeg først var kommet godt ind i historien havde jeg meget svært ved at slippe den igen. Den er fortalt i forholdsvis korte kapitler, som skifter mellem de tre hovedpersoner. Vi lærer dem rigtig godt at kende, deres familieliv og tanker om dem selv og de andre på øen. Handlingen udspiller sig over 10 dage - og hvilke 10 dage! Der er ikke sparet på drama og action, i og med de har så meget de skal nå at få afklaret, men jeg synes ikke det føles forjaget på noget tidspunkt.
Der er heller ikke sparet på beskrivelser af øen, stemningen, indtrykkene osv., og jeg kunne sagtens se øen for mit indre blik mens jeg læste. Jeg kunne i hvert fald nemt mærke gåsehuden over armene og knuden i maven over de ting de fire venner oplever. Det er ikke som sådan klamt, mere foruroligende og nervepirrende. Som en sitren mellem skulderbladene man ikke helt kan komme til at klø.
Det er første gang jeg læser noget af denne forfatter, og jeg må virkelig sige at jeg er imponeret. Dette værk ligner ikke noget jeg tidligere har stødt på. Den er spændende, velskrevet, intens, nervepirrende og i den grad værd at læse!
Tak til Tellerup og Katja for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2020
Antal sider: 384
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar