lørdag den 31. oktober 2020

Laura Steven; Overhovedet ikke okay [Anmeldereksemplar]

Laura Steven; Overhovedet ikke okay [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Izzy O'Neill
Spirende komiker
Fattig forældreløs
Verdensklasseluder - tilsyneladende ...

Det er i hvert fald, hvad skolerygterne siger. Hun forsøger at grine ad det, for ingen skal bestemme, hvem og hvad hun er. Men da der pludselig florerer nøgenbilleder af hende og en politikers søn, bliver hendes liv centrum for en landsdækkende slutshamingskampagne.

Izzy har aldrig skammet sig over sig selv før, og hun nægter at begynde på det nu. Men det kræver alt, hvad hun har i sig, at holde hovedet højt. Og undervejs opdager hun noget:
Den måde, verden behandler teenagepiger på, er ikke okay. Den er overhovedet ikke okay.

Jeg vil gerne indrømme at jeg til at starte med havde det lidt stramt med den her bog. Ikke fordi der er noget i vejen med historien som sådan, men den var underlig at læse. Izzy beskriver sin historie gennem blogopslag, hvor hun forklarer hvad der er hændt, samtidig med at hun snakker til læseren. Sådan noget har jeg det lidt ambivalent med. Nogle gange fungerer det, andre gange ikke. Jeg skulle lige vænne mig til det i den her, men jeg blev aldrig helt gode venner med det.

At historien er fortalt gennem blogindlæg er også lidt underligt. Især fordi jeg flere gange har svært ved at se hvornår Izzy rent faktisk skrive disse indlæg. Det virker lidt søgt på en måde. For mig ville det have fungeret bedre, hvis det bare var skrevet som en "almindelig" historie - hvis det giver mening. 

Den første halvdel af bogen er også lidt kedelig. Izzy går i skole, hænger ud med vennerne, Ajita og Danny, skriver satire eller hygger sig med sin bedstemor. Izzys forældre er døde og hun bruger humoren for at dække over det forældreformede hul hun har i sit hjerte. Ajita og Danny er hendes bedste venner og jeg er vild med deres interne humor - den minder lidt om min far. 

Så begynder historien heldigvis at tage fart og jeg må indrømme, at jeg blev meget grebet af den. Izzy bliver udsat for hævnporno. En hjemmeside dukker op som udstiller hende som luder. Izzy føler det som om hele verden vender sig imod hende. Hun ved ikke hvem hun kan stole på - hverken sig selv eller sine venner. Samtidig er hun godt gammeldags gal i skralden. For hvorfor skal hun hænges ud? Hvorfor er det pigen der er en luder, hvis hun er sammen med to på en aften? Hvis det var en dreng, ville have få high fives og blive rost. Izzy synes der er noget helt galt med det syn - og jeg kan ikke være mere enig! 

 "Som kvinde er det pest eller kolera. Du er en sæk, hvis du sender nøgenbilleder,
du er en snerpe hvis du ikke gør. En luder, hvis du vil have sex,
og en frigid kost, hvis du ikke vil.
Bitchy, hvis du forsvarer dig, og underdanig, hvis du lader være." (citat s. 324)

Jeg mindes også at det var sådan dengang jeg var ung og gik meget til fester. Pigerne der kyssede med mange på en aften, var med det samme stemplet som dårligt selskab, mens drengene der gjorde det, var de seje. Hvorfor, om jeg må spørge? Piger har da ligeså meget ret til at udfolde sig, som drenge har. 

Netop denne opsang og kampgejst gjorde den sidste halvdel af bogen meget bedre end den første. Den viser nemlig hvor forskruet kvindesynet er. Hvordan det er pigerne der lokker de gode drenge i fordærv, dem der ikke kan holde sig på måtten og dem der må lide mest. Derfor får bogen 5 stjerner - for den debat er vigtig at tage. Det var den for 15 år siden og desværre stadigvæk. Mon også den stadig er det om 15 år?

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: The Exact Opposite of Okay
På dansk ved: Ane Lauenblad
Udgivet: 2018 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 350
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar