mandag den 29. august 2016

Cheryl Strayed; Wild

Cheryl Strayed; Wild

Bagsidetekst:
Cheryl Strayed var 22, da hun mistede alt. Hendes mor døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, familien spredtes for alle vinde, hun droppede ud af college, begyndte at tage heroin ... Fire år senere havde hun nået bunden og tog en impulsiv beslutning: Alene begav hun sig ud på den 4000 km lange vandrerute Pacific Crest Trail, der går fra Californien til Canada.

Først da den unge kvinde står i vildmarken, med en rygsæk der er så tung at hun ikke kan løfte den, går det op for hende hvad hun har indlagt sig på. Hun er ved at vende om, men trodser sin frygt og begynder at gå! Her i den rå natur med klapperslanger, bjørne, pumaer og ekstremt vejr bliver hun konfronteret med sig selv på godt og ondt. Mens hun tilbagelægger kilometer efter kilometer, lader hun i sit indre sit eget splintrede liv passere revu. Langsomt finder hun tilbage til den person hun engang var, og hendes historie samler sig i et nyt og sandere billede.

Jeg har længe villet læse denne bog i lang tid, og nu blev den valgt i min læsekreds og muligheden var der.

Jeg havde forventet en rå beskrivelse af hvor hårdt det var at gå, hvor smuk naturen var, hvordan Cheryl fandt sig selv, hvordan hun tilgav sig selv og fandt en indre ro. Jeg fik det og meget mere. For da Cheryls mor dør, dør Cheryl på en måde også. Hun kan slet ikke fungere og er helt nede og skrabe bunden hvor hun starter med at tage heroin.

Da hun ser en guidebog om Stillehavsruten, kan hun ikke slippe tanken om at det er noget hun må gøre. Den er flere gange ved at slå hende ihjel. Hun bliver presset til det alleryderste af hvad hun kan klare. Hun tørster. Hun sulter. Hun står overfor både folk der vil hjælpe og folk der vil hende ondt. Men Cheryl klarer det. Hun når til Gudernes Bro. Hel på en ny måde, dog med fysiske tegn på at turen har været hård.

Jeg var meget rørt over ærligheden i denne fortælling. Der er ikke lagt skjult på at Cheryl er skræmt fra vid og sans flere gange, også selvom hun bliver ved med at sige at hun ikke er bange. Jeg måtte slå flere af stederne der er nævnt op på nettet og jeg blev forbløffet over den fantastiske smukke natur Cheryl begiver sig igennem. Især Crater Lake tog pusten fra mig.

Det er en smuk og rå fortælling om at fare vild - både fysisk og indeni - og om at finde sin egen vej og sig selv igen. Og nu har jeg læst min anden biografi - yay, mig!

Fakta:
Forlag: C&K Forlag
Original titel: Wild. From lost to found on the Pacific Crest Trail.
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2013 (på dansk)
Antal sider: 354
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar