mandag den 11. september 2017

Søren B. Kristensen; Studietur på afveje [Sponsoreret]

Søren B. Kristensen; Studietur på afveje [Sponsoreret indlæg af Lindhardt & Ringhof]

Bagsidetekst:
8. klasse skal på studietur til Grækenland, men fem af eleverne og deres historielærer når aldrig frem. I stedet havner de i ørkenlandet Marogyptens livlige hovedstad, hvor læreren sender dem ud på et orienteringsløb, de aldrig glemmer.

Kærlighed og jalousi spirer iblandt teenagerne, alt imens de forsøger af finde hoved og hale i, om den oldtidsskat, de jagter, er ægte. Andre vil dog også have fingrene i den skjulte skat, og eleverne bliver hurtigt midtpunkt for hektiske begivenheder, der sætter det gamle kongerige på den anden ende.

Lad dig ikke narre af forsiden, der, efter min mening, kunne være bedre. Jo, tingene på forsiden spiller en vigtig rolle i bogen, men det ligner noget jeg kunne have lavet i folkeskolen - undskyld. Når det så er sagt, så indeholder bogen meget mere end pyramider og kamler.

Der skabes mystik og spænding allerede fra de første sider, hvor de kære skolekammerater kommer på afveje med deres lærer - som spiller uvidende, men har mere med sagen at gøre end han lader sine elever tro. Det har faktisk krævet meget arbejde af ham, og selvom han irriterede mig grænseløst, så har hans mani en højere mening. De stakkels uvidende elever bliver slæbt rundt i Marogypten, som minder meget om Egypten - hvilket nok også er meningen. Der er i hvert fald mange lighedstegn ved de to lande. Da deres lærer pludselig forsvinder, står de alene og med et mysterie som de kun kan løse i fællesskab.

Eleverne skal lære at samarbejde og undervejs lærer de også en ting eller to om sig selv. Fx at udseende og popularitet ikke er alt. At selv klassens klovn kan være kærestemateriale. At man skal lære at tilgive og indse at nogle forhold bare ikke skulle holde. At det kræver både boglig snilde og hurtige reflekser at redde en historielære og finde en skjult skat.

Historien er skrevet i et nemt og forståeligt sprog, nogle steder bliver det dog for meget talesprog, og andre ting bliver gentaget mange gange. Hvis du er til hæsblæsende tempo, venskaber der bliver testet, kærlighed der spirer og en skjult skat, kan denne bog varmt anbefales. Vær dog opmærksom på at det hele ikke er særlig højtideligt og det kan til være lidt for plat og lidt for langt ude. Det fungerer dog alligevel rigtig fint sammen - jeg var underholdt, men det er ikke en historie der krøb under huden på mig.

Tak til Lindhardt & Ringhof for e-bogen (bogen på billedet er lånt på biblioteket)


Fakta:
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet i: 2017
Antal sider: 307
4 ud af 5 stjerner