tirsdag den 4. november 2014
Mette Bundgaard Laursen; Caldera-serien
Mette Bundgaard Laursen; Caldera-serien
Profetiens kald
Da 17-årige Kate møder Noah første gang, ved hun ikke, at han er en prins fra en fremmed galakse. Hun ved heller ikke, at et orakel har udpeget lige netop hende som Noahs udkårne, der skal følge med ham hjem til Caldera for at bekæmpe den onde Naphal.
Faktisk er Noah ikke lige Kates kop te, hvis hun skal være helt ærlig, og Noah må snart indse, at hans opgave om at hvide Kates hjerte er langt sværere, end han havde regnet med.
I første bind i denne serie bliver vi introduceret for Kate der går i 2.g. i gymnasiet. Efter sommerferien skal der starte en ny fyr, Noah, som er under dækhistorie af at være udvekslingsstudent fra England. Efter mange måneders kamp lykkedes det Noah at få Kate til at forelske sig i ham og de bliver kærester. Spørgsmålet er så om Kate kan kapere hans sande historie - selvom hun er vild med sci-fi er det ikke sikkert at hun er vild med selv at leve i det.
De bliver dog enige om at hun skal besøge hans "hjem" i fire uger i sommerferien, mens hun går under dækhistorie af at været på rundtur i Europa med Noah.
Skyggernes spil
Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er.
Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.
I andet bind er Noah og Kate ankommet til den planet hvor kongefamilien lever i skjul for Naphal. Kate påbegynder sin træning, men det er alt andet end lige til. Hun er for at sige det, ret dårlig til det. Hun er overbevidst om at det ikke er sådan hun skal skabe fred i galaksen. En dag, da hun er blevet sur og løbet fra træningen, bliver byen overfaldet af Naphal, hans mænd og deres Skygger (et fænomen der får folk til at få mareridt og bryde grædende sammen). Kate bliver fanget af en skygge, men reddet af Noah ... måske?
Herefter kommer Naphal med et forslag - han vil forlade hovedstaden, hvis Kate vil bo hos ham i 4 måneder. Kate for forhandlet det ned til 4 uger, men siger så også ja i den overbevisning at hun nu kan forsøge at overtale Naphal til at opgive sit oprør. Hun finder dog hurtigt ud af at Naphal måske ikke er så slem endda og at han gemmer på en hemmelighed der vil ændre det hele.
Kate tager også en stor beslutning ang. hendes forhold til Noah, da hun har svært ved at se at han virkelig elsker hende for den hun er, og ikke kun fordi hun er med i hans profeti.
Skæbnens valg
Tilbage på jorden er Kate fast besluttet på at leve sit eget liv frem for at leve efter Noahs profeti. Men det er svært for hende at komme videre, når hendes tanker bliver ved med at vende tilbage til Caldera.
Hun er dog helt sikker på, at hun ikke vil vende tilbage til galaksen sammen med Noah - lige indtil han giver hende et tilbud, hun ikke kan afslå.
Kate har nu gået et helt år og ventet, ventet på at komme tilbage til Caldera og se sin elskede igen. Da Noah dukker op, er hun dog ikke så begejstret, især fordi han stadig ikke har forstået at hun aldrig vil gifte sig med ham. Da han kommer med det forslag at hun igen skal "lejes" ud til Naphal for at få en planet fri, siger hun dog ja. For hvordan skal hun ellers kommer til at se ham igen?
Gensynet er dog langt fra glædeligt - der går et par dage før hun kommer frem til sandheden om Naphals kolde modtagelse og herefter lægger de planer. Kate overtaler Naphal til at hun bliver nødt til at tage tilbage til Noah og forklare ham det hele, Naphal siger ja, selvom han ikke bryder sig om planen - og det med god grund! For Noah er stadig opsat på at det skal være ham og Kate, koste hvad det vil, om så han skal tvinge hende! Da Naphal bliver taget til fange, må Kate træffe et svært valg - for hvordan skal hun redde ham hun elsker og samtidig slippe for at blive gift med Noah?
Jeg ved ikke helt hvad skulle forvente af denne serie, men jeg synes forsiderne var flotte og de lød spændende. Jeg vil ærlig talt sige, de nåede aldrig at blive helt vildt spændende, mest fordi der bliver brugt rigtig meget tid på hvilken af de to fyre Kate nu skal vælge - hun har virkelig nogle diskussioner med sig selv om hvad hun skal gøre, og det fylder en hel del i bøgerne. Selve universet er rigtig godt bygget op, synes jeg. Der er mange forskellige planeter, med forskellige folkefærd og dem synes jeg der er godt meget ud af, hvilket virker godt og giver bogen en god dybde. Samtidig er der gjort meget ud af at vise forskellen på de to fyre, hvilket også gør at man, som læser, virkelig forstår hvor forskellige de er - selvom de på et meget væsentligt punkt, ligner hinanden som brødre...
Jeg sad flere gange og havde lyst til at slå Noah i hovedet med bogen, for han er godt nok ikke nem at danse med, jeg kan godt forstå at Kate er frustreret overham. Naphal har lidt samme problem, men ikke i samme grad, hans største plus er helt sikkert hans humor - hvilket også betyder meget for Kate, da Noah ikke forstår sarkasme og Kate elsker sarkasme!
Jeg har ikke fortrudt at jeg har læst bøgerne, jeg ville bare ønske at jeg sad tilbage med en mere YES-agtig følelse. De vil sikkert passe fint til aldersgruppen 13-16 år, men må nok indse at lige dem her, er jeg for gammel til.
Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2014
Antal sider: Profetiens kald, 295 sider, Skyggernes spil, 293, Skæbnens spil, 293
Genre: Sci-fi, fantasy
Målgruppe: 13-16 år
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar