mandag den 24. november 2014

Carina Evytt; Den Fredløse


Carina Evytt; Den Fredløse

Når historien bliver eviggyldig, bliver sted og tid ligegyldig.

Storbondens datter, Anna, og den unge tater, Rham, har begge svært ved at affinde sig med de forventninger som omgivelserne stiller til dem. Anna vil ikke giftes og have børn, og Rham vil ikke underkaste sig autoriteterne.

Et moderløst enhjørningeføl knytter bånd mellem dem, og på tværs af race og klasseskel oplever de for første gang forståelse og accept.

Samtidig kommer en veltalende politiker til magten ved at sprede had og frygt blandt sine tilhængere med beskrivelser af taterne som tyve, mordere og hekse, som skal holdes nede med hård hånd. Dette bringer Rham i problemer med myndighederne, og Anna i problemer med naboerne da hun vælger at tage afstand til fremmedhadet.

Snart må de begge indse at selv en drøm har sin pris, og deres forhold får så vidtrækkende konsekvenser at det trækker spor, ikke kun i Anna og Rhams liv, men i hele landsdelen det følgende årti.

Anna er lidt sær. Hun holder sig for sig selv, og er ikke opsat på at blive kvinde og gift, ligesom sin storesøster. Rham er også lidt sær. Han er utrolig god til heste, men ikke så meget fysisk arbejde, som sin storebror. Rham og de tater han følges med, har sommerarbejde på Annas fars gård. Rham kan godt lide Anna, han finder hende fascinerende fordi hun ikke er som alle andre. Da Annas far og brødre, opdager en enhjørning der er skudt og har fået hornet skåret af, tager Anna det forældreløs føl til sig. Rham rådgiver hende om hvordan hun skal håndtere det og der opstår en fælles forståelse mellem Anna og Rham.

En nat i skoven, får konsekvenser, da Rham ikke bliver tilladt at komme tilbage til gården af sin bror. Anna savner ham.

Der går flere år inden de skal gense hinanden og på det tidspunkt er de to meget vidt forskellige steder i livet. Anna er blevet kvinde og det forventes at hun snart skal gifte sig. Rham er blevet alkoholiker, arbejdsløs og udstødt. De mødes og dette møde kommer til at skabe deres fremtid på måder som de ikke kan forudse. De er nemlig ikke alene i skoven omkring gården, hvor de mødes hver aften/nat i flere dage. Der er en der holder øje med dem og lægger planer...

Der går flere år, og nu er det ikke kun Rham der har ar på sjælen. Anna har også haft det hårdt og har svært ved at finde sin plads i verden, samtidig er Rham nu blevet en eftersøgt mand og kan ikke finde hvile og fred nogen steder. Enhjørningen, som nu er voksen, er stadig en fast del af deres liv og kan finde dem hvor end de befinder sig.

Anna bliver nu gift med greven, men ligesom hende selv, har greven hemmeligheder. For selvom der er gået mange år, er Annas kærlighed til Rham ikke forsvundet. Da det endelig lykkedes dem at finde sammen, om end det kun er for en enkelt nat, opdager hun sandheden om sin ægtemand, som igennem flere år har brudt deres ægteskabsløfter. Men de er dog på ingen måde sikre, for Rham er stadig jaget vildt og nu er de også efter enhjørningerne. Kan kærligheden sejre?


"Den Fredløse" er en utrolig smuk (også på omslaget) bog. Selvom den er lang (633 sider), synes jeg ikke at den føles lang. Du får et utrolig godt kendskab til hovedpersonerne Anna og Rham og du føler næsten at det er dine venner, som du har kendt i mange år. Samtidig bliver det samfundet som historien finder sted i, godt ridset op, og vi, som læser, får virkelig en god forståelse af hvordan det hænger sammen. Hvordan bønderne er afhængige af taterne om sommeren, men også hvordan mange ser dem som parasitter, snyltere, tyve og det der er værre. Det er den udvikling der tager fart da en ny rådmand kommer til posten og den udvikling som Anna er så stærk modstander af.

Bogen er ikke kun en samfunds kritisk historie om klasseskel, magtmisbrug, tortur, men også en utrolig smuk kærlighedshistorie. Jeg har næsten lyst til at sige episk kærlighedshistorie, for det er virkelig en kærlighed, der, selvom den har trange kår, vokser sig større og stærkere og kan overleve hvad som helst. Kærligheden mellem Anna og Rham er den der til sidst, i mere eller mindre bogstavelig forstand, sætter dem begge to fri. Jeg vil ikke skrive mere om det, for det vil afsløre for meget af handlingen.

Det er, som skrevet før, en utrolig smuk bog. Jeg blev hørt over kærligheden, venskabet med enhjørningen og de tætte familieforhold, der opstår, også på tværs af klasseskel. En virkelig skøn læseoplevelse og det er helt klart ikke sidste gang jeg vil læse noget af Carina Evytt!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2014
Antal sider: 633
5 ud af 5 stjerner

3 kommentarer:

  1. Kunne ikke være mere enig!! Og nej, den føles slet ikke lang! Dejligt forfriskende med enhjørninge i en historie:)

    SvarSlet
  2. Nu glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med at læse den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du også trygt gøre! man flyver rimeligt nemt igennem den, og den emmer af kærlighed og trang til frihed:D

      Slet