Becca Fitzpatrick; Sort is
Bagsidetekst:
Britt og veninden Korbie er kørt afsted mod Teton-bjergene for at vandre, da de pludselig bliver overrasket af en voldsom snestorm. Efter timers udmattende vandring finder de endelig en beboet hytte, hvor de søger tilflugt. Men hvem er de to unge mænd, som opholder sig i hytten? Og har de noget at gøre med de seneste mord på tre unge piger? Snart begynder pigerne at føle sig utrygge, og uhyggen breder sig ...
Britt har forberedt denne tur i flere måneder. I stedet for at tage et varmt sted hen og slappe af, har hun overtalt sin bedste veninde, rigmandsdatteren Korbie, til at tage på vandretur ved familiens hytte i Teton-bjergene. Nu er dagen endelig kommet hvor de skal afsted, men Britts gode humør bliver ødelagt da hun finder ud af at Korbies storebror, Calvin, skal med. Britt har forsøgt ikke at tænke på ham i 8 måneder - for det er 8 måneder siden han knuste hendes hjerte ved at slå op med hende.
Britt forsøger at vende det til noget positivt, nu har hun chancen for at vise Calvin at hun har ændret sig, at hun kan tage vare på sig selv og klare sig i naturen, men hende og Korbie når slet ikke frem til hytten, før et voldsomt snevejr afskærer dem vejen. Britt får Korbie med ud i vejret og sammen trasker de afsted, indtil de kommer til en hytte.
Britt bliver overrasket over hvem de finder i hytten, og stemningen går hurtigt fra akavet til anspændt, da pigerne indser at de langt fra er i sikkerhed som de troede de var. Pludselig bliver Britts overtalelses- og overlevelsesevner sat på en hård prøve - for hun bliver nødt til at passe på Korbie, samtidig med at hun skal regne ud hvordan de slipper ud med livet i behold.
4 kolde, snefyldte og voldsomme dage venter Britt og gang på gang bliver hun testet, ikke kun fysisk, men bestemt også psykisk. For snart må Britt indse at ingenting er som hun troede og hvem kan hun så stole på?
Jeg var vild med Becca Fitzpatricks fantasyserie "Hush Hush", så da jeg så at hun havde skrevet endnu en bog, vidste jeg at jeg måtte læse den - og den skuffer på ingen måde!
Det er en virkelig spændende ungdomsthriller, der får læseren helt ud på det yderste af stolekanten. Selvom bogen er på over 500 sider føles den på ingen måde langtrukken og når først man er kommet i gang er den umulig at lægge fra sig. Især da vi nærmer os slutningen og handlingen spidser til, vender siderne sig selv og du må bare have mere!
Som læser bliver vi introduceret til nogle meget forskellige personligheder; drengen der så gerne vil gøre sin far stolt, pigen der får alt serveret på et sølvfad, pigen der er så dybt afhængig af mændene i sit liv at hun har svært ved at gøre noget selvstændigt, drengen der er forblændet af hævn og sorg og drengen med den sorte cowboyhat. Især Britt og en af fyrenes udvikling er tydeligt beskrevet og det er virkelig fedt at læse om deres inderste kampe, mens de skal kæmpe mod de ydre prøvelser, som kulde, forfrysninger og bjørne.
Jeg vil anbefale den til alle der er vilde med ungdomsbøger der kommer under huden på en. Det er en tragisk historie om et ødelagt barn, en fortælling om at man kan overleve, når bare man tror på sig selv og ikke giver op. Samtidig er det en fantastisk historie om kærlighed der spirer selv i den mest utænkelige situation.
Tak til Tellerup for bogen!
Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Black Ice
Udgivet i: 2014 (på dansk) og 2015 (på engelsk)
Antal sider: 540
5 ud af 5 stjerner
Så blev jeg færdig - og jeg er enig med dig - dog havde jeg regnet plottet ud lidt for hurtigt - men til trods for det nød jeg hver en side!
SvarSlet