Clélie Avit: Jeg er her stadig
Bagsidetekst:
Elsa har i flere måneder ligget i koma på hospitalet efter en skiulykke. Lægerne er ikke optimistiske. Hun kan høre alt, hvad der bliver sagt, men hendes lammede krop kan ikke reagere.
Thibault, som er bror til en anden patient, forvilder sig en dag ind på Elsas stue, hvor han tager et tiltrængt hvil. Umærkeligt begynder en dialog mellem Elsa og Thibault, en samtale uden ord, der vækker stærke følelser.
Kan kærlighed påvirke sanserne? I så fald er tiden knap, for lægerne og familien har givet op og påtænker at frakoble Elsa de livsnødvendige maskiner. Kun Thibault tror stadig på mirakler.
Elsa er gletsjerkortlægger og lever og ånder for sin tid på isen. Hendes familie er ikke begejstrede for hendes livsstil, men de kender hende godt nok til at vide at hun ikke bare sådan lige kan holde op. En dag går det dog grueligt galt og Elsa ender begravet under en lavine. Hun ender i koma. Et koma hun nu har ligget i, i flere måneder uden det mindste tegn på bedring. Hendes familie og læger er ved at opgive håbet.
Thibault nægter at besøge sin lillebror, der ligger et par stuer væk fra Elsas på hospitalet. Han har, ifølge Thibault, gjort noget utilgiveligt. Thibault kører dog troligt sin mor til hospitalet et par gange om ugen og en dag forvilder han sig ind på Elsas stue i stedet for ned af trappen. Først er han bange for at få skæld ud, men da han opdager at Elsa ligger i koma, beslutter han sig for at blive. Thibault falder i søvn på stuen, den bedste søvn han har fået længe og snart finder han sig selv på Elsas stue flere gange om ugen.
Elsa hører ham og efterhånden som besøgende bliver oftere og oftere, ønsker hun mere og mere at vågne og se ham. Men tiden er knap og da endnu en tragedie ryster Thibaults tilværelse, lukker han alt ude, deriblandt Elsa og da denne fejl går op for ham, er tiden tæt på at løbe ud ...
"Jeg er her stadig" er en smuk fortælling om tilgivelse, om håb, om at tro på mirakler og om kærlighed. Historien er følelsesladet og, selvom den ikke er lang, er den alligevel på sin egen måde storslået og helt igennem fantastisk.
Elsas indre kamp er velskrevet og som læser føler hendes frustrationer og kamp for blot at åbne øjnene. Vi følger Thibaults udvikling, fra hans første møde med Elsa til den forelskelse der spire frem og håbet om, at hun en dag vågner, så han kan leve sammen med hende.
Tak til Lovebooks for bogen!
Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: Je suis lá
Udgivet i: 2015 (på fransk og dansk)
Antal sider: 156 (e-bog)
5 ud af 5 stjerner
Er lige gået i gang med denne bog, og det tegner godt :) den lyder bare så god! :)
SvarSlet