Jenny Han; Hvis bare du var min
Bagsidetekst:
Lara Jean har aldrig indrømmet det, når hun var forelsket i en dreng. Det ville jo alligevel ikke blive til noget. I stedet har hun skrevet et kærlighedsbrev til hver enkelt, hvori hun har fortalt om sine følelser - og derefter har hun lukket brevet og gemt det i sin hatteæske og aldrig gjort mere ved sagen. Brevet er lukket og forelskelsen ude af verden. Men en dag opdager Lara Jean, at hendes hemmelige breve på en eller anden måde er sluppet ud i verden, hvilket får hver af hendes tidligere forelskelser til at konfrontere hende med, hvad i al verden der foregår, og hvad de breve skal betyde. Der er blandet andet hendes første kys, drengen fra sommerlejren og endda hendes søsters ekskæreste, Josh. Men efterhånden som Lara Jean arbejder sig igennem de pinlige og akavede spørgsmål, finder hun ud af, at der måske også kan komme noget godt ud af brevene. Trods alt.
Lara Jean har været forelsket fem gange, i fem meget forskellige fyre, men ingen af gangene er det blevet til noget. Hun har skrevet et kærlighedsbrev til dem, forseglet det og lagt det i sin hatteæske - og så er forelskelsen slut.
Lara Jean bor sammen med sine to søskende og far - moren er død for år tilbage, så det er den ældste søster der sørger for alt det praktiske. En rolle som Lara Jean nu skal overtage, da søsteren tager til Scotland for at studere. Først slår hun dog op med kæresten, Josh, som alle i familien ellers er så glade for - heriblandt også Lara Jean. Hun var faktisk forelsket i Josh før han blev søsterens kæreste - derfor er der også et brev til Josh i Lara Jeans hatteæske.
En dag bliver hun konfronteret af Peter K. i skolen. Peter var Lara Jeans første kys og også en af de fem drenge der har fået et kærlighedsbrev. Nu er problemet blot at brevene rent faktisk er blevet sendt og Peter derfor har modtaget brevet. Det samme har Josh. Pludselig er Lara Jean blevet hvirvlet ind i historier og løgne som hun har svært ved at holde styr på. Samtidig må hun kigge indad og finde ud af hvad hun føler nu - for både Josh og Peter begynder at vise interesse i hende - men er det nu også oprigtigt eller spil for galleriet?
"Hvis du bare var min" er en rigtig sød tøsehistorie med en masse lyserøde fluffy følelser - til tider er det dog lige i overkanten. Som læser regner vi hurtigt pointen ud, men det gør ikke noget, for selvom bogen er lyserød og fyldt med kærlighed, er det en god historie. Vi følger Lara Jean der bringer sig selv i pinlige situationer, fordi hun er uerfaren og ikke vant til at sætte ord på sine følelser - det er underholdende læsning, og selvom det er pinligt er det aldrig for meget.
Det er ikke kun kærlighed denne historie handler om. Den handler også om tab og om hvad der sker med en familie når hverdagen bliver vendt på hovedet. Ydermere handler den om at finde sig selv og turde tage chancer, at leve livet og ikke bare lade det fare forbi så man går glip af det hele. Historien handler også om at lære at sætte ord på følelser og tanker, også selvom det kan være svært og grænseoverskridende.
Læs den hvis du trænger til at sidde med et smil på læben og blive varm om hjertet!
Tak til Lovebooks for e-bogen!
Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: To All the Boys I've Loved Before
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 301
4 ud af 5 stjerner
Læst som e-bog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar