mandag den 11. januar 2016

Jennifer Echols; Over stregen

Jennifer Echols; Over stregen

Bagsidetekst:
Det eneste 17-årige Meg ønsker sig er at komme væk ... Væk fra den lille soveby og væk fra forældrenes kvælende hverdag. For at slå ventetiden ihjel indtil hun kan begynde på universitetet, lever hun det vilde natteliv. Men en sen aften går det galt. En druktur udvikler sig til en farlig leg på en jernbanebro, og hun ender med at blive anholdt. Meg står nu med valget mellem en fængselsdom, der vil ødelægge alle hendes fremtidsplaner, eller et tvivlsomt alternativ der måske kan redde hende ...

Meg er en rastløs teenager der mest af alt drømmer om at komme væk fra sin fødeby. Hun fester derfor med de forkerte typer, har sex med de slemme drenge og forsøger så vidt muligt at skabe sig selv et ikke særlig godt ry. Alt dette for at slå ventetiden ihjel indtil hun kan komme væk.

En aften går det dog galt. Meg og vennerne bliver anholdt og for at slippe for at komme i fængsel, indvilliger hun i at køre rundt med betjent John Efter i en hel uge - vel og mærke den uge hvor de skulle have været på spring break ferie, som Meg havde glædet sig til.

I starten af ugen er der ikke meget forståelse mellem Meg og John, men efterhånden som de lærer hinanden at kende opstår der en form for samhørighed mellem dem - noget der skræmmer Meg, for hun er ikke god til planer, følelser eller i det hele taget at være afhængig af andre. Som deres forståelse for hinanden vokser begynder fortiden dog at kaste lange skygger ind i nutiden og snart må både Meg og John se fortiden i øjnene for at have chancen for at komme videre, men er det toget så kørt?


Jeg fik øje på denne bog til Bogforum - jeg havde ikke hørt om den før, men forsiden fangede mig - og bare rolig, det blå hår spiller rent faktisk en rolle i historien, det er ikke bare for sjov.

Selvom historien ikke er noget sprogligt stort mesterværk, så er den alligevel nærværende, spændende og fyldt med tabuer der skal diskuteres. Både Meg og John har været ude for forfærdelige oplevelser, der stadig sidder i dem, så mange år efter. Oplevelser som de bliver nødt til at give slip på for at kunne komme videre med deres liv. Vi som læser er vidne til hvor vigtigt det er at acceptere de ting der er sket for at komme videre.

Den handler også om at turde stole på andre mennesker, at lukke dem ind i ens aller helligste - ens hjerte. Den handler om tilgivelse og kærlighed og ikke mindst om at finde sig selv.

Tak til Tellerup for bogen!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Going too far
Udgivet i: 2009 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 309
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar