fredag den 16. februar 2018

Benni Bødker; Krystalskibet [Sponsoreret]

Benni Bødker; Krystalskibet [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Kajsa er byens bedste klatretyv. Hun bor i den druknede by, hvor alle huse og gader er oversvømmede. Heldigvis har hendes bedste ven Isak en ramponeret undervandsbåd, som de drømmer om at reparere og sejle langt væk i sammen. Men en dag stjæler Kajsa nogle værdifulde krystaller, og pludselig har hun og Isak byens mest frygtede forbryder efter sig ...

Benni Bødkers fantastiske og levende skrivestil passer så godt sammen med Rasmus Bregnhøis dystre og stemningsfulde sort/hvide illustrationer i denne fantasy/dystopi/steam punk-agtige fortælling der både er for de store og små.

Det er en historie om en verden der er druknet af massive vandmasser og om hvad man må gøre for at overleve. Kajsa har kæmpet for overlevelse og sammen med Isak klarer hun sig egentlig meget godt, men det er stadig en kamp at få mad på bordet og holde deres ubåd flydende (eller dykkende?). Selvom det med at jorden er oversvømmet ikke er nogen ny ide - "Kloden under vand" af Ida-Marie Rendtorff eller "Valentina" af Kevin McDermott - så er det her alligevel forfriskende og spændende læsning. For selvom det hele lugter af en fremtidsfortælling, er det samtidig steam punked med de mekaniske opfindelser og hjælpemiddel de har. Jeg elsker steam punk! Jeg synes det er en alt for undervurderet genre og ville ønske der var mere af det på dansk.

Samtidig er det en historie om venskab, loyalitet og om at forsøge at overleve i en dyster verden, der, hvis man ikke er stærk nok, vil æde en rå. Selvom Kajsa og Isak har deres uenigheder, finder de ud af det og løser problemerne på en pragmatisk måde - også selvom det indebærer at holde ting skjult for hinanden. Man skal ikke nødvendigvis være den stærkeste for at overleve, men den klogeste og smarteste. Den der kan tænke ud af boksen og tør tage chancer.

Jeg kan rigtig godt lide skrivestilen, der både er meget beskrivende og levende. Jeg kan sagtens se Londons gader for mig - også selvom de er under vand. Jeg kan mærke hvor desperat Kajsa er, da hun er ved at drukne og hvor dejligt et varmt bad må føles i en ellers kold og grå hverdag. Samtidig er illustrationerne kunstværker i sig selv. De er holdt i sort hvide nuancer er de stemningsfulde og meget detaljerede - jeg er meget imponeret over kreativiteten i dem og hvor godt de passer til historien. Det er Rasmus Bregnhøis klassiske streg, tilført Benni Bødkers talent for at skabe dysterhed - det fungerer rigtig godt!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2017
Antal sider: 161
4 ud af 5 stjerner

1 kommentar: