onsdag den 7. februar 2018

Pierce Brown; Morgenstjernen [Sponsoreret]

Pierce Brown; Morgenstjernen (Rød opstand, #3) [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Darrow ønskede intet andet end at leve i fred, men hans fjender bragte ham krig. De Gyldne forlangte hans lydighed, slog hans kone ihjel og gjorde hans folk til slaver. Men Darrow er fast besluttet på at kæmpe imod. Han har sat alt på spil for at infiltrere det Gyldne Rige. Han har overlevet kappestride blandt rigets mægtigste krigere. Han har kæmpet sig til tops i hierarkiet og ventet tålmodigt på at sætte revolutionen i gang - en revolution, som vil ødelægge hierarkiet indefra.

Tiden er endelig kommet.

Det var med skælvende hænder og bankende hjerte at jeg gik i gang med dette sidste bind i serien om Darrow og kampen om Mars. Jeg havde store forventninger. De foregående to bind havde taget mig med storm. Der var drama, action, venskaber der skulle skabes og ødelægges, kærlighed der skulle blomstre og dø, der var politik og krig, blod og vold, rumskibe og rumkamp. Alle byggestenene for en fantastisk dystopisk fortælling. Jeg havde forventet det samme i tredje bind - og jeg fik det! Det og meget mere til. Jeg fik en fantastisk slutning - og begyndelse!

Der er ikke lagt fingre imellem når Pierce Brown beskriver hvordan det Gyldne samfund er skruet sammen eller når han beskriver hvordan folk bliver nedslagtet på de mest grusomme måder. Det er noget af det jeg synes er så fedt ved denne serie: den er rå og ærlig. Der er storslåede beskrivelser af Gyldne byer og vild natur, og der er voldelige beskrivelser af krig og henrettelser, så naturtro at man næsten bliver dårlig. Jeg synes det er fedt at der ikke er noget der er pakket ind på den front. Tilgengæld er store dele af handlingen hemmelige for læseren indtil de indtræffer - giver det mening? Flere gange undervejs læser vi om Darrow der snakker med andre, men vi ved ikke om hvad, før det rent faktisk sker. Det er så fedt at blive holdt hen i uvished. Jeg hørte en del af denne som lydbog, og hen mod slutningen sker der noget forfærdeligt og jeg sad i min bil med åben mund og kunne ikke tro det - heldigvis var det slet ikke som jeg troede og jeg klappede næsten i hænderne da jeg fandt ud af det. Alene den del af historien er en kæmpe oplevelse - alle de små spor, hints og hemmeligheder, der gennemsyre historien. Det er så gennemført.

Selvom bogen er voldelig og brutal, er der lyspunkter. Jeg er vild med barbariske Servo og Hylerne der ikke står i vejen for et godt blodbad. Servo og Darrow har deres problemer undervejs, men aldrig noget de ikke løser - enten ved at slå hinanden til blods eller med humor. Humoren heri er virkelig noget af det der løfter den melankolske stemning op og gør, at selvom der er krig, blod og fare, så kan man stadig trække på smilebåndet. 

Samtidig er jeg vild med personerne. Selvom Darrow skal forestille at være helten, er han ikke en helt uden blod på hænderne. Snarer tværtimod. Han må ofre i kampen for den fred han så inderligt ønsker for sit folk. Han må ofre både Gyldne, Røde og dele af sig selv for Eos drøm. Selvom Darrow er stærk, er han stadigvæk utrolig skrøbelig. Han er menneskelig. Han fejler, lærer af sine fejl og prøver igen. Han er stædig, urokkelig og uforudsigelig. Han er varm, kærlig og loyal overfor sine nærmeste - også selvom de svigter ham. Da "Morgenstjernen" starter er han låst inde i Sjakalens fængsel af mørke og sten og han er ved at blive sindssyg. De følelser Darrow har i sit fangenskab er forfærdelige og jeg sad med knugen om hjertet på grund af det han blev udsat for. Men Darrow er stærk og selvom det tager tid, vokser han og bliver endnu stærkere. Mustang er kvinden der kæmper sine egne kampe, selvom hun støtter Darrow. Hun er lyset der skinner for enden af tunnellen. Hans levende Eo. Servo og Ragnar står Darrows hjerte nær og han vil gøre alt for dem. Darrows venskaber er med til at styrke hans sag og hans håb om at krigen kan vindes.

Til jer der endnu ikke har læst serien, vil jeg bare sige: SÆT I GANG! Det er en fantastisk, hæsblæsende rejse gennem flere år, kampe, nederlag og sejre. Det er dystopi når det er bedst. Det er medrivende og fængslende. Jeg er så glad for at der kommer flere historier i universet, for jeg er slet ikke klar til at sige helt farvel endnu. For fanden det er godt!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Morning Star
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 569
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar