For noget tid siden svarede jeg på en kommentar i en Facebooktråd om hvor mange bøger man havde læst på et år. Jeg var ærlig og skrev at jeg havde læst 278 bøger i 2017. Mange skrev tilbage at det var godt nok vildt, hvilket det også er, men en enkelte skrev at så kunne der ikke være meget substans i de bøger jeg læste. Det blev jeg faktisk lidt fortørnet over. For hvem siger at der ikke kan være substans i en billedbog eller en børnebog? Eller ungdomsbog eller fantasyfortælling? For jo, jeg ved da godt at det ikke bliver til mange klassikere eller historier fra "1001 bøger du skal læse før du dør"-bogen. Og hvad så?
Substans i bøger er vel hvad vi gør det til. Jeg tror ikke på at nogen kun læser gode, indholdsrige og spændende bøger. Der vil være kedelige og intetsigende bøger imellem, sådan er det bare og sådan nogen har jeg da helt sikkert også læst. Men at sige at der ikke er substans i det jeg læser? Det synes jeg faktisk var fornærmende. Jeg læser meget og jeg læser hurtigt, korrekt, men mine valg af bøger har lige så meget substans som alle mulige andre bøger. Når jeg vælger hvad jeg vil læse, vælger jeg jo netop ud fra hvad jeg tror der har substans og som vil give mig en god, spændende eller anderledes læseoplevelse.
Jeg har læst billedbøger der har fået mig til at tude fordi de var sørgelige. Jeg har læst billedbøger med store emner eller sågar tabuer. Billedbøger har den force at de skal forklare meget svære ting på en forståelig måde, for målgruppen skal jo helst forstå dem. Så kan det da godt være at bogen ikke er på 1000 sider, men historien kan da godt være stor alligevel.
Jeg har læst højt-læsningsbøger med moraler, som at vi skal lære at der skal være plads til alle, at vi alle har fejl og mangler, men at det er de fejl og mangler, der er med til at gøre os til dem vi er. Jeg har læst børnebøger der både har fået mig til at grine af glæde og græde af sorg. Som har givet mig en knugen om hjertet fordi det var så store følelser. Jeg har læst fantasty fortællinger som godt nok foregår mange millioner af mil fra hvor jeg er og ofte i en verden, jeg aldrig kommer til, men som alligevel trækker tråde til hvordan verden er i dag. Hvordan samfund kan falde fra hinanden hvis den rette person har magten. Hvordan de få må rejse sig og gøre oprør mod de mange. Historier om at man må ofre før man kan vinde. Om kærlighed der ikke altid får sin lykkelige slutning - og dog.
Jeg har læst ungdomshistorier om nogle af de svære valg som næsten alle unge står overfor, men også de valg, som ingen burde stå overfor - hvem skal man hjælpe? Skal man hjælpe når man kan, eller blot kigge den anden vej? De valg, der har stor betydning for vores liv og hverdag. Valg, som nok for voksne kan virke små og latterlige, men så er det fordi de har glemt hvordan det er at være ung og forvirret over hvor man vil hen med sit liv.
Betyder det så at de bøger jeg læser er mindre værd? At historierne i de bøger jeg læser ikke er vigtige eller værd at snakke om?
Svaret er et klart og tydeligt NEJ!
Underlig kommentar, at bøgerne skulle være uden substans, og at det på en eller anden måde er koblet til, hvor mange du har læst. Har mængden ikke udelukkende noget at gøre med prioritering og læsehastighed (lidt groft sagt). Jeg læste selv over 200 (kan ikke huske det eksakte tal ligenu) bøger sidste år (heriblandt også 1001 bøger-klassiskere ;) ) og det tager mig ikke længere tid at læse Camus "Faldet" end det gør at læse "True Blood" - så selv hvis man vurderer ud fra et eller andet åndsvagt finlitterært kriterie så hænger substans og mængde ikke sammen - endvidere. Jeg er i sagens natur helt enig med dig - børnebøger og fantasybøger kan have masser af "substans", hvad det så end er.
SvarSlet