Bagsidetekst:
Pigerne Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de er blevet studenter. De længes efter nogle ugers frihed, inden studielivet med nye forpligtelser skal begynde.
Et helt andet sted i verden begiver Habib sig ud på en farefuld færd over Middelhavet. Han må ud af Syrien, så han ikke bliver en del af Assads hær, og kursen er sat mod Danmark, hvor han håber at blive genforenet med sin kæreste.
På en græsk ø krydses deres spor, og de næste uger vil vise dem alle, at frihed ser forskellig ud, afhængigt af hvem der stræber efter den.
Dette er den slags bog der giver ondt i maven. Og ikke på den gode måde! Den giver ondt i maven på den der måde, hvor man faktisk sidder og får dårlig samvittighed over ens liv, som ikke er præget af krig, sult eller traumer over bomber i natten. Det er den slags bog der giver en lyst til at gøre noget. Ikke bare donere penge eller tøj, men rent faktisk gøre noget. Tage ned og hjælpe. Gøre sig nyttig. Men jeg er en kylling. Jeg er slet ikke modig som Freddy og Lulu - også selvom de ikke føler sig modige, er de det. Ligesom Xenia i "Valget" gør de nemlig noget. De ofrer sig og gør en forskel - i hvert fald for et menneske.
Da jeg læste "Valget" sad jeg også med en klump i halsen og knugen i maven over den uretfærdighed flygtninge oplever. De flygter fra krig og ødelæggelse, for kun at blive placeret i asyllejre, hvor de ikke ved hvad der skal ske med dem. De har opgivet alt for at komme væk fra et sted hvor de kan risikere at blive slået ihjel, og i stedet for en lys fremtid, ender de som et tal i statistikken og et nummer på et stykke papir. De ender i et årsregnskab, hvor der højst sandsynligt ikke er plads til dem. Hvilken slags tilværelse er det? Jo, de er i live, men lever de?
Dette er ikke kun en historie om nød og uretfærdighed, det er også en fortælling om at finde sig selv og turde stå ved sine egne meninger. Freddy har levet efter sin fars ønsker, og nu indser hun at det måske ikke er noget for hende. At hun bliver nødt til at finde sin egen vej i livet og denne vej starter med at hjælpe Habib. Freddy kommer fra et hjem hvor hun aldrig har manglet noget, jo måske lidt kærlighed og ikke bare et krav om at være den bedste og få de bedste karakterer. Nu må hende og Lulu arbejde for føden og de må også kæmpe for overlevelse, ikke på samme måde som Habib, men stadigvæk. Jeg synes det er interessant at opleve Freddy og Lulus fælles kampe, for selvom de er bedste veninder, er de meget forskellige og det ender flere gange i skænderier og diskussioner om hvad der er bedste at gøre. Både Lulu og Freddy vil være frie fugle. Vi hører ikke om Lulus baggrund, men jeg forestiller mig at hun måske flygter fra sine egne problemer og hun fester og lever livet, for måske at glemme hvad der er hjemme i Danmark. Freddy vil være fri fra sin fars regler og krav og derfor gør hun oprør og gør de ting som hun ved vil pisse ham mest af.
Samtidig er det også en historie om en kærlighed der er værd at krydse lande for. Værd at kæmpe for og værd at leve for. For Habib skulle slet ikke til Danmark, men hans kæreste er i Danmark og derfor tager han den vej. Selvom de må leve i hemmelighed og skjule deres kærlighed, vælger han alligevel kæresten frem for familien, og det er stort. Især fordi Habibs religion ofte får ham til at tvivle på om kærligheden nu også er rigtig. Alligevel kæmper Habib videre og opgiver ikke håbet, men er villig til at ofre alt for at komme til Danmark.
Dette er ikke en hjertevarm kærlighedshistorie, men derimod en vigtig historie og et opråb - om at hjælpe dem der har brug for det. Om at alle skal have lov til at leve og elske hvem de vil. Om hvor vigtigt det er at sige fra og gøre hvad der er bedst for en selv, også selvom det kan være svært. Det er en bog både for unge og voksne, for jeg tror at alle kan lære noget af den. Både om opdragelse, forståelse og accept.
Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet i: 2018
Antal sider: 263
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar