Mine boglige forelskelser

Mine boglige forelskelser 

I dette indlæg vil jeg krybe til korset og indrømme hvem der har været nogle af mine boglige forelskelser. Dem der er mine helte og mere til. Dem jeg har heppet på og måske drømt en lille drøm om. Dem der har givet mig hjertebanken og røde kinder når jeg tænker på dem og mindes bestemte passager i bøgerne?

Jeg håber ikke at jeg er ene om at have boglige forelskelser, for på en eller anden måde hører det vil med til at være bogelsker og bognørd? Det håber jeg i hvert fald!

Dominic ("Dæmondræberen")
Jeg vil starte med Dominic, for selvom det er længe siden jeg har læst serien, så er han bare en jeg ikke kan glemme. Der er kommet flere litterære forelskelser til sidenhen, men Dominic vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Selvom hans hjerte er knust, er han ikke bange for at føle noget - også selvom han tit gør grin med følelser og dem han holder af. Jeg tror at de blot skal tage det som tegn på at han virkelig holder af dem. De skal bevise sig over for ham, før han tillader nogen at komme tæt på, men når de er, så beskytter han dem med alt hvad han har. Både med dæmoniske og guddommelige kræfter. Samtidig elsker jeg hans humor. Hans sorte humor, der kan være frastødende og pervers, men som passer så godt til den han er: den faldne der forelskede sig.

Darrow au Andromedus ("Rød opstand")
En Rød slave der rejser sig og gør oprør mod de mægtige Gyldne. En slave der vælter en nation, for at følge sin døde kones drøm om et frit land. Hvad han ikke går igennem - både fysisk og psykisk, er imponerende. Han kæmper sig fra samfundets bund, til toppen, blot for at blæse til korthuset og få det til at vælte. Han er loyal, kløgtig og modig. Samtidig er han skrøbelig og sårbar. For han er født Rød, og selv som modificeret Gylden, kan han bløde og komme til skade. Han kan miste sin forstand når han bliver spærret inde og hans tro på mennesker kan smuldre når han bliver forrådt. Han er menneskelig og han fejler - gang på gang - men han giver ikke op. Han kæmper videre. Også selvom det virker umuligt. Flere gange tvivlede jeg på om han ville klare det - men gang på gang overraskede han mig.

Jace Herondale ("Dødens instrumenter") (bogen!!)
Åh bog-Jace! Hvor jeg dog gerne ville have haft at filmen og tv-serien ydede dig retfærdighed. Det gør ingen af dem - desværre. Filmen er tæt på, men alligevel så langt fra. De har ikke fanget din essens. Dit hårde ydre der kun dækker over den knuste dreng der fik at vide at det at elske, var at ødelægge. Din humor, der er sarkastisk, mørk og ærlig. Din beskyttertrang over dem du rent faktisk har lukket ind i dit hjerte, som langt fra er så knust som du tror. Du er ikke ond. Du er en kærlig person, der har gået grueligt meget igennem for at slippe af med den umådeligt vægt du har båret på dine skuldre. Du er en af mine litterære forelskelser og helte - du må ikke forandre dig!

Robin Goodfellow aka Puck ("Iron Fey")
Hvor ville jeg have ønsket at Megan valgte Puck, men ak. Endnu engang vælger pigen den forkerte (jeg heppede også på Team Jacob). Jeg elsker Pucks humor, hans spidsfindige kommentarer og hentydninger. Hans altid velmente mening, også selvom de ofte er skyld i at han kommer i fedtefadet. Som flere af mine andre helte vil han gøre alt for dem han elsker - endda opgive at være sammen med dem.

Rhysand ("Et rige af tåge og vrede")
Åh, Rhysand. Den onde hersker med et hjerte af guld for dem han holder af. Hvad han ikke har gennemlevet for at sikre sin familie, sin befolkning og sin by. Alle de ofre. Alle de tab. Alle de løgne han har fortalt for at få folk til at tro at han er ondskaben selv. Ondskab i sin reneste form. Mit hjerte bløder for hans tab og hans lidelser, men samtidig vokser det også, for den kærlighed han føler - ikke blot for Feyre, men for alle dem han har nærmest. Samtidig beskrives han som gudesmuk, mørk og dyster og hvem kan ikke lide det? Når jeg tænker tilbage på kapitel 55 (hvis I endnu ikke har læst "Et rige af tåge og vrede" - så gør det, om så bare for det ene kapitel!), bliver jeg stadig rød i kinderne, over hvor perfekt det er. Det er simpelthen et af de bedste kapitler i hele seriens historie - ja, hvis ikke i mange seriers historie. Perfekt, siger jeg bare!

Christian Grey ("Fifty Shades of Grey")
Ak, ja, jeg må indrømme at mr. Grey gav mig røde kinder og hjertebanken. Selvom han kunne være et arrogant røvhul, var han jo også kærlig, betænksom og sød - på sin helt egen måde. Jeg har fået at vide at hvis man læser "Grey" så ændres ens syn på ham, så det har jeg ikke gjort. Jeg er dog nysgerrig, men jeg kan lide ham som han er i de første bøger. Han er det ultimative sexsymbol og en mand med et knust hjerte, som alle kvinder ville ønske de kunne hele. Jeg elskede at han både var hård og blød - det hårde ydre, der dækker over en usikkerhed og en blødhed, der ikke var plads til at vise. Jeg vil nok altid have en svaghed for ham. Jeg er dog bestemt ikke tilfreds med hvordan han er i filmen, men det er der desværre ikke noget at gøre noget ved.

Severus Snape (Harry Potter)
Der er en grund til at jeg har "Always" tatoveret på min arm. Der er en grund til at jeg, når jeg nogle gange har brug for at græde, sætter mig til at se den sidste Harry Potter film, for den er stensikker hver gang: når Snape dør og vi ser hans minder, græder jeg. Selvom jeg hadede Snape til at starte med (hvem gjorde ikke det?), så blev det jo klart undervejs at der var mere end hvad man lige så med det blotte øje. Der var hemmeligheder og løgne, der skjulte sandheden om manden er aldrig holdt op med at elske Lily. Derfor kan jeg ikke lave denne liste uden at nævne ham - for han vil altid være noget særligt, også selvom jeg måske ikke lige ville kalde det en boglig forelskelse, vil jeg stadig nævne ham her.


Hvem er jeres boglige forelskelser?