Bagsidetekst:
Kom ind i et lille, klaustrofobisk rum, hvor en meget lav, kittelklædt mand fortalte mig direkte op i ansigtet, at det løs, som om jeg skulle i gang med nogle piller. "Altså," sagde jeg tålmodigt. "Jeg er ikke typen, der er psykisk syg. Jeg er typen, der er bange for psykisk syge." Så for mig spændetrøjeklædte mennesker løbe ind i pudevægge. "Det er ærgerligt, at du har det sådan," sagde den nævenyttige psykiater. "For nu er du en af dem."
Rakel på 22 år har slået hovedet. Hun skal ligge i sengen i en uges tid, så går det over igen. Det siger lægen. Men pludselig har hjernen fået sit eget liv, ugen er blevet til flere måneder, og Rakel får en depression. Hun er desperat efter at få sin gamle hjerne tilbage. Ikke kun, fordi hun ikke er typen, der bliver psykisk syg, men også fordi hun har en uafsluttet sag, der skal ordnes, når hun bliver rask. HVIS hun bliver rask ... Hun skal bevise over for sig selv, at hun er værd at redde.
Jeg har aldrig læst en Bridget Jones-bog (shhh!), men jeg har set filmene, og jeg forestiller mig, at Rakel er lidt ligesom Bridget Jones. Hun er en underholdende person, der - inden hun slog hovedet, ikke tog sig selv så alvorligt og befandt sig ofte i lidt pinlige situationer. Nu har Rakel så slået hovedet i en rimelig heftig brandert til en fest. Hun troede at hun slap med hjernerystelse, men undervejs i helingsprocessen går det galt, og hun ender med at få en depression. Måske er det tankerne om at hun var tæt på at dø. Måske tankerne om den uafsluttede sag mellem hende og hendes tidligere bedste veninde. Måske er det tankerne om, at så snart hun er færdig med jurastudiet, så skal hun for alvor ud og stå på egne ben. Lige gyldigt hvad det er, er depressionen kommet og Rakel er ikke tilfreds. For hun er ikke sådan en der får en psykisk sygdom. Det bliver sagt mange gange undervejs. Rakel er jo et normalt menneske. Depressionen udvikler sig også til angst og i meget lang tid tør hun ikke gå nogen steder. Med hjælp fra hunden Pølse, som jo skal luftes, fordi den er en hund, kommer hun lidt ud og får oplevet verden.
Rakel indser dog langsomt, mens hun skriver denne vrede og selvironiske dagbog til sin hjerne, at noget må gøres og at den der skal gøre det, er hende selv. Det skræmmer hende, men på forunderligvis finder hun styrken til at acceptere de ting der er sket. Hun savner sin gamle hjerne og hun skyder skylden på den, når tingene ikke går som de skal. Rakel er i det hele taget meget vred - på sin psykiater, på hunden, veninderne, kæresten, moren og ikke mindst sig selv. Helingsprocessen er langsom, men undervejs bliver hun både klogere på sig selv og sin omgangskreds.
Historien er skrevet med et glimt i øjet, og selvom jeg følte den var lidt langt ude flere gange, giver den et godt indblik i hvad det vil sige at være psykisk syg. Det kan ofte være svært for dem sygdommen har ramt, at få sat ord på hvad de føler, men det gør denne bog rigtig fint. Ligesom med "Skildpadder hele vejen ned", giver den et indblik i hvilke følelser og tanker psykisk syge døjer med og hvilke følger disse tanker har. Så selvom bogen er ironisk og humorfyldt, så er det et tungt emne der tages op og det gøres på fineste vis. Grunden til at jeg giver den fire stjerner, er fordi det et par gange bliver lidt for meget og Rakel er faktisk ret irriterende, også selvom hun er syg. Jeg finder hende i hvert fald ikke særlig likeable - beklager, Rakel. Jeg vil dog stadig anbefale den til new adult læsere og til voksne, der gerne vil læse en historie der giver indblik i hvordan det er at have angst og depression med et glimt i øjet, så det hele ikke bliver så trist!
Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2018
Antal sider: 202
4 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar