Juni wrap-up
Jeg ved godt at jeg næsten siger det her hver måned, men det kommer altid bag på mig. Jeg synes virkelig tiden går hurtigt. Jeg ved ikke om det er fordi vi har lavet rigtig meget i juni, om det er fordi vejret har være fantastisk, eller bare fordi der er mange småting der skal klares hele tiden. Månederne synes i hvert fald at tage hinanden, og nu er vi halvvejs igennem året. Det er helt vildt at tænke på. Juni bød på en hel del læseoplevelser, hvilket kom lidt bag på mig, for jeg synes ikke jeg har haft så meget tid at læse i, men det må jeg have haft alligevel. For ikke alene er det blevet til en hel del bøger, de fleste af dem har også været nogle tykke nogen. Jeg ved ikke om jeg får læst ligeså meget i juli. Selvom det er sommer og jeg har ferie, har jeg også Iris hjemme i tre uger. Dog skal jeg afholde readathon på biblioteket, så der har jeg lavet mig en god stak af bøger, som jeg skal have med. Om ikke andet, så håber jeg i hvert fald på et godt læsedøgn sammen med en masse unge mennesker (hvis der er nogen der har tilmeldt sig).
Det er blevet til 18 bøger, fordelt på 5851 sider - så, ja, det er blevet til en del.
Jeg har læst:
Sebastian de Castell; Spellslinger
Cecilie Eken; Styrke (Karanagalaksen, #1)
Laura Eidnes Bregnhøi; Dagbog til min hjerne
Julie Kagawa; Soldaterne (Sagaen om Talon, #3)
Patrick Ness; Knivens stemme (Chaos Walking, #1)
Inge Duelund Nielsen; I vores familie cykler vi ikke (lektør)
Neil Patrick Harris; De Magiske Møgunger (lektør)
Julie Kagawa; Klonerne (Sagaen om Talon, #4)
Laurie Forest; The Black Witch
Francesca Sanna; The Journey
Wathery; Manden i kvinden (tegneserie)
Ryan T. Higgins; Boris flytter
Leigh Bardugo; Det korrupte rige (Six of Crows, #2)
John Boyne; Drengen i den stribede pyjamas
Benjamin Alire Sáenz; Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder
John Flanagan; De tabte historier (Skyggens lærling, #11)
Veronica Roth; Delte skæbner (Dødens mærker, #2)
Simona Ahrnstedt; Alt eller intet
Månedens korteste bog:
Der er to bøger der må dele denne. Både "The Journey", som er en vildt smuk billedbog om at flygte fra et land i krig, og "Boris flytter", der er tredje del i serien om bjørnen Boris, er begge på 44 sider.
Månedens længste bog:
Der er tæt løb, men det bliver "De tabte historier", som er næstsidste del i serien om "Skyggens lærling". Den er med sinde 559 sider den længste bog jeg har læst - selvom jeg har hørt stort set det hele som lydbog, tæller det vel stadigvæk?
Månedens mest overraskende bog:
Jeg vil vælge "Drengen i den stribede pyjamas" her. Jeg har ikke tidligere læst den, og jeg var meget overrasket over hvor frygtelig en historie det er og hvor ondt den gjorde at læse. Jeg tror at Oliver Jeffers illustrationer gjorde historien endnu mere skræmmende og rørende at læse.
Månedens bedste bog:
Igen er der tæt løb mellem et par stykker, men jeg vil vælge "Knivens stemme" fordi den bare er så utrolig gennemført. Patrick Ness har virkelig gjort det igen og jeg kan slet ikke vente til efteråret hvor næste bind kommer.
Hvad jeg håber at læse i juli:
Jeg er endelig gået i gang med anden del af "En konges vej", så jeg håber at jeg kan blive færdig med den. Jeg har også lånt "Stadig mig" af Jojo Moyes, fordi jeg gerne vil se hvad der sker med Lou, selvom jeg samtidig ikke vil vide det - giver det mening? Hvad jeg ellers kommer til at læse, vil tiden vise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar