Cecilie Eken; Tillid (Karanagalaksen, #2) [Anmeldereksemplar fra Bog & Idé]
Bagsidetekst:
Saga er rejst til fyrst Almaz' planet, Kamenia, sammen med sin mormor og en repræsentant for Forbundet. Meningen er, at de skal videregive Den Øverste Cirkels dom til fyrsten: Opgiv straks din besættelse af Hvidøy, eller du bliver straffet. Mødet med fyrst Almaz går dog langt fra som planlagt, og snart er Saga på flugt for sit liv på en fremmed og fjendtlig planet. Hvem blandt fyrstens lydige undersåtter vil hjælpe hende? Og kan hun få kontakt med den eneste på Kamenia, hun har bare en lille smule tillid til: fyrst Almaz' søn, Illarion?
Hold op for en science fiction-saga Cecilie Eken har begyndt på! Den er virkelig magisk og glimrende!
I første bind "Styrke" var det gennem Sagas dag- og logbøger vi hørte historien, hvilket i sig selv er en ret interessant måde at fortælle en historie på. I "Tillid" er jeg ikke helt klar over hvem der er fortælleren. Det er en der følger Saga tæt, uden at hun ved det. Det er ikke nødvendigvis en kendt livsform - hvis den overhovedet er i live? - men, som sagt følger den Saga hvor hun går hen. Den følger også nogle af de andre personer vi møder, hvilket gør fortællestilen ret interessant. Vi hører aldrig Saga selv fortælle hvordan hun har det, kun hvordan det her væsen tror at hun har det. Om det så passer, er jo ikke godt at vide. Det er i hvert fald med til at skabe en hel unik læseoplevelse og jeg kunne slet ikke slippe bogen da først jeg var gået i gang.
Det har helt sikkert også noget at gøre med at handlingen er virkelig spændende. Der sker noget man skal forholde sig til hele tiden. Uventede drejninger og plottwists jeg ikke havde set komme. Flere gange sad jeg med åben mund og frygtede for hvordan Saga nu skulle komme videre. Det er en ret enestående læseoplevelse når det hele bare spiller sammen. Jeg er meget imponeret over Ekens world building. I "Styrke" var der flere ting fra den nordiske mytologi og samfund, jeg kunne nikke genkendende til. Nu er vi i et meget anderledes samfund, styret af en diktator, der ingen midler skyr for at blive den mest magtfulde.
Der er lidt følelsen af "Illuminae-filerne" over denne serie. Den er ikke så kompleks som "Illuminae", men fordi man netop ikke hører fra Saga selv, får man et mere distanceret billede af hende og man ved aldrig helt hvordan hun har det eller hvad hun har tænkt sig at gøre. Det er interessant at læse en bog med både en fortæller, man ikke ved hvem er og en hovedperson, man ikke er inde i hovedet på. Heri fungerer det dog virkelig godt!
Jeg er virkelig vild med alt i denne serie, og jeg glæder mig meget til at se hvad der kommer til at ske i tredje bind - for jeg er ret sikker på, at det ikke kommer til at gå stille for sig!
Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i: 2019
Antal sider:
6 ud af 6 stjerner
Link til flere af Cecilie Ekens bøger - her
Link til "Tillid" - her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar