fredag den 26. april 2019

Sebastian de Castell; Tryllebinder [Anmeldereksemplar]

Sebastian de Castell; Tryllebinder (Spellslinger, #3) [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Kellens liv som lovløs spellslinger går alt andet end godt. På flugt fra magere og dusørjægere ender han i landet Gitabria, der er kendt for sine fantastiske opfindelser. 

Gitabrias største opfinder har skabt en utrolig mekanisk fugl, der har tiltrukket spioner fra hele kontinentet - og spionerne vil gøre hvad som helst for at få fingre i den.

Men fuglen rummer en mørk hemmelighed, der kan starte en krig, hvis ikke Kellen og hans følgere når at afsløre den først.

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne serie, så vil jeg bestemt råde dig til at komme i gang! Jeg forsøger ofte at sælge den til unge læsere (især drenge), der gerne vil have en actionpræget og underholdende fantasy fortælling. Som det er med så mange andre ungdomsbøger (og fantasy) skal der meget til for at de bliver omtalt i medierne - og denne serie fortjener helt sikkert omtale!

For mig er der virkelig mange gode ting der spiller i den her serie. For det første er den meget anderledes end så meget andet fantasy jeg læser. For det første er det en dreng i hovedrollen, selvom det sker, er det mest piger der har hovedrollen. Samtidig er universet ikke noget jeg tidligere har læst. Det er et ørkenland, hvor forskellige klaner lever. Nogen med magi, andre uden. Nogen med magt, andre uden. Kellen er en af dem der burde have magi, men har det ikke og det har gjort ham til lovløs og eftersøgt.

Jeg kan også godt lide at vi aldrig helt ved hvor vi har Kellens læremester, Ferius. Hun er rapkæftet, ydmyg og ret skarp. Vi lærer mere om hendes fortid i dette bind, og det svarer på en del af de spørgsmål jeg havde fra de første bind. Som læser er vi ofte i tvivl om rent faktisk holder af Kellen eller finder ham irriterende - Kellen er også selv i tvivl, men inderst inde er der et helt særligt bånd mellem de to.

Kellen er skøn at læse om. Selvom han godt kan være lidt klynkende en gang i mellem, fordi de konstant ender i problemer, som er hans skyld, så er han faktisk en god ven og han vil bare beskytte sine nærmeste. Han ender ofte i problemer, fordi han ikke altid gennemtænker situationerne, men det lykkes altid på en eller anden måde at komme helskindet igennem. Samtidig har både ham, Ferius og de andre karakterer en skøn humor, der løfter det ofte lidt dystre stemning.

Alt i alt er det virkelig gået skruet sammen. Jeg var fanget fra første side og læste bogen på to dage, og jeg glæder mig til at læse mere! Jeg har på fornemmelsen af Kellen går hårde tider i møde og han bliver udsat for endnu flere prøvelser. Skriv mig på Kellens fanliste - det er en eksklusiv en af slagsen, men jeg er hooked og klar til flere eventyr med ham og hans venner!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Charmcaster
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 396
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar