Micol Ostow; Riverdale - Dagen før dagen [Anmeldereksemplar fra Alvilda]
Bagsidetekst:
Riverdale
I de tidlige morgentimer den 4. juli runger et pistolskud gennem skoven ved Sweetwater River og sætter hele Riverdale på den anden ende. Men hvordan så livet i byen egentlig ud, før tragedien ramte?
Dagen før Jason Blossom forsvinder, er fire teenagere godt i gang med at nyde sommeren. Archie er forelsket, Betty er i praktik i LA, Veronica lever det søde liv på Manhatten, og Jughead forsøger bare at klare sig igennem.
Kom med til Riverdale, og hør fire af seriens hovedpersoner fortælle om dagen før dagen, hvor alting ændrede sig.
Først vil sige at jeg ikke har set Riverdale. Det har jeg så bestemt fået lyst til efter at have læst bogen, men siden bogen bygger så meget på serien (eller det der sker før serien) havde jeg meget svært ved at finde ud af hvem folk var. Jeg ved ikke om det var skrivestilen, som er en blanding af beskrivelser og minder fra de fire hovedpersoner, sms- og mailkorrespondance mellem andre personer og notater fra diverse andre medaktører. Jeg var i hvert fald lidt i vildrede. Måske også fordi jeg hørte første del af bogen som lydbog.
Det hjalp meget efter jeg havde været inde og se alle trailer og klip fra serien som jeg kunne finde. Herefter gav historien og personerne meget mere mening for mig - og læseoplevelse blev faktisk rigtig fed. I starten synes jeg bare det var rodet og forvirrende, men efter at have fået sat ansigter på og relationer, blev det nemmere at finde rundt i.
Jeg blev rent faktisk ret grebet af historien, jo tættere vi kommer på den skæbnesvangre dag. Selve bogen spænder over ganske kort tid, så der er mange tilbageblik og minder der er med til at forklare hvordan personerne har det med hinanden, og give et indblik i deres daglige liv inden den forfærdelige tragedie rammer. Der bliver helt klart lagt op til en masse drama! Hemmelighederne står nærmest bare i kø for at blive afsløret - hvilket er ret fedt.
Det giver en ret speciel læseoplevelse når en del af historien er skrevet som sms'er eller mails. Især fordi man som læser er meget i tvivl om hvem der egentlig skriver sammen, hvilket nok er meningen - hvis jeg havde set serien, havde det helt sikkert givet mening. For mig var det dog bare med til at opbygge spændingen og de ukendte faktorer som spiller ind.
Jeg har ikke nok kendskab til personerne til at kunne sige så meget om dem, bortset fra at de alle har deres at kæmpe med. En alkoholisteret far og bandeleder. Et forhold til en ældre kvinde. Et svært job fjernt fra de nærmeste og en familie der er på vej ned i afgrundens dyb efter at have været helt på toppen. Som skrevet før, der er virkelig lagt op til drama!
Hvis man har set serien, vil jeg (uden at vide det med sikkerhed), bestemt mene at man skal læse bogen. For mig var det derimod et godt trinbræt til at få lyst til at se serien. Det er vel win-win?
Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Riverdale
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 282
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar