fredag den 24. januar 2020

Line Wenzel; Dronningernes erindringer [Anmeldereksemplar]

Line Wenzel; Dronningernes erindringer (Mindelandet, #1) [Anmeldereksemplar fra Tellerup]

Bagsidetekst:
Dronningeslægten i Sunira besidder som de eneste i landet magiske evner, men prisen er høj. Hver gang de bruger magi, må de ofre et minde.

I sine 17 år har prinsesse Tella levet beskyttet på slottet sammen med sin mor dronning Leonora, men alt ændres da Melina, en udstødt adelig fra Leonoras fortid, dukker op og truer med at afsløre dronningens hemmeligheder. Leonoras minder fra dengang er ofret i bytte for magien, og Tella bliver derfor tvunget ud på en rejse for at finde ud af hvilke hemmeligheder Melina kender til. På vejen møder Tella flere af de magikere dronningeslægten benægter eksistensen af, og hun bliver konfronteret med generationers bedrag. Hun må kæmpe alt hvad hun har lært, for dronningernes hemmeligheder kan få vidtrækkende konsekvenser, og Melina vil gå langt for at skade Tellas familie.

Bagsideteksten lover en magisk rejse hvor prinsesse Tella skal ud på en mission for at finde frem til dronningernes minder for at forhindre opstand og krig. Undervejs får hun selvfølgelig brug for alt sit mod og hun vil møde både venner og fjender - og mon ikke også der bliver plads til lidt flirt.

Jeg kan faktisk godt lide Tella. Det er rart at hovedpersonen er 17 år og ikke kun lige blevet teenager, det gør at hun føles mere moden - også selvom hun har levet et beskyttet liv på et slot. Hun har stadig gå-på-mod og er dumdristig. Flere gange undervejs træffer hun ikke så gennemtænkte valg, men hun formår at løse problemerne hun støder på. Jeg tror der er mange piger der vil følge sig inspireret af hende og kæmpe med hende. Jeg kom til at tænke på serien om Alanna af Tamora Pierce, som også er en pige med ben i næsen og godt tør kæmpe for det hun tror på.

Samtidig kunne jeg rigtig godt lide det med at dronningerne skal bruge et minde for at kunne bruge magi. Der er vel alting minder man gerne vil af med, og så alligevel ikke. For er alle minder ikke med til at gøre os til dem vi er? Hvis man ofre dem alle, hvor ender man så henne? Det er en interessant problematik og jeg er spændt på hvordan Tella vil leve med at skulle opgive noget af sig selv, for at kunne bruge magi.

Jeg ville dog ønske at der var gjort mere ud af worldbuildingen og beskrivelserne heraf. Der mangler dybde i dette første bind i "Mindelandet"-serien. Bogen er på knap 300 sider og jeg havde glædeligt læst 100 sider mere, hvis jeg havde fået flere detaljer med. Samtidig er den skrevet med ret stor font, så det tog ikke mere end et par timer at læse den (og ja, jeg ved godt at jeg læser hurtigt, men alligevel). Det er ikke fordi historien ikke er spændende og medrivende - det er den bestemt, men den er hurtig læst og den efterlod ærlig talt ikke et særlig stort aftryk i min hukommelse.

Jeg håber at nogle af alle de spørgsmål man efterlades med, besvares i det (de?) næste bind, som jeg også håber har jeg lidt mere dybde og tyngde end denne. Det er dog en rigtig fin debut og siden det er forfatterens første bog, er der plads til forbedring og udvikling af skrive- og fortællestil. Der er grobund for en fed serie.

Tak til Tellerup og forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2019
Antal sider: 296
4 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar