onsdag den 20. august 2014
Ken Brerup; Korgon - det magiske sværd
Ken Brerup; Korgon - det magiske sværd (Landet Armgard, #1)
Den som magter sværdet, er sværdets herre. Sværdet, finder selv sin herre. Sværdet, kan kun styres af denne ene. Denne ene, er en sand krigsherre. Han har et rent hjerte. Sværdet, kan forvandles ved tankens kraft. Sværdet, kan læse dets herres tanker. Jo stærkere hans tanker er, jo stærkere er sværdet. Han er sværdet værdigt, sværdet er ham værdigt. Sammen er de uovervindelige ...
Ondskaben har hersket, i femtusind år i landet Armgard.
Som barn finder Farron en skjult hule, men et uventet angreb fra skovens mest frygtede dyr, gør at han ikke kommer derned. Igennem hele livet trækker ukendte kræfter i hans indre for at lokke ham ned i den mystiske hule. Men først som voksen, kommer han endelig derned, sammen med Modjo - hans bedste ven. I hulen finder de sværdet, der som det eneste, har de kræfter der skal til for at dræbe ondskabens hersker - Dragan fra Morg. Med det magiske sværd i deres besiddelse, tager de kampen op mod ondskaben. En lang og hård kamp mord Morgs rædselsregime, venter dem forude.
Vi møder de tre bedstevenner, Farron, Modjo og Tin Tersel som unge. De leger, går på opdagelse i skoven og slås for sjov med træsværd. En dag har de begivet sig for langt ind i skoven, så langt er de nu er på skovløveterritorium. Ligesom drengene har fundet hulen under træet, der mange år efter skal føre dem til sværdet, bliver Marsian, Tin Tersels lillesøster, angrebet af en skovløve. Farron er hurtig, modig og frygtløs - han tager kampen op for at forsvare Marsian. Den unge Farron får slået løven ihjel, men bliver selv dødeligt såret. Hans venner er i chok - Marsian løber efter hjælp, Modjo og Tin Tersel bærer Farron hele vejen tilbage til byen. Her kommer byens troldmand, Gnorlin, dem til undsætning og det lykkedes ham at redde Farron.
Mange år efter er drengene blevet voksne mænd og krigere. Tin Tersel, der er søn af kongen, har stiftet familie og gør sit for at lære at blive en god konge en dag. Farron og Marsian ses i det skjulte - kongen ser misbilligende til deres forhold. Modjo er blevet en stor mand, der er god til at slås og spise - ikke samtidig!
En dag begiver Farron og Modjo sig igen ind i skoven. Mystiske kræfter har de sidste 20 år trukket i Farron for at få ham ned i hulen igen. Da de kommer frem bliver de stillet over for flere prøver, inden de når frem til sværdet - og hvilket fantastisk sværd det er. Farron er den udvalgte - sværdet valgte ham allerede før han var født, men da han kæmpede mod skovløven lige over hulen, vidste sværdet at det havde valgt rigtigt. Det eneste problem nu er at de ikke kan få sværdet med op af hulen, de må efterlade det. Farron og Modjo allierer sig med Gnorlin og dagen efter er de i skoven igen. Med magi og visdom får de sværdet med sig.
Farron får brug for sværdet da Dragan sender en del af sin hær ud for at nedkæmpe det oprør han føler der er begyndt, men Svalinhus og Farron er ikke sådan at nedkæmpe. Efter slaget indser byen at de, for første gange i tusinder af år, har håb om en fredlige fremtid. Farron, Modjo og Gnorlin begiver sig afsted for at samle Armgards konger og hære, mod det endelige slag mod Dragan.
Dette er en rigtig god, velskrevet, men til tider lidt tung, fantasy historie. Selvom siderne ikke er tætpakkede, står der alligevel rigtig meget på dem. Historien er meget detaljeret og i og med at man følger flere forskellige personer, bliver der mange ting at holde styr på. Det kan godt virke sløvende for bogens handling, selvom det er bestemt en spændende historie og univers vi befinder os i. Jeg skal dog helt sikkert læse de næste i serien, da vi slutter denne med noget af en cliffhanger!
Fakta:
Forlag: Forlaget 7
Udgivet i: 2013
Antal sider: 510
Genre: Fantasy
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar