onsdag den 14. januar 2015

Jojo Moyes; Hvalernes sang


Jojo Moyes; Hvalernes sang

Bagsidetekst:
Livet har ramt Liza McCullen hårdt, og med sin lille datter Hannah har hun nu søgt tilflugt på sin tantes hotel i den lille australske bugt Silver Bay, hvor der stort set kun kommer turister, når hvalerne passerer forbi i migrationssæsonen.

Til dette lille samfund kommer den engelske businessmand Mike med et projekt i lommen, der kan vende op og ned, ikke bare på bugtens fine økobalance, men også på det nye liv, som Liza så møjsommeligt har opbygget for sig selv og Hannah.

Tante Kathleen er en sej ældre dame, så sej at hun som 17årig blev berømt for at have fanget den største haj i New South Wales - og det er en rekord hun stadig har i dag, selvom hun ofte selv ville have ønsket at det aldrig var sket. Kathleen ejer et lille hotel, Silver Bay Hotel, som hun har arvet af sine forældre. Der er ikke særlig travlt, så da Liza og Hannah for fem år siden havde brug for at forsvinde, var Kathleens hotel den eneste løsning. Liza har kun besøgt sin tante to gange som barn, hun boede i England, alene med sin mor, Kathleens søster. Da hun dør er Liza alene, uden penge, uden uddannelse, uden fremtid. Hun bliver gravid med Hannah og beslutter sig for at lægge sit liv om, og det gør hun. Så møder hun Stephen, flytter ind hos ham (og hans mor!) og bliver gravid igen.

Der er gået fem år siden Liza og Hannah kom ned til Kathleen, og de har skabt sig en tilværelse der. Hannah går i skole, Liza hjælper hvalfangerne - nu bliver der kun fanget hvaler på film og på billeder af turisterne. Alt er fredeligt ... indtil Mike Dormer kommer til Silver Bay. Han skal finde det perfekte sted til et hotel, med mulighed for pools, vandsport og hvad det luksuriøse menneske ellers forventer af et 5 stjernet ressort. Mike er firmaets mand. Forlovet med chefens datter, på vej til at blive gift, og forhåbentlig er han snart klar til at overtage firmaet efter svigerfar, men Mike er ikke klar over hvad Silver Bay vil gøre ved ham og hans liv. Og Mike er ikke klar over hvad hans valg vil have af indflydelse på det lille lokal samfund, og ikke mindst på Liza og Hannahs liv.

Som I nok kan regne ud, så fucker Mike det hele godt og grundigt op og han skal kigge langt i whiskyflasken for at indse hvad han skal gøre for at rode bod på sine handlinger, men er det så for sent? Og da alt håb synes ude, kan han så træffe den rette beslutning der kan redde Silver Bay, Liza og Hannah, men ikke ham selv?

Samtidig kommer Lizas hemmelighed frem i lyset, en hemmelighed som hun for alt i verden har forsøgt at skjule. Men alt er ikke som det ser ud til, og da Liza har truffet en beslutning der vil ændre hende og Hannahs liv for altid, er denne beslutning ikke længere nødvendig at føre ud i livet.


Jojo Moyes har gjort det igen! For den da, hvor har hun gjort det igen. Jeg var hooked fra første side. Jeg elsker hendes måde at skrive på, den måde hun beskriver følelser og tanker hos sine hovedpersoner. Som læser kommer man virkelig ind under huden på dem.
Hvem var denne hajpige, som siger tingene uden omsvøbt? Hvem er kvinden, der er på flugt og hvad er det hun flygter fra? Datteren, der kæmper med at holdet modet og humøret oppe? Manden, der først er fjende, men så frelser?

Igen tager Moyes tunge emner op. Løgn og bedrag, hemmeligheders kræfter til at ødelægge en familie. Hustruvold af værste skuffe, og hvor svært det kan være at indse det før det er for sent - og hvad gør man så? Utroskab, intriger og beslutninger der kan gøre folk lykkelige, bare ikke en selv. Hvis du kunne lide "Mig før dig", "Det sidste brev fra din elsker" og "En plus en" - så vil du også holde af denne!

Og hvad med hvalerne, kommer de tilbage? Tja, det vil jeg lade jer læsere om selv at finde ud af!


Fakta:
Forlag: Rosinante
Original titel: Silver Bay
Udgivet i: 2007 (på engelsk) og 2014 (på dansk)
Antal sider: 305
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

1 kommentar:

  1. Jeg holdte også meget af bogen, men omvendt synes jeg også, den var langt tungere og langsommere end Moyes' andre værker. Karaktererne vandt desværre aldrig helt min sympati.

    SvarSlet