onsdag den 27. april 2016

Elle Kennedy; Lagt på is

Elle Kennedy; Lagt på is (Off-Campus, #2)

Bagsidetekst:
Tredjeårsstuderende John Logan kan få alle de piger, han vil. Men bag den afslappede charme og det flirtende smil gemmer han på en voksende fortvivlelse over den mur, han kommer til at banke panden mod, når han dimitterer. En hed nat med den sexede førsteårsstuderende Grace Ivers er derfor lige præcis den afledning, han har brug for. Men på grund af en tåbelig misforståelse lægger Grace ham på is, og Logan beslutter sig for at bruge sit fjerde og sidste studieår på at bevise, at han er værd at give en chance til.

Jeg synes det er fedt at en serie ikke har de samme hovedpersoner, det gør læsningen mere nuanceret og mere underholdende. Ligesom med Stephanie Perkins' serie om "Anna og det franske kys" - det er fedt at hovedpersonerne fra første bog er med i næste osv. Sådan er det også med Off-Campus-serien.

En anden positiv ting ved den skiftende hovedperson er også at, selvom plottet er meget lig det i den første bog, så er det en helt anden historie fordi hovedpersonerne ikke er de samme. Jo, bevares - Logan er også en kæphøj skiderik der vælter sig i piger, men ligesom med Garrett gemmer han på mange flere facetter, som han kun lader sine nærmeste se og kende.

Jeg var pjattet med "Aftalt spil" og "Lagt på is" skuffer på ingen måde, om noget var jeg faktisk lagt mere underholdt her og sad flere gange og grinte for mig selv. For Logan er sjov og de ting Grace får ham til (læs selv bogen for at finde ud af hvorfor) er simpelthen geniale - især for en stor, stærk, macho ishockeyspiller!

"Hold da kæft, er det ikke en rød fløjlschaiselong?"
Fyrene udveksler et WTF-blik. "Øh ... jo?" svarer Justin. "Hvorfor ..."
Jeg er allerede sprunget i retning af scenen.

Det er stadig en bog der er hurtig at læse, men ikke desto mindre meget underholdende. Ligesom i "Aftalt spil" er der masser af drama, kække bemærkninger, pinlige situationer og en del hed sex. Sexdelen er stadig meget naturlig beskrevet og det bliver aldrig for pervest, men bevarer et meget virkelighedstro billede på sex og det synes jeg er rigtig godt.

Læs den og hav for Guds skyld "Dømt ude" til at ligge klar når lattermusklerne og rødmen i kinderne har lagt sig!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Mistake
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 293
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar